SRF '18: Fredag

Årets mest omfattende dagsprogram. Med flere overlap undervejs var det ofte nødvendigt at dele tropperne op. Dark Funeral og Uriah Heep leverede dog to af festivalens stærkeste oplevelser i hver sin ende af spektret.

Efter en torsdag, som for mine medudsendtes vedkommende havde været en kende fordrukken, gik formiddagen med at samle trådene og vende gårsdagens ikke så lidt festlige Helloween-koncert, indtil de havde fundet sig selv. 

Det var allerede fastlagt, at dagens første indslag skulle være de hollandske kultproggere Focus, som spillede kl 13:15, men vi er nu engang ikke herrer over det svenske taxasystem, og således forhindrede en times ventetid os i at opleve de første 20 minutter af koncerten. Vi fór over pladsen, mens Pretty Maids mindede os om vores bagland med 'Red, Hot and Heavy' fra hovedscenen, og der skulle ikke gå mange sekunder, før Thijs Van Leers velkendte jodlen fik os til at glemme alt om, hvad vi kunne have misset. Iført rød hawaii-skjorte, med fløjte, skøre danse og rytmisk kløen i armhulerne var humøret hos Van Leer højt, mens solen bagte over den åbne scene. 

Focus gør sig mest i det instrumentale felt, hvor de primære vokale input er et bredt arsenal af fjollede lyde, og karsen gik langt over knæet. En længere hammond-intro i bedste Procul Harum-stil varslede Youtube-hittet over dem alle, 'Hocus Pocus', med alt hvad dertil hører af fløjt, jodlen og tight samspil, hvor især guitarist Menno Gootjes gjorde det glimrende. Over 12 minutter strålede spilleglæden, mens den unge gruppe med den ældre bannerfører alle leverede klassikeren med smørede smil, og Thijs Van Leers kram til hele gruppen efter koncerten var så følelsesladede og ægte, at man nærmest måtte knibe en tåre. Sådan vil jeg også være, når jeg bliver gammel!

I den omvendte verden fortsætter festen, eller fraværet af samme, videre til Graveyard, der ganske vist på 'Hisingen Blues' fra 2011 ramte en rå rock-nerve, der stadig fortjener at blive hevet ud af reolen i ny og næ. I dag er svenskerne dog en skygge af sig selv, og det fedtede lange hår og den cool, sorte appearance, kun brudt i form af de obligatoriske skovmandsskjorter, er et slet skalkeskjul for den søvndyssende, middelmådige hard rock, det meste af sættet bærer præg af. Det virker simpelthen som et band, der har mistet gnisten, og vinkene til fortiden med mere rå attitude er der for langt imellem. Mere kant på Copenhell i næste uge vil virkelig være ønskværdigt.

Derpå stod valget mellem The Darkness og Dark Funeral. Spredehagl var vejen frem, og mens én tog til Dark Funeral, så jeg Justin Hawkins stå klar på hovedscenen med lang, sort kjortel og lædertrikot med lyn på pikken. Der er selvfølgelig heller ingen grund til at underspille sine styrker, men hvad han givetvis har i skridtet, viste sig at være påfaldende fraværende i stemmen, der ikke levede op til den vanlige klang. En god ven har tidligere påpeget, at han kunne have været en glimrende erstatning for Adam Lambert i det nuværende Queen, og selvom han uden tvivl ville bidrage strålende til den mere rockede del af deres repertoire, har han denne eftermiddag desværre slet ikke den rækkevidde, man kunne have forventet. Bassisten bærer en slick afro og gult satin-jakkesæt, og i det hele taget fremstår det hele som et spil for galleriet, hvor den musikalske inspiration har måttet lade livet for stereotype gimmicks som højt profilerede koklokker og konsekvent humping af stagehanden, hver gang han skal rette ting på scenen. Spild af tid.

Turen gik hastigt videre mod 4Sound Stage, hvor jeg goldt måtte konstatere, at min kollega Adriana Zak havde foretaget det helt rette valg til Dark Funeral med den absurde konstellation af bagende solskin og brutal black med flammer og omvendte kors galore. Mere trve blev denne fredag aldrig igen.

Efter en kort pause var der atter splittelse i lejren, hvor Turbonegro og Uriah Heep var blevet givet præcis samme spilletider.

Det havde været nærliggende at tænke, at de gamle briter fra Uriah Heep, som var med til at grundlægge den metal. vi er med til at hylde den dag i dag, med blot ét tilbageværende medlem fra storhedstiden blot holder liv i de gamle klude uden andet end nostalgien at trække på. Med en sætliste, der med én undtagelse udelukkende bevæger sig inden for perioden fra 69-73, blev tanken ikke mindre nærliggende.

Ikke desto mindre: Med spilleglæden i top og en konstellation af musikere, der frit leger med og genopfinder numrene, og som stadig lever og brænder for de sange, Mick Box var med til at lave for snart 50 år siden, var det en af årets bedste koncerter på Sweden Rock fra en af metallens legender, tydeligvis stadig med rødderne i behold. 

Samtidig på Rock Stage gav Turbonegro tusindvis af publikummer dagens helt store festlige oplevelse. Det norske partyband med en letpåklædt The Duke of Nothing i front ledte festivalgæsterne ud i fællessang, -grin og -klapsalver i et hitkalvakade, der både indbefattede 'All My Friends Are Dead', 'City of Satan' og 'I Got Erection'. Bandets performance var så overdrevet, at det på intet tidspunkt blev for meget eller stødende og nærmere virkede som et musikalsk cirkus, hvis førsteprioritet var at underholde. Og underholdt blev vi!

Efter en lille falafelpause og lidt videre snak om Dark Funeral og Uriah Heep, to af festivalens ubestridte højdepunkter i hver sin ende af spektret, kunne vi have spildt tiden med Corey Taylors hyggeprojekt Stone Sour. I stedet valgte vi at undre os over, hvad i alverden hollandske Pestilence lavede på den lille Rockklassiker Stage, og de fik da også hurtigt samlet hele teltet til en brutal og groovy omgang død af den gamle skole. Ganske vist er det kun forsanger og guitarist Patrick Mameli, der driver bandet som eneste originale medlem, men bandet var tæt sammenspillet og leverede døden lige efter bogen med enkelte nye numre som afveksling fra den mere alment hyldede 'Testimony of the Ancients' fra 91, som dominerede sætlisten.

Mine medkumpaner havde i mellemtiden truffet valget at gå ned og grine ad Baroness. Efter personligt at have set dem på toppen, da de toppede med 'Blue Record', og efterfølgende have den blandede smag i munden efter sidste års koncert på Copenhell, krævede det ikke mere end et kvarters betænkningstid, før jeg kunne konstatere, at der heller ikke var mere at komme efter denne gang. John Dyer Baizleys vokal bliver så hurtigt monoton og anstrengt, og musikken er præcis lige så uopfindsom som deres valg af albumtitler.

Nuvel, intet er så dårligt, at det ikke er godt for noget, og mens andre lader sig forblænde sig af middelmådig sludge-rock, rykkede vi videre mod hovedscenen og fik en god placering til aftenens ubestridte hovednavn, Ozzy Osbourne. En sanger, som sjældent imponerer live, om end denne aften skulle vise sig at blive en undtagelse fra reglen. Til gengæld lå store dele af koncerten i guitarist Zakk Wyldes hænder, og med guitarlir i højsædet forlod vi scenen med en lidt blandet smag i munden. 

En storskærm ved Rock Stage gjorde sit bedste for at sende denne oplevelse på afveje med absurde animerede kattevideoer, og da klokken slog midnat, bød de lokale helte fra Meshuggah op til endnu en overlegen omgang djent uden slinger i valsen. Det var dog en træt og oplevelsesmættet Devilution-trio, der kørte på tolvte time, og således blev 'Bleed' vores afskedssang, inden endnu en lang ventetid på en taxa hjem var os i vente.

Vi sov godt den nat.