Roskilde '18: Onsdag – Wanna see me stick NIN through each one of my eyelids?

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/7e/db/38/-XTD4704-22-1531355698.jpg
09. Juli 2018    

Åbningen af festivalpladsen bød op til et væld af middelmådigheder, hvor kun Dark Tranquillity og Nine Inch Nails satte barren højt – og så kunne man grine lidt ad Eminem på vejen.

Titel
Dark Tranquillity + Clutch + Slaves
Dato
04-07-2018
Koncertarrangør
Forfatter

Som det hører sig til, udviklede den sidste dag inden åbningen af festivalpladsen sig til en solid brandert, mens man var rundt og besøge venner i alle afskygninger af Campinbg Øst. Glæden ved at vågne op kl. 9 i et bagende hedt telt var derfor til at overse, og dagen slæbte sig sumpet og mageligt af sted med kakao og forårsruller til morgenmad, mens dagens udgave af festivalavisen bekræftede, at jeg egentlig ikke var gået glip af noget tirsdag.


Da dele af campen besluttede sig for at spille ølbowling helt Adam & Eva, gjorde en powernap og et bad underværker, og vi indviede festivalpladsen i Food Court for at samle lidt kræfter til næste brandert, mens Pigs x 7 larmede i baggrunden fra Gloria.



Jeg valgte dog at følge slænget op til åbningskoncerten på Orange, og efter vi hurtigt kom til erkendelsen af, at ham der X-Factor-Martins nye band Saveus føltes lidt som spild af vores alles tid, gik turen videre til Slaves på Pavilion-scenen.


Et helt ubeskrevet blad i min verden, og det skulle da hurtigst vise sig at blive et interessant bekendtskab. Live, om ikke andet. Less is more var tilgangen, da duoen, bestående af Laurie Vincent på guitar og Isaac Holman på vokal og oprejste trommer, leverede garage-punk med britisk humor og gadedrengejargon. 'Fuck the Hi-Hat' lød sætlistens eneste nummer uden hi-hat, og minimalismen tvang Slaves til at tænke kreativt, hvilket indimellem vakte minder om The Clash i deres mere legesyge humør. Med tiden blev skabelonen med de begrænsede midler til rådighed dog en kende triviel, og jeg fik overtalt vennerne til at prøve kræfter med Clutch et stenkast væk.



Desværre skulle koncerten vise sig at ende i samme rille som på Sweden Rock Festival sidste år. Den stærkere del af deres repertoire blev efter sigende gemt til sidste del af sættet, hvor vi for længst var nået til erkendelsen, at Neil Fallon & co blot var en skygge af deres mere potent stener-rockede fortid.
Verdenssituationen blev vendt over en bajer, mens flere folk sluttede sig til selskabet. Mit første hovednavn for dagen var i de færreste andres interesse, og således skiltes vore veje, mens jeg mødtes med et par venner til Dark Tranquillity.



Forudsigeligt nok var Pavilion tyndt bemandet som følge af Eminem, der spillede blot en halv time senere, og det blev kun tyndere og tyndere, som koncerten skred frem. De færreste var tydeligvis bevidste om Göteborg-legendernes liveenergi og publikumstække, og dette viste sig da også at blive den både hårdeste og festligste Dark Tranquillity-koncert på mit CV. Forsanger Michael Stanne væltede konstant rundt blandt de forreste rækker, hvor han bl.a. fik min veninde til at synge med på 'The Mundane & The Magic', og så rendte hun ellers rundt som en lykkens pamjulefis resten af festivalen.



Jeg valgte at gemme min dækning af Dark Tranquillity til dagen efter, og så blev det officielle hovednavn observeret på behørig afstand – på storskærm. Vi var dog alle som én godt i gang med at tælle ned til vores fælles hovednavn på Arena, og mens vi luntede tværs gennem menneskemasserne, gik Eminem i gang med 'My Name Is' og indledte den med ordene ”Do you like violence? Wanna see me stick Nine Inch Nails through each one of my eyelids?” Tjo, less will do, men han havde da forudset vores plan, og vi fortsatte vores vandring videre mod ølbaren ved Arena.



Efter at have set Nine Inch Nails en håndfuld gange siden KB Hallen 1999 bliver det selvsagt sværere og sværere for deres koncerter at stå mål med de tidligere erfaringer. Der var mange pletskud undervejs, og det var fantastisk, at 'Bad Witch'-ep'en fra tidligere i år ikke blot er noget af det stærkeste, de har udgivet i årevis, men derudover også stod sublimt ved siden af fortidens klassikere. Det skal derfor ingenlunde ses som en reel kritik af koncerten i sig selv, at det er den svageste koncert, jeg har set med Trent Reznor & co. Det siger ene og alene noget om, hvor stærke de er, selv på en dårlig dag, og når det kommer til stykket, er jeg stadig enig med min medskribents anmeldelse – det meste ad vejen.

Vennerne druknede dog i masserne undervejs, og efter kort at vende dagens begivenheder med en anden, ikke så lidt besoffen ven, skiltes vore veje, og snuden vendtes tilbage mod en meget stille lejr i Silent & Clean, 20 minutters gang væk.


Hvor man dog ikke beslutter sig for at ligge, bare for at få en smule nattesøvn.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her