Summer Breeze '17 - Onsdag-torsdag

Med overraskelser i ærmet fra førstedagen følte vi os hurtigt hjemme i det sydtyske metalmekka, og Amon Amarth og Devin Townsend blev de store sejrherrer i hver deres ende af spektret.

Ene mand på Tysklands næststørste metal-festival var der nok at se til, og et par onde overlap her og der gjorde da også, at det var nødvendigt at træffe hårde valg. Vanen tro er onsdag altid den bløde opstart, hvor kun de to mindre scener bliver taget i brug, og der er mere plads til at finde sig til rette, få samling på lejren og spendere en time eller mere i køen til merchandiseboden, hvis man da ellers mener, at årets nye hættetrøje er forpligtende.

Nuvel, et par timer efter teltet er på plads, står Uada klar på pladsens mindste scene, Camel-Stage, sortklædte fra top til tå med ryggen til publikum. Selvom de vendte sig om fra første anslag, ændrede det ikke på, at deres hætter var lige tilpas lange til, at man intet ansigt kunne spore, og således var stilen lagt. Fra midttempo til fræsende dobbeltpedals-black af den gamle skole og intet derimellem. Det stod til deres last, at de spillede i bagende solskin, hvilket ikke just komplimenterede deres intensivt dystre udtryk, men forsanger Jake Superchi skreg og brølede, som handlede det om liv eller død, og min lejrfælle, som var Summer Breeze-debutant, bemærkede også med det samme, hvor ekstremt god lyd selv festivalens mindste scene har, sammenlignet med fx Copenhells Pandæmonium-scene.

Under koncerten gjorde en ven mig opmærksom på, at Powerwolf et øjeblik senere ville spille på T-Stage. Vi sammenlignede vores apps, men eftersom jeg ingen netforbindelse havde, fremgik det kun af hans app. Efter et hastigt besøg på festivalens infopoint fandt vi ud af, at man havde inkluderet en del overraskelser på T-Stage til onsdags-programmet, herunder Vomitory og In Extremo, der åbenbart allerede havde spillet, senere på aftenen Destruction og, vigtigst af alt, en ekstra koncert med Amon Amarth.

Denne koncert faldt aldeles belejligt for undertegnede, eftersom deres hovedkoncert aftenen efter kolliderede med Moonspell. At de derudover skulle spille på en mindre scene end vanligt, lagde også op til et brag af en koncert, og det var da også tydeligt at se på fremmødet, at rygtet var blevet spredt godt og grundigt. Der blev lagt fra kaj med deres velsagtens største hit, 'Twilight of the Thunder God', hvorefter der fulgte en mindre hitparade for vikingemetal-entusiaster. Meget af sættet blev dedikeret til Michael Trengert, en af de tidligere organisatorer af Summer Breeze, som tydeligvis havde haft stor betydning for Amon Amarth og deres udbredelse i Tyskland i de tidlige år. Vikingeskibet, som i mange år har været deres trademark live, blev således doneret til Summer Breeze, som vil indrette det til en bar til næste år, og koncerten blev dermed mindeværdig på flere punkter, hvilket du kan læse nærmere om her.

Som altid har Summer Breeze masser af bands i diverse afkroge af metalverdenen, og på de sjældne tidspunkter, hvor kalenderen er mindre stram, fordrer det muligheder for at gå på opdagelse i det ukendte. Et par lyt forinden havde vækket min interesse i de dronende, messende sider af Schammasch, og med en sendetid kl 01:15 burde nattens mulm og mørke føre dem godt på vej. Visuelt fik vi mere fra samme skuffe som tidligere i form af den sorte garderobe med ryggen til publikum. At de så viste sig at være maskeklædte i stedet for at have lange hætter, ændrer for så vidt intet på helhedsindtrykket. De store, melodiske, post-metalliske lydbilleder, som ellers præger deres studieproduktioner, gik helt i baggrunden, og den massivt distortede lydmur gik i tomgang. Det var nærmest, som om jeg var gået til den forkerte koncert, for sammenligningsgrundlaget lå på et meget tyndt sted. At bands ikke henvender sig til publikum er for så vidt fint nok, hvis de så bare har en intern kemi. Med maskerne og strengene rettet mod hinanden fik man en idé om, at de ville noget mere, end vi kunne høre. Om det så skyldtes lyden, et stærkere fokus på den smadrede del af deres lyd eller en kombo heraf, er svært at sige, men efter en halv time var kedsomheden forlængst indtruffet, og fællesskabet i lejren tog førsteprioritet resten af natten.

Torsdag
Næste punkt på programmet var de garvede dødsmetal-rotter fra Obituary. Årets første besøg på den nye hovedscene, som kombinerer to scener i én ved blot at rotere gulvet, når det foregående band er færdigt, og så kan det næste band gå på ti minutter senere. Godt skruet sammen, og med betydeligt mere plads til at udfolde de store visuelle virkemidler. Tardy-brødrene er dog af den gamle skole, hvor en fane er nok, og så handler det ellers bare om rå attitude og headbanging resten af vejen. De lagde for med 'Internal Bleeding', sluttede af med 'Slowly We Rot', fire sange fra 'Cause Of Death' indimellem, og derudover kom vi 20 år frem i tiden til 'Inked in Blood' og fremefter. Uanset hvad lyder de dog stadig umiskendeligt som Obituary, og har i modsætning til de fleste andre fra den æra bibeholdt deres lyd med mindre udsving undervejs. Der var måske mindre brækfremkaldende vokal over John Tardy denne eftermiddag, men det er et mindre minus i regnskabet. De leverede varen, hverken mere eller mindre.

I den mere tekniske ende stod Decapitated klar en time senere på T-Stage. Med tyve år på bagen burde rutinen sidde lige i skabet, og det var da også en hårdttunet sætliste, polakkerne havde forberedt, med den overvejende del fra den seneste fuldlængde 'Anticult'. Fuldblods-aggressioner og blastbeats fra start til slut med teknikken lige i skabet, men det er så også lige præcis dét, der er problemet. Det statiske tempo og de statiske virkemidler tenderede det skamløst kedelige, og uden nogen interaktion virkede det bare som endnu en dag på jobbet. Det kan godt være, bandet selv havde travlt med at følge med på instrumenterne, men for os andre blev det en ligegyldig opvisning i at spille hurtigt, og der skal trods alt mere til for at imponere.

At de var placeret samtidig med Life of Agony, kan man så være bitter over efterfølgende, og jeg nåede således hen til Summer Breeze-Stage 19:15, lige mens scenen vendte til Devin Townsend Projects fordel.
"We are sexually repressed Canadians, here to play prog metal for you, so from the bottom of my heart: Please suck it!" De spontane humoristiske indfald har altid været Devin Townsends styrke live, og således fik vi også denne aften masser af gak imellem de store kunstneriske armbevægelser. Som producer med skarpt øre for den storslåede lydmur giver Townsend os altid store forventninger til, om numrene nu også kommer til deres ret live, og Summer Breeze-Stage skuffede heller ikke denne gang. Samlingen af de to scener fra tidligere år til én kæmpe scene har virkelig styrket lyden, og det er især skarpt definerede lydbilleder som dette, der bekræftede det, når fx 'Failure' eller 'March of the Poozers' bragede ud over masserne. Det var den mindre tekniske, mere atmosfæriske del af bagkataloget, der fik hovedfokus denne aften, og med masser af humor og gæstevokal fra Anneke Van Giersbergen fra The Gathering var dette et af årets absolutte højdepunkter.

Scenen vender, og de store videoprojektioner gøres klar til Megadeth. Som altid er Dave Mustaines vokal hit and miss på dagen, og i modsætning til på Vega for to uger siden er det tydeligt fra åbner 'Hangar 18', at dette er en af de dårlige dage. Kampen for at få noget ud over læberne bliver nærmest pinagtig, og jeg trøster mig ved blot at bevidne seancen den første halve time. Underligt nok var 'Sweating Bullets' dog undtagelsen til reglen, hvor han, muligvis mere end nogen af de andre +10 gange jeg har set dem, lød, som om han havde sin egen fest med det skizofrene rollespil i verset.

I modsætning til Vega hjælper det dog på helhedsindtrykket, at de har scenen til at tage de store projektioner i brug, og med pletfri leveringer fra guitarist Kiko Loureiro i 'In My Darkest Hour' og 'Conquer and Die' gik jeg trods alt derfra med en god oplevelse i bagagen.

Efter Dallas Toler-Wade for nylig har forladt Nile, var der ingen tvivl om, at jeg måtte se, hvad det nye medlem Brian Kingsland kunne gøre for bandet, og det viste sig at være et fortræffeligt valg. Ikke siden en intimkoncert på Kulturbolaget i Malmø 2008 har jeg set dem med så meget blod på tanden, mestendels fordi Karl Sanders & co i de senere år har fokuseret meget på det aggressive udtryk, både live og på plade, hvor de orientalske melodier og leads er trådt mere i baggrunden. Det fik de dog rådet bod på her, og 'Sarcophagus' lagde således lydspor til den muligvis mest skæve circlepit længe set. Det er jo ikke altid lige nemt at blive enige om, hvornår man skal starte ...

En weissbier og lidt pladeshopping senere venter Moonspell sammesteds. Et band, der går for at leve højt på deres fortid uden at tilføje nye grundsten til diskografien på trods af vedvarende aktivitet. Nuvel, det er da også svært at dementere, når de her spiller hele 'Irreligious' fra 1996 og to numre fra debutfuldlængden 'Wolfheart' og ikke bevæger sig længere frem end deres anden plade. Det gør det for så vidt ikke mere ophidsende, at forsanger Fernando Ribeiro har adopteret sig en gotisk messende karakter a la Andrew Eldritch (Sisters of Mercy) uden overhovedet at have formatet eller tonelejet til det. Resten af bandet fremstår som backingband for hans ophøjede, lettere pjaltede fremtoning. Uanset hvor sexede fyre kan være med eyeliner, så virkede Ribeiro som en mand, der ikke er kommet videre siden 90'erne, og efter en halv time med ham 100 % i fokus havde jeg forlængst nået mætningspunktet og nuppede en kunstpause inden dagens mindre metalliske indslag ...

Det var imødekommet med spænding, hvad Einar Selvik og Lindy Fay Hella, bedre kendt som Wardruna, havde på programmet denne torsdag nat på Summer Breeze-Stage. Med hjemmelavede akustiske instrumenter blev det hurtigt tydeligt, at dette var en koncert af de mere aparte til hovedscenen. Hella hoppede rundt og lavede sirlige hvin, mens bandet med fløjte, percussion og diverse for mig ukendte strengeinstrumenter opbyggede en intensitet, som kun for alvor viste sin ret, hvis man bevægede sig tæt på scenen. Det var således en meget intens oplevelse, hvor ingen ord blev sagt undervejs, udover et beskedent tak på vej ud fra scenen. Mere interessant end decideret godt, men en oplevelse blev vi rigere, og en fin indgang til drømmeverdenen kort derefter.