SRF '17: Torsdag

http://www.devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/f3/18/79/steelpanther-XTD2608-42-1497879782.jpg
18. Juni 2017    

Den første fulde dag på Sweden Rock bød på blandede oplevelser i rock- og metalgenrer fra øst og vest.

Kunstner
Titel
+ Aerosmith + Primus + Doro Pesch's Warlock + The Haunted + Steel Panther + Coheed and Cambria + Wintersun
Dato
08-06-2017
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen

Ingen af Devilutions udsendte skribenter havde været på Sweden Rock Festival før. Da halvdelen af partiet ankom onsdag aften, lige i tide til at danne sig et overblik over pladsen, inden Myrkur gik på scenen, blev mange forestillinger om festivalen mødt – publikummet var primært i den lidt ældre ende af skalaen, pladsen havde en kræmmermarkedsstil over sig, og generelt var det hele meget svensk. Det, der dog for alvor sprang i øjnene, var antallet af madboder. De var overalt. Nå ja, og så regnede det ubarmhjertigt meget. Udover Myrkurs overraskende gode optræden, der bød på en sang eller to fra hendes kommende album, ‘Mareridt’, startede festivalen ikke just voldsomt godt - det toppede med at blive snydt for flere hundrede kroner af en taxachauffør på vej hjem fra pladsen.
 
Da det blev morgen i det idylliske sommerhus i Mörrum, Devilution-holdet boede i, som lå et kvarters kørsel væk fra festivalpladsen, var det ikke just med jublende begejstring, at der blev ringet efter en taxa. Grundet festivalens placering midt ude i et øde sommerhusområde var efterspørgslen på taxaer enorm, og vi endte med at køre rundt til små gudsforladte landsbyer for at samle andre festivalgæster op. Egentlig en meget god strategi fra taxachaufførens side, men det betød desværre, at vi næsten missede Apocalypticas show på festivalens største scene; et show, som skulle vise sig at være blandt festivalens bedste. Samtidig med finnerne spillede Nifelheim på en af de mindre scener, som vi måtte fravælge, da den tilstedeværende skribent så dem på sidste års Black Christmas Festival i Norrköping, og de trods alt gæster Danmark under Metal Magic Festival.
 
Næste levende billede var amerikanske Iced Earth, som – for at være ærlige – ikke just er vores kop te. Vikingetematik, en ny interesse i bandet, blandet med selvfed amerikansk arrogance er en et enormt turn off, og efter at fotografen havde taget sine obligatoriske billeder var det bare med at skynde sig videre. Det passede heldigvis med, at deltidsskribenten Jacobh Hansen, der var på festivalen torsdag aften, hele fredag samt lørdag morgen, skulle hentes - han skulle jo nødigt fare vild i det farlige landskab fyldt med meget fulde svenskere.
 
Herefter stod valget mellem The Haunted fra den berømte Göteborgscene og Doro Pesch's Warlock. Mændene valgte ikke overraskende Doro, mens den ene af i alt tre kvinder i Devilution-redaktionen naturligvis valgte det eneste rigtige, nemlig at kaste sig ud i den eneste koncert på dagen, der med garanti ville byde på en moshpit. The Haunted, der ligesom Nifelheim også spillede på sidste års Black Christmas Festival, var hovedsageligt en tiltrækningskraft grundet bandets historie og ikke mindst forsanger Marco Aro, der er tilbage i bandet efter mange års pause, og hans enorme karisma og vane med at hamre mikrofonen ind i panden, så den bløder. For alle guitarnørder var koncerten også et must grundet bandets nyeste medlem, YouTube-ikonet Ola Englund; en skandinavisk kopi af Jesus, der foruden sin enorme viden om guitarer, indspilningsudstyr og -software også er kendt for at være meget likeable og humoristisk. Koncerten forløb som forventet: konstante moshpits og intenst fræsende heavy-thrashet død, der kom godt rundt i det 21 år gamle bands katalog.
 
Hvad Doro Pesch's Warlock angår, var alt også ganske som det plejer. De sorte læderbukser og trøjen, der sender en fin hyldest til hendes afdøde ven Lemmy. Det naturlige behov for tre guitarister, der overvejende spiller synkront, blot for at gøre helhedsindtrykket lidt metal. Det kæmpe 'Triumph & Agony'-cover som bagbeklædning, der dokumenterer hvor lidt hun egentlig har ændret sig siden 1987. Hendes konsekvente to-arme-i-vejret-mod-publikum, der fordrer kravet om fællessang. Det er for så vidt ganske harmløst og hyggeligt at være samlet blandt alle de svenske nostalgikere, der kan 'All We Are' og 'True as Steel' til punkt og prikke. 'Earthshaker Rock' viste tilmed, at hendes hæse vokal fortsat mestrer det mere power metalliske approach fra de tidlige år i Warlock, og 'Breaking The Law' som sidste nummer kan da være svær at stå for. Nostalgien længe leve for de, der føler for det.
 
Næste indslag: en mand og hans guitar. Fingrene sender et vævende romantisk blink til de syrede 60’ere, inden resten af Coheed and Cambria indtager scenen. Det er dog hurtigt synligt, at Claudio Sanchez er bandets store samlingspunkt, efter han skifter den akustiske ud med en tohovedet og stjæler scenen med sin lettere legende indgangsvinkel til collegerock og de vilde lokker, der flyver til alle sider. Ganske vist har bandet små 15 år på samvittigheden, men diversiteten tenderer dog i det lange løb til at være lettere fraværende. Sanchez’ vilde armbevægelser og trommeslagerens udpenslede indlevelse og begejstring, kombineret med de mere originale Rush-inspirerede kompositioner flettet ind her og der i sættet, bidrager dog til at holde fokus. Godkendt, men mere afveksling og mere dynamik fra de andre medlemmer ville fryde. På de kedsommelige øjeblikke kunne man heldigvis rette blikket mod hjørnet af stage right, hvor bandets manager (hans eneste logiske rolle) sad. Forestil jer en lidt yngre og meget stresset Woody Allen iført skjorte og slips, der undervejs røg omtrent to pakker cigaretter i al hast, drak utallige kopper kaffe fra røde plastikkrus, som man kender fra amerikanske teenagefilm, og lavede mærkværdig ansigtsmimik, der ofte indbefattede at åbne munden for fuld gab, kun for at skynde sig at lukke den igen. Hans entusiasme for bandets musik var svært slående og smittende. Hans begejstring toppede dog under et jævnt uventet jam, hvor en tromme blev brugt som plekter.
 
Efterfølgende skulle flokken deles op; et af festivalens mest intelligente navne skulle spille samtidig med det absolut mest uintelligente act. Fotografen fik naturligvis fornøjelsen af begge. Jacobh havde i forvejen sat sig fast på Primus, der endte med at få fire firkanter, mens Adriana i al ædruelighed skulle slæbe sig igennem 75 minutters Steel Panther. Bandet kan ikke anbefales uden en stor promille i blodet, så er det sagt. Showets mest interessante element skulle vise sig at være bassist Lexxi Foxx’ imponerende makeup-kundskaber. Ellers føltes det mest af alt som et særafsnit af Metalocalypse, der kun omhandlede Dr. Rockzo. Man kan ikke engang tillade sig at kalde deres performance for en koncert, da 75 % af tiden blev brugt på at fyre ævl af. Det var rock comedy på reptilhjerneniveau, hvis grundlag var dårlige jokes, anekdoter og punchlines om sex, der mest af alt kom ud som en værre omgang sexisme. At bandet så valgte at hive tre håndfulde piger op på scenen, kun for at svine dem til og gøre dem til grin foran publikum efter godt ti minutter, gjorde ikke sagen bedre. Heldigvis syntes samtlige publikummer, at det var god underholdning - ikke at andet kan forventes, når de havde drukket alle deres hjerneceller væk.
 
Et kvarter senere og en halv festivalplads væk dannede et oplyst vinterlandskab en indlysende bagbeklædning til Wintersun, der kun havde et beskedent fremmøde. Forudsætningerne er nu heller ikke optimale, når man går på samtidig med Aerosmith. Alligevel bar de opgaven med stil, og deres konsekvent høje tempo og bistre sanger bibeholdt en intensitet og en teknisk fingerfærdighed, som snildt burde kunne gøre andre bands inden for genren misundelige. Når det er sagt, blev monotonien hurtigt et problem, kombineret med det til tider meget svulstige forhåndsindspillede keyboard, og trygheden ved det kendte ansporede i stedet til at søge nye græsgange - og således bevægede Devilution-trioen sig videre til menneskemængden foran hovedscenen.

Med den forgangne koncert i Royal Arena i baghovedet var forventningerne så som så til Aerosmith. Uden at skribenterne selv havde været til stede under den københavnske koncert, blev helhedsindtrykket domineret af ringe lyd og en sætliste, der sværgede for meget til balladerne fra 1980’erne og frem. I eftermælet er det slående og lidt sært, da sætlisterne med to undtagelser var komplet identiske på disse to givne aftener. Lyden var bemærkelsesværdigt lav, men det var dog intet større problem, end at man blot bevægede sig tættere på. Med enkelte vink til deres poppede æra i starten, vendte de i en halv time blikket tilbage mod deres rødder, til dels med to Fleetwood Mac-covers, og dernæst med den ene klassiker efter den anden fra deres storhedstid - dengang der var grund til at tale om 'The Toxic Twins'. Et par ørehængere listedes ind mod slut til at please de brede masser, og de blev nu også leveret med stil ganske efter bogen. Steven Tyler og Joe Perry har holdt sig forbløffende godt med årene, skønhedsoperationer eller ej, og lukkede man øjnene under ‘Dream On’ var det svært at overbevise sig selv om, at en mand med Tylers vokale register er tættere på de 70 end de 40.
 
Dagen blev sluttet af med tre numre af Edguy – naturligvis grundet fotografen – der bød på det ene BANG!BANG! med fyrværkeri efter det andet, der sikrede, at vi ikke faldt i søvn i taxaen på vej hjem til sommerhuset i lille Mörrum.
 

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her