Roskilde Festival '17: Lørdag

Det er da meget hyggeligt på Roskilde Festival. Især når solen pludselig finder vej gennem skyerne, og bands som Kellermensch, Anthrax og Neurosis viser format.

Festivalens sidste dag er normalt præget af opbrudsstemning. Dengang festivalen sluttede om søndagen, kunne man allerede om morgenen se klyngerne af folk, der kæmpede sig væk fra pladsen. Pukkelryggede af oppakning og med momentvise tømmermænds-pauser. At rykke sidste dag er en af festivalens største geni-streger i nyere tid. Med flere dages mindre godt vejr var der nu intet at sige til, at flere havde besluttet, at nu var det nok. På tide at komme hjem, få et bad og se en rigtig seng fra indersiden af øjenlågene. De, der valgte at blive og tage den sidste dag med, havde til gengæld en fornøjelig dag i vente.

Ikke mindst fordi vejret endelig artede sig. Solen brød igennem, og alle blev mindet om, hvor charmerende Roskilde Festival kan være, når det ikke er gråt og (halv)vådt. Den helt store ulempe ved solen var naturligvis dunsten fra tis-søerne, men det var minimalt i forhold til endelig at kunne slippe regnslaget og ikke skulle tænke på vådt tøj – dette blev dog først aktuelt op ad eftermiddagen.

Man skulle tidligt op for at få hele dagens rock- og metalprogram med. Årets første grindcoreband, amerikanske Pig Destroyer, var planlagt til at spille på det særdeles ukristelige tidspunkt 12:15 på Pavilion. Et tidspunkt, hvor de færreste sandsynligvis havde fået hverken øjne endnu, eller på nogen måde indtaget andet end vand oven på gårsdagens strabadser. En tung og hård start for et festivalramt publikum. Men hvilken måde at vågne på. En opvisning i grindcore og et publikum, der enten stadig var fulde nok til at skabe en levende koncert eller bare var parat til en ordentlig morgen-rusketur. Tak for morgenvækning, Pig Destroyer! 

Efter den fælles morgenlussing var det på tide at slappe lidt af. Vel at mærke hvis formålet med ens besøg på festivalen var at høre rock og metal. Først klokken fire bød programmet på næste band. Herefter var der tilgengæld en lind strøm af koncerter. Det efterlod rigelig med tid til at få tanket op, skovlet noget mad indenbords og justeret væskedepoterne, så der var energi til en lang aften. Kellermensch var startskuddet, og det danske band var et formidabelt startskud – trods 25 minutters forsinkelse. Et af Danmarks indiskutabelt bedste rock-bands leverede en lige så intens koncert på Arena, som de gjorde i 2012 på Orange. Ikke nok med at danskerne spillede en flot og intens koncert, de spillede også solen frem.

Mens Kellermenschs forsanger Sebastian Wolff besluttede sig for, at hans guitar havde levet længe nok, var der endnu engang budt op til grindcore på Pavilion. Denne gang fra Full of Hell. 45 minutters højt tempo, der desværre ikke stod kadencen i samme grad som Pig Destroyer. Grindcore er bare bedst med bragende tømmermænd og lavt blodsukker. Lige lidt hjalp det, at Blake Harrison fra netop Pig Destroyer havde en kort gæstevisit, koncerten nåede aldrig det momentum, der ellers tidligere er set fra amerikanerne. 

Trap Them er et godt band, men det lykkedes simpelthen ikke for amerikanerne. Dynamikken manglede, og koncerten blev aldrig så fed, som man kunne have håbet. Ice Cube er til gengæld fed. Ikke sådan kropsligt. Han har godt nok taget lidt på siden de unge N.W.A.-dage, men der er stadig masser af temperament over O’Shea Jackson Sr.. Det er fantastisk hvor meget hiphop-kunstnere egentlig minder om grindcore-bands. Energiniveauet var måske ikke lige så højt, som det eksempelvis havde været tidligere på dagen, da Pig Destroyer spillede, men antallet af numre og længden heraf var næsten ens. Med solen fremme var det for alvor på tide at råbe “Fuck Ice-Cube!”, for Ice Cube var in the motherfucking house! Det var der ingen tvivl om. Det kunne høres hele vejen over på Avalon, hvor Neurosis spillede. Eller det kunne i hvert fald høres, indtil Scott Kelly slog de første toner an, så smeltede isterningen i en tordnende lydmur.

Neurosis var sublime, da de sidst gæstede Roskilde Festival. Tilbage i 2009, hvor de ligeledes spillede på festivalens sidste dag. Neurosis var sublime igen i år. Det var et sandt inferno på Avalon. En oplevelse, alt for få var vidne til. Men så var der da mulighed for at komme helt op foran og få blæst ørepropperne helt op i hjernen.

Der var kun én person på dette års Roskilde Festival, der har et mere ikonisk skæg end Steve Von Till, og det er naturligvis Scott Ian. Den lige så ikoniske guitarist fra Anthrax. Årets thrash-band havde fortjent fået tildelt den næststørste scene, Arena. Fortjent, men også uheldigt for koncerten. Mage til skammeligt lydinferno. Men selv elendig lyd var ikke nok til at slå kvintetten fra New York ud af kurs. Tværtimod spillede Anthrax en forrygende indlevende og energisk koncert, der startede med hvad der må have været årets mest intense moshpit på Arena – ja, måske på hele festivalen. Efter en vellykket thrash-koncert var det på tide med noget mad, og her var indtil flere gode muligheder omkring Gloria, hvor der var dømt finsk take-over. Her kunne man for en pæn festival-sum få stillet sulten med både fadøl, cocktails og drinks af diverse typer, shots og såmænd også kaffe. Sidstnævnte eventuelt med en lille skap i. Ikke at der nødvendigvis var behov for den slags supplementer, for aftenens finske trekløver burde i sig selv have været en berusende oplevelse. 

Realiteten var desværre en anden. Mr. Peter Hayden, Oranssi Pazuzu og Atomikylä var aftenens finske underholdning. Med undtagelse af det første er det alle bands, der kræver lidt alkohol for at kunne udtale navnet. Desværre var der ingen af aftenens finske indslag, der decideret levede op til forventningerne. Blandt de tre var det doom-bandet Atomikylä fra Tampere, der trak det længste strå, mens Mr. Peter Hayden blev en kende for monotone, og Oranssi Pazuzu måtte slås med kedelig lyd. En potentielt fremragende afslutning på Roskilde Festival, der dersværre ikke levede op til forventningerne. 

Hvis det finske trekløver var for meget, eller man bare ikke er til knive i støvlerne, var der også rig mulighed for at tage til fælles fest med Uffe Lorenzen. Igen. Denne gang med Baby Woodrose, der havde fået en fin tid på Avalon, da klokken slog midnat. Her blev der talt med store ord. Primært mellem Lorenzen selv og lydmanden på Avalon. Knap så meget blev sagt til publikum, selvom det lod, til at en del havde trukket en endagsbillet for at møde det danske band – og sandsynligvis Sort Sol, ansvarlige for årets afslutning på Arena. En afslutning, som mange ikoniske danske bands efterhånden har stået for.

Sidste koncert på Arena plejer altid at være ud over normalen. Ligesom sidste koncert på Orange, der igen i år var en ungdomsfest ført an af Tysklands fineste i form af Moderat og Modeselektor. Men modsat Bacardi-Breezer-festen på Orange appellerer afslutningskoncerten på Arena oftest til det mere modne publikum. I år i særdeleshed. Punkbandet, der udviklede sig til at være en dansk nationalskat, burde om nogen kunne skabe en unik oplevelse. Attitude og tråd i en sjælden kombination af singalong-venlige radiohits og kunstneriske strejf i form af numre fra bandets 2017-udgivelse, 'Stor langsom stjerne'. 

Desværre blev det aldrig det smukke mix af tid og lyd. Det blev først og fremmest en distanceret og prætentiøs koncert. Trods et utal af gæstekunstnere lykkedes det ikke Sort Sol at løfte arven fra det utal af kunstnere, der har lukket Arena med et brag. En kedelig afslutning på en ellers ganske udmærket dag på Roskilde.