RF '13: Torsdag

På metalfronten var der ikke så meget at komme efter på Roskildes korteste dag, torsdag, men Suicidal Tendencies og Slipknot gjorde da, hvad de skulle for at sparke løjerne i gang.

Vi tyvstartede jo allerede med anmeldelser af warm up-dagene på Roskilde-festivalen. Og onsdag aften spillede en meget ung, dansk pigetrio, Baby in Vain, som vi ikke nåede at få med i sidste uges nummer, og som vi syntes, fortjener noget omtale. Læs, hvad vores udsendte syntes nedenfor.

Nå, men torsdag er efter traditionen Roskilde-festivalens korteste dag. Musikken begynder først et stykke ud på eftermiddagen og slutter allerede omkring midnatstid. Og der er derfor langt fra lige så meget musik at komme efter, som der er de efterfølgende tre dage. Det første metalrelaterede navn var også et af festivalens første i almindelighed, nemlig Suicidal Tendencies.

De californiske skater-veteraner åbnede Arena-scenen, og modsat Sick of It All og 1349 de to foregående år, så var der faktisk et relativt stærkt fremmøde til koncerten. Og de to medlemmer med længst tid i bandet, Cyco Miko og Dean Pleasants, gjorde det fortrinligt som indpiskere i den energiske og medrivende koncert, der vækkede minder om seancen på Copenhells førsteår.

Suicidals rytmeduo bestående af bassist Tim Williams og den bogstaveligt talt store trommeslager Eric Moore er intet mindre end fantastisk, og så levede man med, at knejten Nico Santora er en noget stereotyp og anonym afløser for Mike Clark. Der var sgu ikke det store at sætte fingre på, og Cyco Miko nåede da også at slynge om sig med skater-lommefilosofi om at kæmpe videre efter sine nederlag og give verden én på tuden. Græd du, da du så 'Rocky'-filmen, så kneb du nok også en tåre til Suicidal.

Paradise Hotel foran Orange

De maskeklædte gøglere i Slipknot headlinede Orange Scene senere på aftenen. Det er tredje gang, at Iowa-bandet spiller dér, siden de på bizar vis spillede i stedet for aflysende David Bowie i 2004. Det er kun blevet værre siden dengang, og undertegnede må indrømme, at det nu kun otte mand høje band efterhånden virker som lidt af en cash cow for de involverede, der virker mere optagede af deres mange sideprojekter. En ny plade kan man spejde langt efter, men en veltbetalt turné mere takker d'herrer ikke nej til.

I frontpitten var der et foruroligende antal steroidepumpede teenagedrenge i bar overkrop, der spillede op til hinanden (der var jo ikke mange kvinder) og bare ventede på slåskamp. Det var som at være hensat til et af de mange koncentrationslejragtige sydeuropæiske ferie"paradiser" og Paradise Hotel eller Skive Beach Party, måske. På et tidspunkt kunne man da også se den knap så travle turntable-mand Sid Wilson sparke en midaldrende og chokeret sikkerhedsvagt, som forsøgte at passe sit arbejde, mens Sid delte lammere ud til publikum på de forreste rækker. Lidet smagfuldt.

Det gjorde hverken fra eller til i det buldrende lydbillede, at oktetten var uden bassist efter Paul Grays dødsfald, og han var glemt, indtil Corey Taylor dedikerede 'Duality' til ham midtvejs i koncerten. Nå, men den skribent, der har forfattet Slipknot-anmeldelsen nedenfor er uenig eller lod sig i hvert fald ikke røre af det bøvede publikum og tomgangen fra scenekanten. Om ikke andet kunne man da også kigge på flammekastere og fyrværkeri. Fjollet afslutning på en kort torsdag.

Læs fulde anmeldelser af torsdagens koncerter her:

BABY IN VAIN - Pavilion Junior
SUICIDAL TENDENCIES - Arena
SLIPKNOT - Orange