Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Bo stjal showet foran Ronnie

Populær
Updated
Bo stjal showet foran Ronnie
Bo stjal showet foran Ronnie
Bo stjal showet foran Ronnie
Bo stjal showet foran Ronnie
Bo stjal showet foran Ronnie
Bo stjal showet foran Ronnie
Bo stjal showet foran Ronnie
Bo stjal showet foran Ronnie

Til lørdagens program på Royal Metal Fest 2014 var der både danske og internationale navne. Ingen kunne dog hamle op med en veloplagt Bo Summer i Illdisposed.

Kunstner
Titel
+ Pretty Maids + One Machine + Blood Red Throne + IAmFire + Endstille + Koldbrann + Electric Hellride
Spillested
Dato
31-05-2014
Koncertarrangør
Fotograf
Kent Kirkegaard Jensen
Karakter
4

Fredagens program var næppe rystet ud af øregangene, førend Voxhall åbnede døren for lørdagens program, og her fik Electric Hellride æren af at varme Voxhalls anlæg op. Da københavnerkvartetten starter deres groovy dødstog, er der ikke mange folk i salen. Men som forsanger Casper Villumsen får skovlet mere og mere kul på kedlerne, og guitarist Anders Molins tunge overopheder til kogepunktet, hvorefter den må ud af munden til afkøling, stimler der heldigvis flere og flere folk op foran scenen. Electric Hellride slutter bedst med sangene 'Hate.Control.Manipulate.' samt den udmærkede 'Master Inferno' fra deres seneste 'Come Darkness, Come Light'-ep. 

Fra overophedet københavnsk tunge røg vi direkte over i en omgang norsk koldbrand. Det var nemlig navnet på næste band. Koldbrann. Norsk black metal, som vi kender det. Masser af ondskab og en vild forsanger, der med vanlig vrede nærmest spytter budskabet ud i hovedet på de fremmødte. De røg lige ind i lidt tekniske problemer midtvejs, men fik kæmpet sig ud af det og red så ellers videre i deres ukristelige korstog.

Lige da den norske fakkel løb tør for benzin, kom deres tyske genrefæller fra Endstille og førte den videre med fornyet energi. Endstille minder meget om deres norske brødre i både make-up og musik, og med den mere eller mindre vanvittige Zingultus i front på scenen kunne det ikke blive andet end godt. Masser af brøl og lidt knurren om begivenheder og våben fra 2. verdenskrig. Endstille, som vi kender dem.

Efter sådan en dobbeltdosis black meal var det så tid til noget af et genreskifte, da projektet IAmFire kom på scenen. De er nok bedst kendt for, at deres forsanger hedder Peter Dolving, der af to omgange var forsanger i The Haunted, samt det faktum, at grundlæggeren hedder Mikael Ehlert, spiller bas og har en fortid i Hatesphere. Ikke uventet er folk nysgerrige efter projektet og bliver da også trakteret med en ganske spændende og tilbagelænet omgang hårdrock. Der er melodi, det fænger og skaber en god stemning. Dolving kan stadig tryllebinde.

Det samme kan siges om norske Blood Red Throne, der fulgte efter. Deres forsanger er et studium værd i sig selv. En festoriginal, der ikke tager sig selv for seriøst og bare er kommet for at feste igennem. Disse nordmænd fra Bergen spiller dødsmetal og er det nærmeste, vi kommer Norges svar på Cannibal Corpse. Lige fra frontmandens headbanging til musikken. Der er dog tilsat en knivspids Pantera, for deres ene guitarist ligner ham til forveksling og spiller sågar på en Dean-guitar. Som om det ikke skulle være nok, så lirer Blood Red Throne også lidt af Panteras 'Walk' af imellem deres egne numre for lige at gejle folk op. De balancerer på kanten af hybris, men slipper af sted med det pga. deres udmærkede sange og fremtoning. Kan man lide dødsmetal, vil man unægtelig føle sig underholdt af Blood Red Throne, der sidst på aftenen endnu engang udmærkede sig positivt ved at gå rundt blandt publikum, mens Pretty Maids spillede, for at dele gratis cd'er ud. Der var i øvrigt ikke et øje tørt, da et af bandmedlemmerne i Blood Red Throne og denne anmelder satte sig ved siden af hinanden på Voxhall og komplimenterede hinanden med de flotte Emperor t-shirts, de begge havde på. Søreme om ikke også anmelderens Death-hoodie stod godt til musikerens tatovering af samme band på skulderen. Kun et kram kunne have gjort det mere ømt, men det var vi alligevel for socialt handicappede til. Man skulle jo nødig få det prædikat, at man kan lide nogen i metalmiljøet. Vi skal jo holde det ondt, ikke? Så vi nøjedes med at snakke om de to bands. Det var vi utroligt gode til.

At snakke var Bo Summer også god til denne aften. Da Illdisposed gik på, var salen godt fyldt. De lokale helte løb med aftenens klart største publikum. Og disse dødsmetalveteraner formåede at leve op til forventningerne, for Bo Summer var i særklasse veloplagt. For selvom forsangeren glemte et vers i den nye 'Light In The Dark' fra den kommende 'With The Lost Souls On Our Side'-skive, var der ikke noget, der kunne slå ham ud af kurs denne aften. Bo Summer var kommet for at stjælet showet!

Han startede med at revse alle de fremmødtes venner for ikke at være mødt op og støtte om arrangementet, der i et stykke tid hang lidt i bremsen pga. manglende forsalg. Det hænger utvivlsomt sammen med, at Metal Royale var lidt sent ude med den endelige plakat og navne, samt det faktum, at der i næste uge er Metallica, Slayer m.fl. i Horsens samt Aerosmith sidst på ugen samme sted og om to uger Copenhell på Refshaleøen. Men jeg stod og måtte se mig selv være fuldstændig enig med Bo Summer, da han vredt konstaterede, at billetterne til Metallica og Slayer jo blev købt for lang tid siden, så det i sig selv ikke er nogen gangbar undskyldning. Også Lasse Bak fik en hilsen. Selvom der naturligvis er en fortid og en årsag til, at Lasse ikke længere er med i Illdisposed, så var det en yderst ydmyg Bo Summer, der forklarede, at det nok lige så meget var ham, der var svær at arbejde sammen med, og han dedikerede derefter 'Submit' til sin tidligere makker i bandet. På den måde var Bo Summer ikke bare god på scenen, mens han brølede sig gennem numrene, men også mellem numrene var han eminent i rollen som frontmand. Illdisposed tog røven på alle og leverede ganske simpelt festivalens bedste koncert.

Knap så godt gik det for One Machine. Bandet er fostret af guitaristen Steve Smyth, hvis fortid i Nevermore er årsag til, at de står så langt oppe på plakaten. For ellers er der ikke meget at komme efter. Nuvel, de har også Tomas Koefoed (ex-Mnemic), også kendt som O'Beast på bas, ligesom de indtil for nylig havde Mikkel Sandager (ex-Mercenary) som forsanger. Men for nylig blev Mikkel smidt på porten, så nu er O'Beast eneste danske islæt tilbage i bandet. Til aftenens koncert havde de hyret en erstatning, der ikke havde samme saft og kraft i stemmen som Mikkel, og det blev naturligvis ikke bedre af, at han måtte støtte sig til en mappe med sangteksterne på papir, idet han ikke kunne dem alle udenad endnu. Teknisk var det høj klasse på samtlige instrumenter, men efter Illdisposed udvandrede næsten samtlige fremmødte til enten hjemmet eller pølsevognen udenfor, så One Machine spillede for under en fjerdedel af det publikum, som de lokale dødshelte gjorde lige før dem.

Så var fremmødet dog alligevel lidt bedre, da Pretty Maids gik på scenen 23.35. Et noget fremskredent tidspunkt, men Horsens' fineste er alligevel et så stort trækplaster, at det kunne lokke metalfolket til at blive til efter midnat. Forsanger Ronnie Atkins og guitarist Ken Hammer agerede også hovednavn på selvsamme festival tilbage i 2012, og denne aften var næsten en tro kopi af den optræden. Denne gang var der bare lidt flere folk, og det var, som om stemningen var noget højere i år. Pretty Maids' karriere er lang ,og vi blev selvfølgelig trakteret med både nye sange og gamle klassikere fra firsernes store plader. Men nu det er Royal Metal Fest kommer vi ikke udenom covernummeret, der på godt og ondt har tegnet et billede af Pretty Maids. Det er sangen 'Please Don't Leave Me', som de ikke selv gider spille til hver koncert længere, men arrangørerne bag Royal Metal Fest har nu to gange lokket dem til at fyre den af. For vi fik den til fællessang tilbage i 2012 og igen her i 2014. Heldigvis var der dog mere fællessang på nogle af Pretty Maids' egne, store kompositioner, såsom de sikre hits 'Red, Hot And Heavy', 'Future World' og 'I.N.V.U.'.

Pretty Maids er nogle rutinerede herrer, der med styr på både instrumenter, sceneoptræden og lys og lyd, og de leverer et professionelt show fra start til slut. De er ikke helt unge længere, så der var lidt pauser mellem sangene, hvor Ronnie Atkins kunne få luften, men ellers var det egentlig opløftende at se, hvor godt de stadig spiller, og at hans stemme stadig kan henrykke publikum. En god afslutning på en god festival.

For Royal Metal Fest er ved at få styr på det. Afviklingen af festivalen forløb uden det mindste problem for publikum, og der var gode muligheder for at få hvilet fødderne i loungeområder, ligesom der var rig mulighed for at smide noget i hovedet ved pølsevognen lige udenfor samt Byens Burger lige på den anden side af åen; dertil ganske gode tilbud på gæret humle, der til weekenden var lagt på køl og derfor var en sand fryd at fortære. Læg oveni en god stemning, veloplagte bands og virkelig godt vejr begge dage, og så bliver det næsten ikke meget bedre. Vi håber, at fremmødet samt Bo Summers veltilpassede spark i løgene på dem, der ikke mødte frem, gør, at Royal Metal Fest også er en realitet i 2015. 

Billede 1 - 2: Illdisposed
Billede 3 - 4: Pretty Maids
Billede 5: One Machine
Billede 6: Blood Red Throne
Billede 7: Endstille
Billede 8: Electric Hellride