Roskilde Festival 2016: Onsdag

En sindsoprivende fortælling fra Roskilde Festivals første dag i hælene på vores festivalglade skribent, der tager os fra fattigmands-Tequila Sunrise over Ox Burger til chili con carne. Og så selvfølgelig forbi Slayer.

Den fattigste mands Tequila Sunrise
Jeg ankom henunder eftermiddagen sammen med min tro følgesvend og bandkammerat Steffen Smith, der havde en ambition om, at vi skulle nå at blive let beruset af, hvad han betegnede som “fattigmands-Tequila Sunrise” bestående af slavetequila og en eller anden frugtsodavand, når vi kom frem til vores lejr i E39. Ikke underligt smagte det ganske forfærdeligt, men det satte rigtignok gang i systemet. Dog kunne jeg ikke slå den iskolde fadøl, som jeg havde drømt om siden afgang fra København, ud af hovedet, så vi begav os mod festivalpladsen.

Første dilemma
For den rock- og metalglade festivalgæst bød Roskilde Festival fra første færd på et dilemma, eftersom både Frank Carter & The Rattlesnakes og Bring Me the Horizon var skemalagt til kl. 17:30 onsdag eftermiddag. Førstnævnte var imidlertid min destination. På vej til Avalon gik det op for mig, at jeg for første gang siden 2001 var en del af det første hold gæster ind på pladsen. Hyggeligt. Porten var en nykonstrueret sag i jern og matteret hvid plast, som skulle vise sig at lyse let op i nattens mulm og mørke. Bekvemt, når pilsnerne var gået ind og hjernen ud. 

Avalon var i år udsmykket som et gammelt teater med masser hvælvinger og mørkerød velour og var velsagtens festivalens smukkeste scene, hvilket de to annoncører da heller ikke lagde skjul på. Oveni havde de et besynderligt motto, som blev gentaget under hele festivalen. Det lød noget i retning af: “If music is the food of love, play on”. En metaforblanding, der ikke gav helt så meget mening som førnævnte blanding af tequila og frugtsaft.

Frank Carter & The Rattlesnakes viste sig at være den perfekte start på festivalen med masser af medrivende energi og en veloplagt Frank Carter, der nærmest var mere ude blandt publikum end oppe på scenen.

Hvad skete der for barbecuesovsen?
Næste dilemma bestod i, om mit følge mig skulle blive på Avalon for at høre lidt Action Bronson for så at skynde os på Arena til Slayer, eller om vi skulle gå direkte til Slayer. Vi blev enige om at gå direkte til Slayer at få en god plads i højre front pit (dvs. pitten lige nedenfor stage left. Altså den side, hvor Kerry King stod). Men først hapsede vi lige en Ox Burger fra Kristinedal, hvis barbecuesovs ikke levede helt op mine forventninger. Eller rettere: Samspillet mellem kød og sovs var en smule skæv. Til gengæld havde jeg stor glæde ved fritterne, der var godt krydrede. De vakte også glæde hos en forbipasserende model Anne Lindfjeld, der lige fik en frites med på vejen.

Slayer var godt, ikke fremragende, men stadig bedre end det meste, der spillede på Copenhell i år. Halvvejs inde i koncerten blev vi trætte af kun at kunne høre Gary Holt i sin “Kill the Kardashians”-shirt, når han spillede solo, så vi fandt en plads nede omkring lydpulten. Det hjalp en hel del.

Den festivalske vals
Vi blev hængende omkring Arena efter endt koncert og drak lidt mere af Steffens medbragte tequiladrik. Det smagte værre og værre for hver tår. Vi bevægede os ind i telt kort før, At the Drive-In skulle gå på, og fandt en god plads midtfor ved det bagerste hegn. Her stod vi dog kun ca. 30 minutter, da det gik op for os, at At the Drive-In var en kende mere indie, end vi huskede, og vi gik derfor tilbage til Avalon, hvor Pat Thomas & Kwashibu Area Band spillede op til dans. Og danset og drukket blev der.

Herefter flød tingene lidt sammen. Men vi måtte lige forbi Orange for at blive lidt indebrændte på Red Hot Chili Peppers, og lad det være sagt: De skuffer aldrig, så vi så i omegnen af 10 minutter af en uinspireret og rutinepræget koncert med nogle midaldrende mænd klædt ud som unge knægte.

Onsdagens sidste musikalske stop var Sleep ved midnat på Avalon. Jeg orkede dog ikke at blive hængende alt for længe, da jeg havde en rejse tilbage til København i vente. Det blev til en 30-40 minutters stoner, før jeg begav mig over pladsen, igennem mediebyen, hvor jeg hævede chili con carne, og videre ud på Darupvej, hvor shuttlebussen holdt klar til at køre mig på station. Her holdt toget og ventede på mig, men så slap mit held også op. Turen hjem blev en langsommelig affære med flere stop ude midt i ingenting. Især de 20 minutters venten kort før Hovedbanen fik mit pis i kog. Jeg var hjemme i min seng kl. 3:30 og klar til arbejde kl. 9:15 og mere festival dagen derpå.

En herlig åbningsdag på Roskilde Festival 2016.