Summer Breeze '17 - Fredag

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/31/c2/46/IMG-1194-76-1503926014.jpg
28. August 2017    

Bare fordi man har fødselsdag, behøver man ikke hvile på laurbærrene, og Insomnium og Possessed gjorde da også deres til at gøre denne dag til en af de mere mindeværdige af slagsen.

Kunstner
Titel
Battle Beast, Crowbar, Insomnium, Kreator, Memoriam, Possessed, 1349
Dato
18-08-2017
Fotograf
Jacobh Hansen
Forfatter

Tredjedagen startede stille og roligt med sang og flødeboller i lejren i anledning af undertegnedes fødselsdag. Første band på programmet, Memoriam, levede dog ikke just op til samme overdådige start på dagen. Det var ikke, fordi sætlisten var markant anderledes end på Copenhell, de har trods alt kun ét album at trække på. Det virkede bare, som om rutinen havde taget overhånd, men det er nu heller ikke, fordi det er det fedeste i verden at skulle møde en tømmermandsramt metal-crowd kl. 12:50 i 30 graders varme. Det hjælper dem nok så meget at køre på trædemøllen, når de lider under fraværet af numre, der skiller sig ud og samler folket. Forsanger Karl Willets er dog fortsat frisk og fyrig, men hans brede smil, lettere Exploited-punkede growl og lange blonde lokker, der flyver rundt til alle sider, er bare ikke nok til at holde hjulene kørende.

At de så efterfølgende skulle se sig overtrumfet af de finske power metallere fra Battle Beast, var lidt af en overraskelse. Vindblæsere hjalp til at holde deres hår flagrende, keytaristen kørte synkrone moves med guitaristen, og trommerne var omtrent lige så dåsede som Huey Lewis & The News. Hvor tåkrummende det så end kan lyde, var der noget forfriskende ægte over finnerne, som de dedikerede sig 130 % til de store popmelodier uden omsvøb. Forsanger Noora Louhimo er den spraglede frontfigur med stort register, skiftende garderobe undervejs og ikke mindst en hårpragt i alle verdens farver. Det var næppe andre end de dovne metalheads fra Memoriam-koncerten lige før, der kunne ignorere charmen ved den festlige 'Bastard Son of Odin, Born to Kick Your Ass'. Synd at Copenhell ikke også finder mere plads til disse festlige power metal-indslag i lineuppet, for hvor ugleset genren end kan fremstå, så er det svært at underkende charmen ved de store melodier, som bestemt ikke er forbeholdt 80'erne.

Nuvel, festen må også have en ende, og efter en længere pause i programmet stod Kirk Windstein og resten af Crowbar klar på T-Stage. Det var uden stoe forventninger, jeg drog af sted efter deres jævnt uinspirerede og meget rutineprægede levering på Beta i maj måned, men chancen fik de, og det var afgjort det rette valg.
At det begyndte at regne i lårtykke stråler fra showstart, må man så tage med, men igen må der rettes en stor ros til Summer Breeze for opdateringen af scenerne, der alle tre lyder bedre, end de nogensinde har gjort før. Crowbar lød nærmest tungere og mere groovy, end de gør på plade, og hvor sure de end kan fremstå på en scene, desto mere intense kan de blive, når de er i stødet til det, som de var på denne fredag aften. Det virkede nærmest, som om regnen fik dem til at skrue bissen endnu mere på for at holde fast på publikum, og en modbydeligt tung udgave af 'Sever the Wicked Hand' fandt sin vej ind i sætlisten, inden jeg måtte erkende mit nederlag og fortrække til lejren efter regntøj.

Det var dog kun for en kort bemærkning, eftersom næste band på T-Stage var de gamle legender fra Possessed. Regnen havde taknemmeligt lagt sig i mellemtiden denne fredag aften, og således fik de en betydeligt bedre sendetid end på Wacken for et par uger siden. Det er synligt, at Jeff Becerra fortsat brænder for metallen, når han skuer ud over masserne med det brede smil og headbanger løs fra side til side i rullestolen. Det kan godt være, at det er gammel vin på nye flasker, og resten af lineuppet ikke har været med, da nogen af sangene blev til, men når vi taler om et mesterværk som 'Seven Churches', der alment bliver hyldet som en af de første reelle dødsmetal-plader, så er der lidt at leve op til. Bandet tager da også opgaven meget seriøst. Det kunne måske have klædt dem at komme mere ud over scenekanten, men Jeff Becerra er tydeligvis frontfiguren, der fortsat mestrer det karakteristiske makabre growl som tilbage i metallens fosterstadie, og med 'The Exorcist' og 'Death Metal' til sidst kunne man blot bøje sig i mudderet og anerkende Possesseds fortsatte gyldighed.

En kort pause og mere fejring af fødselsdagen senere blev det tid til et af undertegnedes absolutte hovednavne i form af finske Insomnium. Med 20 år og syv album på bagen har de meget at trække på. Det oplagte havde været at promovere deres seneste album 'Winter´s Gate', som sidste år blev hyldet mange steder for at være blandt årets bedste metal-udgivelser, især nu hvor coveret også fungerede som bandets bagtæppe på scenen. Det skulle dog vise sig at blive komplet forbigået, antageligvis fordi det er ét langt nummer på 40 minutter, omend inddelt i passager. En modig beslutning, men med god grund, eftersom de for så vidt det meste af vejen har holdt fast i den samme melodiske dødsmetal-opskrift med enkelte progressive og doomede elementer, så der er al god grund til også at dykke ned i fortiden. Når de tre strengespillere går i symbiose i de mere symfoniske passager, er der ikke mange andre fra svenskerdødsskolen, der kan følge trop. At ingen danske festivaler har scoret Insomnium, er mig ubegribeligt, men i mangel af bedre drømmer vi videre om finnerne på dansk grund næste år, og i mellemtiden kan I læse videre om koncerten.

Eftersom Insomnium gik på præcis samtidig med Kreator, blev det kun til den sidste halve time i selskab med Mille Petrozza og hans kumpaner. Der skal ikke sås nogen tvivl om, at det er noget særligt at se Kreator på tysk grund, hvor de med god grund ses som thrash metal-legender. På trods af deres rødder helt tilbage fra midt-80'erne, hvorfra vi kun får lukkeren 'Pleasure to Kill' og så 'Total Death', som blev spillet tidligere i sættet, er langt hoveddelen fra deres seneste to plader. De har dog umiskendeligt holdt stilen og nerven fra de spæde år, og Milles stemme er fortsat en smagssag, som kan skille vandene. Kreator er dog muligvis det eneste band på hovedscenen dette år, der kan udfordre Amon Amarth, hvad publikumsmængde angår. Alle de små mosh-grupperinger på vej gennem folkemasserne bærer da også tydeligt præg af deres allemandseje-status i tysk metalkultur. Et stort arsenal af lysprojektioner og flammerige bagbeklædninger hjælper til at sætte stemninger her i de sene aftentimer, og der er nu også noget bekvemt velkendt ved at gå hjem til budskabet om, at det eneste håb og den eneste løsning stadig er en 'Violent Revolution'. Man har vel lov at drømme.

Det blev dog ikke til mere end en times pause, inden der atter stod finner på programmet. Amorphis blev en halv time forsinket, men det ændrede nu ikke synderligt på fremmødet her på Summer Breeze-Stage kl. 01:30. Meget er sket siden de spæde dødsmetal-dage i start-90'erne, og det er ofte til diskussion, om man er til det tidlige eller til de nyere, for det ville jo være uhørt at kunne lide begge dele ...

Denne koncert bekræftede dog meningsløsheden i den klare opdeling, i hvert fald live. De stærke melodilinjer går igen hele vejen igennem diskografien, og forsanger Tomi Joutsen både growler og synger sig gennem hele repertoiret. På trods af den røde tråd er den rytmiske adspredelse fra den harmoniske 'Under the Red Cloud' til den mere tunge 'Into Hiding' med til at holde publikum fanget på dette ukristelige tidspunkt. En fin afslutning på fredagen, hvis man da ellers havde valgt at stoppe den der.

Det ville dog være en skam, om man forbigik den sjældne chance for at se Frost udfolde sig uden for hovedbandet Satyricon, men nu havde 1349 fået æren af at lukke denne fredag kl. 02:30. Frost lægger selv for med at blæse en fakkel ud over de forreste rækker. Black metallens klassiske virkemidler lever videre, og det er da også en kold storm af blastbeats, fræsende temposkift og kradsbørstige brøl, der møder den lille fremmødte skare fra første sekund. Om det var mættede ører efter over 12 timers koncerter eller dårlige prioriteringer fra lydmanden, skal stå hen i det uvisse, men efter 20 minutters intensiv hærgen forekom studiepladerne nærmest som popplader ved siden af det, jeg her var vidne til. Det kræver mod at erkende sit nederlag, men jeg valgte at gemme mit krudt til mere vildskab på sidstedagen.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her