Raunchy Tourdagbog - 1. del

Raunchys guitarist Lars Christensen beretter fra bandets igangværende Europa-turné.

Efter at have øvet en lille uges tid op til turstart med vores nye sanger Mike Semesky (fløjet til KBH fra Baltimore) og stand in-guitarist Flemming Clausen Lund (kørt til KBH i sin SEAT Leon 2.0 TDI fra Vejen) har vi aftalt at mødes i øveren torsdag kl. 10 for at pakke
gear.

Vi har dog to dage før turstart fået at vide, at der har været problemer med vores turbus, så for at optimere tiden skal Raunchy plus de tre supportbands (Diamond Drive, Nuclear Salvation, But We Try It) mødes i Aarhus, som er første stop på turen – FEDT!!!

TORSDAG:
Vi har på rekordtid fået lejet en 9 personers bus, der skal fragte alt vores gear til Århus, hvor vores "rigtige" turbus ankommer. Da vores 9 personers bus ankommer til øveren, bli'r vi hurtig klar over, at vi har ALT for meget gear med, til at både gear og band kan være i bussen – FEDT!!! FEDT!!!

Nå, men med opløftet pande tager halvdelen af bandet + lydmand af sted i den lejede bus, hvorefter den sidste halvdel kører af sted i trommeslager Molles Porsche 911.

Kl. 16 lander vi i Århus og får slæbt gearet ind, hvorefter turens første øl bli'r skyllet ned. 'Shake Your Grave'-turen er i gang!!! Vi får spillet en fin første koncert, og folk ser ud til at kunne lide vores nye forsanger. Hele turholdet ender aftenen på Escobar, hvor der bli'r festet igennem til tidlig fredag morgen.

FREDAG:
Da vores show fredag desværre er blevet aflyst (grundet en mistet spillestedslicens??!!) har vores tour manager besluttet, at vi kører til Hamborg og tager en fridag til Reeperbahn Festival – ikke den værste løsning, når nu situationen er, som den er.

Efter at have provianteret rigeligt med alkohol og BabyWipes ved den dansk/tyske grænse er festen skudt i gang, og da vi rammer Reeperbahn, er alle i bussen sjovt nok i et vældigt humør efter timers druk og spas i loungen.

Medlemmerne fra de tre supportbands er hurtige til at forlade bussen og drible ud i Hamborg, mens vi i Raunchy lige tager den med ro med lidt Steel Panther, Infected Mushrooms, Lana Del Rey og Kiss i bussen, før vi kaster os ud i Reeperbahn Festival. Så vidt vides lukker og slukker Raunchy kl. 07, hvor der er buscall.

LØRDAG:
Jeg vågner kl. 15, da vi er ankommet til Eisleben – en smule stram i masken, men efter en banan, en sandwich og en Underberg er formen intakt. Vi får slæbt gearet ind på venuen og lavet en god lydprøve, og der er 5 timer, til vi skal spille.

Da alle bands generelt er pænt ramte i dag, foregår tingene i slowmotion, men alle er i godt humør, og der hygges og slappes af. To timer før showstart har Raunchy indtaget loungen i bussen, og der varmes op med 'Team America'-soundtracket på fuld skrald, øl, vin og
Underberg. Efter at have skrålet med på 'Everybody has A**S' og 'Team America - FUCK YEAH' trækker vi i strækbuksen og hopper på scenen for at spille et sæt på 12 numre. Showet går fint, og efter koncerten får vi snakket en del med publikum, som har kvitteret med at købe en del merch. Aftenen ender med hygge i spillestedets bar – SURPRISE!!

SØNDAG:
Vågner op kl. 12, hvor vi stadig mangler at køre 3 timer, før vi er i Arnhem, Holland. Jeg får drukket noget vand og spist noget frugt for at føle mig bare lidt sund og ligger så ellers bare og slapper af, læser og hører musik i min køje.

Dagens job er et søndagsjob, og de er i reglen bare "tunge", da folk hellere vil sidde hjemme og se Benny Hill, spise makroner og drikke te, før en ny arbejdsuge starter. Vi har kort sagt INGEN forventninger til fremmødet i aften, men det ender ganske acceptabelt med fint fremmøde og dedikerede folk, der synger med og får vrikket med nakken. Der bli'r taget billeder med publikum, før alle bands hænger ud og nyder en øl.

Da vi kun skal køre 100 km til mandagens show i Tilburg, stopper bussen på en rasteplads 20 km fra Tilburg, hvor vi overnatter. Nogle holder fest til ud på natten i bussens nederste lounge, mens andre er hoppet i køjen på øverste etage.

MANDAG:
Frisk og veludhvilet står jeg op kl. 10, og får overstået morgenritualerne. Efter at være godt fyldt op med juice og vitaminer åbner Molle og vores lydmand Lars Mayland for en flaske rødvin, som vi nyder på græsset i solen med lækker musik på anlægget - det er lige til
at overkomme.

Vi ankommer til Tilburg, hvor vi skal spille på turens mindste sted, Little Devil. Vi spiller et fint job, og da der er fri bar, hænger alle bands ud i baren, efter vi har spillet vores koncert.

Da jeg vil sikre mig at have alle mine ting med fra stedet, bruger jeg lige 20 minutter efter koncerten på at samle mine ting, og da jeg vender tilbage til baren har vores sanger Mike Semesky kørt en pæn brandert i stilling. Mike er gået fra 0-100 på knap 20 minutter, og det eneste, han kan fremstamme, er "Hey, is this the new Meshuggah", mens han smiler
kærligt – IMPONERENDE!!! Mike ligger dog i køjen cirka en time efter og sover som en lille baby.

Før vi forlader Tilburg, skal hele flokken forbi den lokale shawarmajoint og fyldes op med mad, før der er buscall, og vi sætter kursen mod Zwolle, Holland. Alle bands på toren har denne aften/nat bestemt sig for at feste i busloungen, og der er mildeste talt proppet og en mega larm af "skååål" og musik, der tonser ud af højtalerne. Da bassisten fra svenske Nuclear Salavation har fået den fede idé at synge i høj falset til musikken, vi hører, finder jeg hurtig vej til køjen, da jeg tydeligvis ikke har drukket af samme potte som ham.

TIRSDAG:
Vågner op til synet af selvsamme svenske bassist, som har fået et stort rundt sår midt i panden da han åbenbart mente, at han kunne smadre tomme dåser med panden – ungt og dælens flot.

Vi er i Zwolle i dag og skal spille på en klub, hvor udstyret skal fragtes op på 3. sal – det gør nas. Vi bestemmer os for at skippe dagens soundcheck for at gå lidt rundt i Zwolle, som er en flot by badet i solskin i dagens anledning. Vi slår os ned ved en hyggelig kanal, hvor vi sidder et par timer. Da klokken er 18, skal vi spise, og vi bli'r indlogeret på et hyggeligt sted, hvor vi får tre gode retter med rødvin til. Under middagen kommer Mikes fætter forbi, da han bor en times tid fra Zwolle.

Da husets lydtekniker mildest talt ikke har en styr på en skid og næsten har gjort det stik modsatte af, hvad vores lysmand Lars Mayland har givet instrukser på, ender vi med kun at spille 8 numre.

ONSDAG:
Vi er på vej til Berlin, men knap to timer før vores planlagte ankomst, ryger vi i kæmpe kø. Alt holder stille, og efter en times tid bli'r vi bekendt med, at der er sket en voldsom ulykke længere fremme med en lastbil, der efter sigende er kørt ud over en bro.

Vi ender med at sidde fire timer i kø, før vi atter kan køre igen. Ventetiden er dog blevet brugt konstruktivt, da Molle har givet stand-in guitarist Flemming en lektion i asfalttyper og har kunnet konstatere, at vejen, vi kører på, er en støjreducerende asfaltbelægning – jo, jo, Molle er et sandt orakel.

Vi ankommer til dagens spillested kl. 18 og får hurtigt slæbt udstyret ind og sat op, så vi er klar til at gå på kl. 23.15. Da der er ikke er wi-fi på dagens spillested, sætter vi kursen mod McDonald's, som er første gang på denne tur for mit vedkommende.

Vi får spist og surfet lidt, og på tilbagevejen købes der Underberg, som vi sidder i bussen og prøvesmager. Ca. 30 minutter før showstart er vi tilbage på spillestedet, og der er godt pakket. Tyskerne har en national fridag dagen efter, så der er en speciel "nu-skal-vi-være-fulde-og-feste"-stemning i luften.

Publikum er på fra første tone og gi'r den mildest talt gas. I vores tredje nummer 'Join the Scene', begynder min forstærker pludselig at hoste og opføre sig mærkeligt, og da vi når til et stykke, hvor min guitar står alene, er der helt stille. Flemming får dog hurtigt rettet
op på det og spiller det, jeg skulle ha' spillet. Jeg bruger et halvt nummer på at få tilsluttet en ny forstærker (og drikke en Underberg), og så jeg er tilbage i gamet.

Vi spiller en super koncert, og alle er glade. Mens vores udstyr bli'r pakket sammen, har hele bandet nok at se til, da folk vil snakke, skåle, tage billeder. Raunchy takker af kl. 05, da der er buscall, og vi sætter kursen mod næste job i Aalen, Tyskland.

Læs anden og sidste del af tourdagbogen i næste nyhedsbrev!