Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Roskilde ‘18: Fredag med fuld fart på

Updated
Roskilde ‘18: Fredag med fuld fart på

Selvom man først kommer om fredagen, betyder det ikke, at man ikke kan nå en hel uges oplevelser på én dag.

Jeg ankommer til Roskilde Festival nyvasket og støvfri fredag eftermiddag. Jeg er lige startet på mit nye job og har siddet i presseområdet til adskillige telefonmøder, alt imens det kriblede i fingrene. Cirkushesten lugter savsmuld. Dagens program er uden tvivl det stærkeste, og mit blik er fæstnet hårdt på Pavilion, hvor Touche Amore går på 16:15. Jeg når lige akkurat at få kastet en øl ned for at møde leveren, inden jeg selv kan hilse på det trofaste publikum til de fleste post-hardcore-koncerter i Danmark. De er heldigvis de samme som det faste publikum til de fleste punkkoncerter, så efter et alt for kort gensyn med Jeremy Bolm begynder de første at tage afsked for at hoppe imod Avalon, hvor Descendents spiller klokken 17.

Jeg når lige at få den superlækre skæring ‘Palm Dreams’ inden en timet tur på festivalens nye træk/slip-toiletter. Jeg skulle egentlig have mødtes med fyrene (m/k) fra gruppen Fredagspunk – men programmet er så stramt at jeg kun lige når at sige hej for derefter at spæne i baren til tonerne af ‘Suburban Home’. Herefter er stemningen lettere løssluppen i præcis en time, hvor vi synger med på sange om weinerschnitzler og kaffekrus. Og jeg beslutter mig for, at hvis Descendents ikke er for gamle til at give den så meget gas, så er jeg heller ikke.

Herefter går turen selvfølgelig en tur i Gutter Island-baren, hvor der serveres bloody mary-shots og gulddamer, if you’re so inclined. Vi er også “heldige” nok til halvt at overhøre Richard Dawson Bands “avantgarde folk” og vi er mildest talt ikke imponerede. Nu skal jeg ikke kunne sige, om det lød bedre indenfor i teltet, men på afstand lyder det skingrende sindssygt. Herefter sætter en solskin-og-øl-migræne ind i mit hidtil meget ædru hoved, og der er kun en eneste løsning: At finde nogen, der har taget panodiler med. I dette tilfælde bliver det Sebastian Bach fra nærværende magasin, der sidder og mænger sig med kendisserne fra Dirt Forge.

Pillerne skal jo skylles ned, og som den sande tyskofil jeg er, kan det ikke gøres med mindre end det tyske fænomen “mater” – en koffeineret te, der smager lidt af grøn te. Den findes heldigvis i Stengades ikoniske bar. Selvom der lige skal forklares lidt til den frivillige om, hvad det er, jeg prøver at købe. Herefter ender vi egentlig bare med at hænge ud og grine over folk der stod i en virkelig, virkelig lang kø til en sushi-vogn. Helt ærligt. Jeg har aldrig haft nok lyst til sushi til at stå i kø i to timer. Mad skulle jeg dog nok have spist lidt mere af, inden vi får stavret af sted til Nick Cave. Det lykkes os selvfølgelig at blive væk fra hinanden på den korte tur, men efter et par sange fra den sort-hårede mørkepræst , eller hvad man nu plejer at kalde ham, lykkes det os at finde hinanden igen. Jeg har måske aldrig helt forstået Nick Cave sådan 100 %, og min interesse daler, i takt med at øllene rammer ganen. Det er nu ikke desto mindre en hyggelig oplevelse, der desværre skal vise sig at ændre stemning, da folk begynder at forlade pladsen foran Orange Scene efter koncerten.

Vi bliver hængende lidt for at prøve at udrede aftenens videre planer. Her bemærker vi en ung kvinde i græsset med en mand siddende bag sig med armene om hende. Hun begynder at slå sig selv i hovedet. Jeg cirkler tilbage til hende et par gange for at sikre mig, at hun kan klare en tur videre ud i natten. Det viser sig, at hun slet ikke kender ham, der sidder med benene rundt om hende. Han siger, at han prøver at trøste hende. Hendes venner er væk. Det viser det sig, da bejleren er kommet på afstand, at hun igennem sin pillerus kan fortælle, at hun syne,s at han er "lidt nærgående". Herefter overlader vi situationen til Roskildes sikkerhedsvagter. Det er jo ikke til at sige, hvad der kunne være sket, men hermed en opfordring om at bryde ind, selvom du måske selv står og hygger. Den er god nok. Det sker også på Roskilde Festival.

På trods af den lidt nedtrykte stemnin, kan det samtidigt ikke være anderledes, end at vi skal i motherfucking pitten til Massive Attack. Det er nok ikke specielt rock-agtigt, men jeg tror nu, der er en del læsere af dette magasin, der også har glædet sig. Vi spørger de rare vagter, der ellers altid har et hyr med at styre køen til pitten, hvor de har placeret selvsamme kø i dag. “Der er ingen kø,” svarer en ungersvend, hvortil vi i chok går imod en ølbod og køber seks bajere. Hvis der ikke er en kø, så skal vi satme nok lave den. Dette er nok også, fordi Roskilde Festival er begyndt at udstede armbånd til folk, der kommer tidligt, for at de kan hygge sig ude på pladsen. Men vi synes, at historien med, at vi startede køen, var meget sjovere.

Som om aftenen ikke allerede har været begivenhedsrig nok, så tilslutter der sig i VORES kø en finsk vokalgruppe. Så vi synger da lige én med Queen og den der med Ave Maria. Jeg er ikke klar over, hvad vi går glip af lige nu, men det er klart ikke noget, der er lige så godt. Og Massive Attack er forrygende. Det minder mig om den gang, Roskilde bookede Beastie Boys og Basement Jaxx samme år. Så længe er det nok siden, jeg har haft så fed en aften foran Orange.

Men alting har en ende, og ligesom hvalen Hvalborg har denne aften også kun én: Nemlig Baby in Vain på Pavilion. Jeg ankommer med verdens bredeste smil og støder ind i en mur af grunge og halvtrætte mennesker. Pludselig er jeg tilbage i voksenverdenen og nok lidt trættere, end jeg troede, jeg var, foran Orange. Jeg finder mig en skålfuld dahl og sætter mig i teltets yderkant. Jeg håber på at finde varmen og min veninde, hvis telt jeg skal sove i. Det lykkes mig desværre kun at finde veninden.