SRF '16: Lørdag Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/0d/f8/ac/-E2P7413-66-1466421137.jpg
18. Juni 2016    

Lørdagen havde det tyndeste program i mange år, og det prægede dagen, der i stedet blev brugt på enkelte højdepunkter og en god del alkohol.

Dato
11-06-2016
Koncertarrangør

Den korte udgave:
Raised Fist satte standarden allerede kl. 12. Herefter kedede The Winery Dogs både sig selv og publikum, mens Sweden stage bød på Finntrollske munterheder. Imperial State Electric skuffede og Sabaton var ... ja, Sabaton.

Den lange udgave:
Der røg en del kaffe indenbords fredag aften, så hovedet har det fint og godt det samme, for Raised Fist går tidligt på, og det er en af de koncerter, ingen af os vil gå glip af i år, selvom det tegner skidt med det tidlige spilletidspunkt.

Men der var ingen fare på færde. Raised Fist spiller altid med samme fandenivoldskhed, rain or shine, tidligt eller sent.

Lørdagen havde det slappeste program af dagene tilsammen, og der var langt mellem de rigtigt stærke snapse, men en del skal vi alligevel have set, og det er egentlig ikke dumt, at der også for første gang er lidt tid til bare at være til stede.

Vi har droppet at køre lørdag nat, som vi plejer, og fotografen insisterer på at hælde menneskelig benzin med procenter indenbords, når vi nu alligevel er her.

Det er svært at falde ned igen efter Raised Fist, og The Winery Dogs, der spiller på hovedscenen kort tid efter, er en funky, men i bund og grund kedelig omgang. De ved det selv, og Richie Kotzen (tidligere Mr. Big og Poison mfl.) siger det rammende fra den alt for store scene med sit “It’s too fucking early for this, isn’t it?”

Og jo, det var det. Der er nu alligevel mange gode detaljer, og de tre, Billy Sheehan, Kotzen og Mike Portnoy er ekvilibrister på hver deres instrumenter, hvilket såmænd er en fornøjelse i sig selv. Der bliver liret soli af, som det sig hør og bør, men Kotzen brænder ikke igennem som frontmand, og det er svært ikke at skele til Twisted Sisters superkoncert dagen forinden uden at sætte spørgsmålstegn ved, om Sweden Rock har været skarpe nok i bookingen af den store Festival Stage i år. Stemningen foran The Winery Dogs er symptomatisk for hele lørdagsprogrammet.



I baren kan man få to varianter af øl: Tynd eller endnu tyndere. Spiritus er reduceret til VIP-området og koster på den muntre side af 80,- SEK for et meget lille plastikglas, så jeg må skynde mig at trække kommentaren om, at man får noget for pengene på Sweden Rock, tilbage. Dette gælder kun på musiksiden, men her er på den anden side også frankeret tilstrækkeligt.

Vi falder tilbage til cideren i håb om succes. Jeg har det, som om jeg har fået bank. Da Slayers alt for stille koncert var halvvejs i gang fredag, havde jeg sat mig for at starte en moshpit, bare for at signalere, at vi var nogen derude, der ikke sov, og det kan som bekendt være en hård omgang. Tilsammen med kilometervis af gang, fra scener til telt i gentagen cyklus, tre dage i træk, og så står læggene altså af.

Alligevel trak det ikke så lidt at høre ‘Trollhammaren’ med Finntroll, der satte i gang midt på eftermiddagen på Sweden Stage. Den slags fjol gør sig godt til pærecider, men så var der heller ikke mere at komme efter, hverken hos finnerne eller i flasken.



Af en eller anden grund endte vi i lejren bagefter. Der har muligvis været noget bukse- eller kameraskift på tale, og således lykkedes det, med retrospektiv ærgrelse, at misse guitarhelten Steve Vai spille sin ‘Passion And Warfare’-koncert.

Vi nåede tilbage tids nok til at få det sidste med af Thin Lizzys medstifter, Eric Bell, der var lige præcis intetsigende nok til at klemme alt liv ud af selv swingende ‘Whiskey in the Jar’ trods en baggrund, der strækker sig 50 år tilbage i musikbranchen. Måske netop derfor?

Det var sidst på eftermiddagen, og Imperial State Electric var et af de bands, jeg havde glædet mig mest til at se. Det blev så i den grad spoleret af en halvtredsårig svensker fra nabolejren, der havde sneget sig med i følget under påskud af at skulle se Symphony X, men åbenbart hellere ville holde rigtig meget i hånden.

Efter udtrykkeligt at have givet instruks om, at jeg gerne ville være alene og nu ville forsvinde uden at vende tilbage, lykkedes det at få en halv times koncertfred, der blot blev til Nicke Andersson uden mikrofonlyd. En time inde i koncerten træder Dregen på scenen og sætter lidt liv i kludene, men mere bliver det ikke til. Klart årets skuffelse.

Resten af aftenen suser forbi, med Death DTA som en tør, usammenhængende rest tavlesvamp, hvis højdepunkt var at spille et cover af Slayers ‘Raining Blood’. Bedre er Eric Sardinas & Big Motor, der blandt andet spiller Muddy Waters' ‘I Can’t Be Satisfied’, så knæene ryster. Sardinas har styr på sin slideguitar, og det er mere end festligt at se den midaldrende amerikaners behændighed udspillet for fuldt blus.

Lørdagen var på en eller anden måde feset ud melllem hænderne på os, og alt, hvad der var tilbage af energi, blev lagt i moshpitten foran Anthrax, der gik veloplagte på Lemmy Stage kl. 21.00. Der var ingen skribent tilbage – kun en festtændt musikelsker. Blokken forblev i tasken, men det kan man hverken sige om mobilen, der senere blev lokaliseret hos en scenevagt, eller skosålerne, der i meget entusiastisk ånd, bogstaveligt talt blev danset af i moshpitten.

Når vi nu ikke har omtalt Sabaton i alt for pæne vendinger hidtil, var det påkrævet at tage et kig på de populære power metallere, inden turen gik videre, men det blev det ikke mindre jammerligt af. De havde nøje koordineret flotte, ens militærbukser, og heldigvis – for sådan skal det være – var publikum ikke enige i jammeren, så der blev festet på ægte svenskermanér for at hylde bandet, der lukkede Festival Stage endegyldigt for i år.



Først da vi fandt os selv i presseafdelingen efter koncerten, gik det op for mig, at jeg gik med støvleresterne flappende ud over sokkerne, som en anden Joakim Von And med galocher.

De sidste svenske matadorpenge skulle brændes af, og således blev det til en del G&T’s i teltet for vigtige personager, inden Danger Dangers ‘Naughty Naughty’ lukkede festen for en lille og mæt festivaldelegation fra Danmark.

Vi håber, I har fået blod på tanden til at tage en forlænget weekend i Sölvesborg til næste år. Det er stadig dét værd, og vi er allerede spændte på, hvad de disker op med på programmet, der som altid indeholder både overraskelser, nyt, gammelt og meget gammelt. Lige som det skal være.

Læs anmeldelsen af Raised Fist her.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her