RMF '18: Fredag

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/f6/45/d8/-XTD0634-90-1523469790.jpg
10. April 2018    

Fredag var dagen, hvor nogle af de mest imødesete kunstnere skuffede, men hvor et par uventede guldkorn i stedet kiggede frem fra dyndet.

Jeg er århusianer. Blev født her og har boet her det meste af mit liv. Jeg har hørt metal i 20 år. Alligevel skulle vi hen til 11.udgave af Royal Metal Fest, før jeg rent faktisk fattede, hvilken lille perle af en forårsfestival, der hvert år er løbet af staben nede for enden af fattiggårdsbakken. Det var mit første besøg på RMF. Ja, jeg skammer mig.

Som den eneste fra Devilutions redaktion, der har så lidt at tage mig til, at jeg rent faktisk kunne nå at møde ind til kampstart fredag eftermiddag, stod jeg klar ved døråbning 15.30. De første par solide branderter var allerede sparket i gang, og der var i hvert fald et par af mine sidemænd, der formentlig ikke ville kunne huske noget som helst efter aftensmadstid.

Nuvel, armbånd på og så vadede vi i samlet flok over til Atlas, hvor hardcore-bandet Lifesick havde fået den utaknemmelige opgave, det altid er at åbne en festival. Det gjorde de sandt at sige ikke specielt godt. Lyden var som forventeligt ved en åbningskoncert ret kritisk, og trommesættet buldrede henover alt andet i lokalet. Lifesick gjorde sig i en ret klichepræget gang New York-hardcore, hvor inspirationen fra bands som Agnostic Front og Madball stod tydeligt frem. Hvilket godt kan være udmærket, men ikke var det i det her tilfælde.

En ting var den kritiske lyd på Atlas, som må forventes til første koncert. En anden ting er, at bandet ikke spillede specielt tight, virkede særligt til stede eller gjorde noget synderligt for at overbevise det sparsomme publikum om, at de rent faktisk nød at stå på scenen til RMF. Og når forsangeren endelig forsøgte at skabe lidt publikumskontakt mellem numrene, lod den ene guitarist sin guitar feede henover hans stemme, så det var umuligt at opfange, hvad der blev sagt. Men det var nok noget med at købe noget merch. Lige meget. Videre.

Efter Rings Of Saturns næsten lige så spage koncert på Voxhall, var der så småt dukket nok mennesker op til, at det kunne kategoriseres som en festival. Mange fejrede solens pludselige tilbagekomst ved at holde sig udendørs, og græsarealet mellem Voxhall og Atlas var tætbefolket af sorte t-shirts og dåsebajere, da italienske Hideous Divinity gik på scenen på Atlas.

Her var der tale om en gang hurtig tech-død. Der blev spillet stramt. Det var musikere, der mente det seriøst. Endelig. Modsat de første par koncerter kom de godt ud over scenekanten, fik publikum med og virkede rent faktisk, som om de nød at spille her. De første par hundrede mennesker var efterhånden stimlet sammen på Atlas, hvilket var nok til at få stedet til at virke fyldt. Forsangeren bad folk købe noget merch, så han kunne få råd til vin til sine børn. Meget sjovt. Nu var Royal Metal Fest i gang.

Med pauser mellem koncerterne på mellem 10 og 20 minutter gik det i rask trav over til Voxhall, hvor en af mine mest imødesete bands, Shining, gik på. En koncert, der musisk set var ganske glimrende, men som igen blev overskygget af Niklas Kvarforths psykotiske idioti. Derefter følger Royal Metal Fests første ”talk”, om dungeon synth, inde i Voxhalls cafe-område. Jeg når hverken at sætte mig ind i, hvad det går ud på, eller at høre noget af det for den sags skyld, for nu går turen over stok og sten tilbage til Atlas, hvor Blood Eagle spiller live for første gang i tre år. En koncert, der for alvor levede op til forventningerne til den danske supergruppe, og vel den første koncert fra dette års RMF, som man stadig vil huske næste år.

Blood Eagle-koncerten er samtidig første gang, hvor et af RMF’s store problemer melder sig. Man har naturligvis et antal billetter til salg, der er fastlagt ud fra Voxhalls kapacitet. Problemet opstår, når Atlas kun har den halve kapacitet, og folk med RMF-billetter bliver afvist i døren, fordi Atlas er fyldt. Det er ugennemtænkt, at folk skal risikere at misse en hel koncert, de har set frem til, fordi de er lidt for lang tid om at få tisset af ovre ved den anden scene.

Kære Metal Royale: Jeg ved at I er klar over problemet, nu bliver I så også nødt til at gøre noget ved det. Gør RMF til en tre-dages festival à la Aalborg Metal Festival, og brug så kun Voxhalls scene; sørg for kun at smide mindre attraktive koncerter på Atlas; eller et eller andet andet. Men noget bliver I nødt til at gøre.

Nåh. Nok sure opstød. Hurtigt tilbage til Voxhall, indtag lødigt måltid med smag af Crocell hos Den Rullende Pølsemand ude ved indgangen, og så: Origin. Her var der dømt teknisk dødsmetal spillet med et format, denne anmelder sjældent har oplevet før. På en festival, der i år havde en ikke uanselig del af virkelig kompetente øksesvingere, tog Origin-guitarist Paul Ryan og bassist Mike Flores alligevel prisen som det mest imponerende makkerpar.

Selv hvis man, som jeg, ikke er opfostret med dødsmetal af den sår’n rædi’ hurtige slags, måtte man alligevel stå med åben mund og gåsehud på armene og betragte de to med benovelse og ærefrygt. Herre Jemini, de spillede godt. Læg dertil forsanger Jason Keyser, der ifølge min mere erfarne anmelderkollega leverede RMF’s bedste koncert nogensinde med Psycroptic i 2016, og så har man opskriften på et band, der gjorde festivalpublikummet til deres eget og henrykkede ALLE, der havde lagt vejen forbi deres koncert i aften. Keyser havde publikum i sin hule hånd fra start til slut, og fik hele salen til at koge med til Origins ellers ikke lettilgængelige afart af dødsmetal.

Origin-koncerten stod tilbage som en af de små perler, man ikke havde set komme, og skulle du nogensinde få chancen for at se dem live, må du ikke forpasse den. Den kraftpræstation, de leverede, vil sent blive glemt af dem, der var til stede.

Efter sådan en energiudladning var det svært at sætte sig op til de to sidste koncerter, der ellers var blandt de mest omtalte og imødesete. Møl på Atlas og Bloodbath på Voxhall. Møl havde lovet et show ud over det sædvanlige, og der gik rygter om storslået lysshow og det ene og det andet. I stedet fik publikum udleveret hver deres lyserøde knæklys, som de så kunne stå og kaste med under koncerten. Vi efterspurgte, om der også ville være ballondans og bide-til-æble, men nej. Møl havde gjort deres for at markedsføre denne koncert som noget ekstraordinært, og det var det ikke. Solidt og gennemsnitligt. Tjo. Men ikke noget, man ville skrive hjem om.

Det samme kunne man sige om Bloodbath. Et band, der gjorde, hvad de skulle, og ikke et my mere end det. En uengageret og vranten forsanger og lidt tekniske problemer, der også gjorde deres til at suge intensiteten ud af koncerten. Det var okay. Og intet mere end det.

Mens fredag blev til lørdag og denne anmelder slæbte sin hærgede krop hjem i seng, valfartede størstedelen af festivalen ned mod Escobar i Skolegade for at fortsætte festen i Aarhus’ milde natteluft. For i morgen ville der atter være en dag.

Læs anmeldelsen af Rings of Saturn
Læs anmeldelsen af Shining
Læs anmeldelsen af Blood Eagle
Læs anmeldelsen af Møl
Læs anmeldelsen af Bloodbath

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her