Summer Breeze '17 - Lørdag

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/8c/a3/0c/IMG-1306-83-1503926952.jpg
28. August 2017    

Less is more lod til at være doktrinen på sidstedagen, som bød på mere spredte glæder, men ikke desto mindre tre af Summer Breezes stærkeste oplevelser. Det tyske eventyr endte med black metal-bravour af mørkeste kaliber.

Titel
Der Weg Einer Freiheit, Korn, Mgła, Tiamat
Dato
19-08-2017
Fotograf
Jacobh Hansen
Forfatter

Eftersom formiddagsprogrammet var lidt på det jævne, og mudderet fortsat satte sit præg på begivenhederne, valgte jeg at lade solen bage, til Der Weg Einer Freiheit gik på, og satse på, at det ville lægge en dæmper på mudderet. Det viste sig at være en velvalgt beslutning, og det var således kun lige foran T-Stage, at mudderet fortsat var at spore, hvilket nemt kunne undgås.

For de ubevandrede i Der Weg Einer Freiheits verden kan vi vel her godt tale om et tysk pendant til Solbrud. Harmoniske passager afbrydes af abrupt hidsig black, mestendels af 8-10 minutters varighed og overvejende på tysk. Formlen er velkendt. Spørgsmålet er så, om de bringer nyt til formlen, og med koncerten her in mente har de en stærkere melodisk tæft med flere virkemidler og ren sang end andre, jeg er bekendt med i post-black-scenen. Med de flere harmoniske elementer i lydbilledet virker de pludselige black metal-passager dét mere som en knytnæve lige i mellemgulvet.

Mellem numrene lød forsanger Nikita Kamprad som en jævnt livstræt karakter med et toneleje, der sjældent bevægede sig højere end Peter Steeles dybeste bas, på grænsen til det uforståelige. En pudsig detalje, når hans vokal ellers sjældent bevæger sig så lavt, og derudover en løjerligt traumatisk måde at promovere deres seneste plade 'Finsterre', som udkommer kort efter festivalen. Ambivalensen mellem den bagende varme og de organiske vekslinger mellem det harmoniske og disharmoniske gjorde dog ikke desto mindre Der Weg Einer Freiheit til en af de klart stærkeste koncerter på Summer Breeze i år.

Lidt pils og et par timer i skyggen gav flere kræfter til det lange aftenprogram, og kl 19:20 stod Dark Tranquillity klar på Summer Breeze-Stage. Mange år er gået, siden de var med til at grundlægge Göteborgs melodøds-scene, og på trods af at tre af medlemmerne har været med fra starten, er 90erne forlængst forsvundet ud af sætlisten. Med en blanding af spacy synth-elementer og gotiske undertoner er Dark Tranquillity i dag en væsentligt mere kontrolleret, poleret størrelse. Singalongs og store armbevægelser tenderede momentvist til det tåkrummende, men i det store hele har bandet fundet en ny, mere atmosfærisk lyd, især med den seneste 'Atoma', som dominerer dagens sæt. Sanger Mikael Stanne holder gang i festen med highfives til de forreste rækker og crowdsurfing, og der efterlades ingen tvivl om, at Dark Tranquillity, i hvert fald i Tyskland, i disse år har vind i sejlene.

Efter lidt lavpraktisk assistance af en kørestolsbruger tilbage til lejren står den på nedtælling til en af festivalens store, eksklusive scoops. Johan Edlund har ved et par lejligheder hyldet Tiamats store gennembrud, 'Wildhoney' fra 1994, en lettere syret tungmetallisk milepæl, der adskilte sig markant fra deres fortid i dødsmetallen. Med tekster om LSD, satanisme og naturens forfald var Edlund ikke just appelsinfri dengang, og det gjorde sig da bestemt heller ikke gældende denne lørdag aften på T-Stage. Som den tydelige frontfigur entrer han scenen i lang sort trenchcoat og hvid cowboyhat, og 'Whatever That Hurts' lægger tonen an med fabulerende fantasier om psilocybin-te. Wildhoney-pladen er skruet sammen som en 40 minutters rejse næsten uden afbrydelser undervejs, og med en times spilletid er der således også rigeligt med plads til at folde de mere drømmende elementer ud. Edlund tager dog ordet et par gange undervejs, men med påfaldende lange kunstpauser mellem ordene uden reelt at komme frem til nogle pointer stoppede han også sig selv anden gang med ordene "People tell me I talk too much, so let me not do any more of that". Vi takker for selverkendelsen og drømmer os væk til festivalens indiskutabelt mest storladne oplevelse med 'Gaia' og 'Pocket Size Sun' som de store vindere, myrekryb sikret.

Mange valgte dog i denne periode at søge mod Summer Breeze-Stage hvor Korn var gået på præcis samtidig, og således blev denne koncert blot på lånt tid. Det lød dog også, som om Korn var på lånt tid, og uden nogen kontakt til publikum skøjtede Jonathan Davis & co fra sang til sang som en anden levende jukebox. Bevares, med en stort set permanent besætning siden 1993 er fremførelsen ikke til at sætte en finger på, men det er så også problemet. Når man kommer fra en koncert, hvor indlevelsen er i top, virkede dette blot som lettjente penge. En fin fest var det da, og med nok procenter i blodet var der da også rigeligt med pogo-grupperinger til at bekræfte hinanden i, at vi bevidnede noget helt særligt. Promiller blænder som bekendt.

Momentvise glimt af storhed i numre som 'Make Me Bad' og den altid spillede debutsingle 'Blind' hjælper dog til at holde koncerten på det jævne. Billige points på sikre træffere, og når tomgangen har meldt sig, er det nemt at spille på rutinen. Synd, for der skal ellers ikke sås tvivl om Fieldys evner på den firestrengede, og Davis' rappende flow er da også fortsat intakt, men denne aften på Summer Breeze var tilsyneladende blot endnu en dag på kontoret.

Seancen blev dog lykkeligt glemt, da vi et par timer senere, som den obligatoriske black metal-lukker af festivalen kl 02:30, på T-Stage stod vidne til endnu et hold sortklædte rygge. Det er blot to måneder siden, Mgła kiggede forbi Loppen, og med en enkelt undtagelse var det da også en tro kopi af samme sætliste, vi her var vidne til. Ikke desto mindre var hagen ved førnævnte koncert, i modsætning til hvad vores anmelder på stedet påpegede, at Loppen lydmæssigt ikke matchede Mgłas minimalistisk storladne atmosfære, men det fik vi så sandelig her rådet bod på! Øjeblikke som disse, hvor nattens skumring er kulissen for den sorte metal-skole, gør dét at gå til metalfestivaler til noget helt særligt. Det var da også de hærdede få, der havde sørget for at gemme kræfterne til denne polske visit, men hvad vi så bevidnede var intet mindre end en mesterlig fremførelse i sort magi, lige så man fik lyst til at hyle af månen og glemme alt om nedpakning af telt og lignende praktiske ligegyldigheder. Stort som det ellers var, er man dog blot et menneske, og efter en halv time havde hylene forvandlet sig til gab. Det skal bestemt ikke ligge Mgła til last, for de gjorde deres til at holde de mørke kræfter i live.

En overvejelse, programlæggerne i øvrigt burde have taget til efterretning, var at lægge Der Weg Einer Freiheit før Mgła. To bands, som har noget af den samme tungt drevne og minimalistiske tone, der rammer både fans af traditionel- og post-black metal, og som begge leverede nogle af dette års højdepunkter på Summer Breeze.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her