Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Roskilde Festival ’15: Onsdag

Updated
Roskilde Festival ’15: Onsdag

Off! kæmpede en brav kamp på Avalon, hvor ingen af årets metalbands burde have spillet. To psykedeliske rockbands var middelmådige, mens højdepunktet Honningbarna fik publikum med på at synge ”fuck Pharrell” på samme tid, som rapperen stod på Orange.

Dato
01-07-2015
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen

For dette nærværende og landets førende webmagasin for hård rock og heavy metal var programmet på åbningsdagen af festivalen ikke just af en art, der ville sende skribenterne på overarbejde.

Fire koncerter var, hvad det kunne blive til. Vel at mærke, fordi årets dækning i mangel af bedre var udvidet i en grad, så de mere alternative og psykedeliske også er taget med.

Men mon ikke Devilutions læsere gerne tager det hele med, og selv har set andet end blot de hårdeste og tungeste bands?

For er det ikke netop det, som en festival drejer sig om? At gå på jagt i programmet og blive nysgerrige efter det ukendtes terræn eller lade sig forføre at det tilfældige, man passerer forbi?

Sådan husker vi i hvert fald, at det engang var. Men tiderne lader til at være skiftet, hvad angår hvad en ny generation prioriterer. Ellers måske synes størstedelen af festivalens ungdom bare, at de hårde genrer er noget larmende lort? Hvem ved?!

Legendarisk punker kæmpede forgæves

Det var i hvert fald åbenlyst, at festivalens tradition med at lade et hårdt band skyde musikken i gang ikke var en begivenhed, som faldt i særlig manges smag.

Klokken 17.30 stod supergruppen Off! med legendariske Keith Morris fra Circle Jerks og Black Flag klar til at flå Avalon i stykker med en heftig omgang punk, men koncerten faldt næsten helt til jorden.

Det var nu ikke på grund af bandet, der var fulde af gejst og kæmpede en brav kamp, men som vores redaktør skriver: ”Scenen Avalon var den HELT forkerte, og det lagde da også hurtigt en dæmper på koncerten, at det store telt kun var kvart fyldt, og ikke mindst at lydforholdene viste sig slet ikke at fungere for et punkband.” (Læs anmeldelsen).

En ærgerligt start på festivalen og ikke mindst for Off!, der havde fortjent bedre. Sørgeligt nok passer citatet desværre også på de fleste af metal-oplevelserne på Avalon-scenen, som festivalen introducerede sidste år.

Ingen af genrens koncerter var en større succes i teltet, hvor lydforholdene var for ringe, og som har en kapacitet, der er for stor i forhold til den interesse, der var for årets metalnavne på den scene.

Middelmådig psykedelisk rock

Så gik det langt bedre på Pavilion, hvor forholdene er mere optimale, og som har en størrelse, grupperne og publikum var bedre tjent med. Her fik man fornemmelse af at være med i en fest, som festivalfolket ville, når man stod skulder ved skulder i det stopfyldte telt, som tilfældet var det flere gange.

Især under australske King Gizzard & The Wizard Lizard.

De syv musikere spillede en gedigen omgang psykedelisk garagerock, der virkelig satte gang i publikum. Det kompetent ensemble blev dog for langt i spyttet, skriver vores skribent (læs anmeldelsen), der er identisk med undertegnede, som kort tid efter heller ikke fandt de norske syrehoveder i Electric Eye særlig ophidsende på den ellers fine og intime Gloria. (Læs anmeldelsen).

To bands, der lige er på kanten for Devilutions domæne, men alligevel i genrer, der er værd at stikke vejen forbi og blive klogere på. At, der så ikke er en gevinst på et nyt territorium hver gang, er en anden sag.

Festivalens særlige ånd

Det var til gengæld fuld gevinst ved at gå forbi de vilde nordmænd i Honningbarna på Pavilion.

Her blev der skrålet ”Fuck Pharrell, fuck fuck Pharrell!” mens den amerikanske rapper på cirka samme tid stod foran omtrent 50.000 mennesker og spillede hittet ’Happy’. Han hørte det nu nok ikke.

Men det tændte tilsyneladende vores anmelder, der gladeligt sender fem sorte firkanter af sted til Norge. (Læs anmeldelsen).

Fra koncerter med det kommercielle til det rebelske. Det er Roskilde Festival i al sin mangfoldighed, som vi husker og kender den. Det er netop den ånd, der gør festivalen så særlig.

Den, vi kommer tilbage for, også selvom der er dage, som onsdagen her, der ikke bød på noget mindeværdigt. 
 
Læs anmeldelserne af onsdagens koncerter:

Off!
King Gizzard & The Wizard Lizard
Electric Eye
Honningbarna