Sweden Rock Festival 2012

Endnu engang dækker Devilution den årlige rockfest i Sölvesborg, Sweden Rock Festival. Her er en opsamling og et overblik over vores anmeldelser fra denne udgave af festivalen.

Endelig er vi rigtig hjemvendt fra en weekend med masser af tråd, og kun en smule regn; velkommen til Devilutions reportage fra Sweden Rock Festival 2012!

Lad os få galden overstået med det samme: Der spilles stadig ALT for lavt til alle koncerter på festivalen - ikke engang Motörhead fik lov til at skrue op til et niveau, hvor hævet tale ikke kunne overdøve musikken fra scenen. Og maden var stadig til hundene, om end der da var nogle amerikansk inspirerede barbequeboder, hvor man kunne få kød, der bestod af andet end mel og brunt farvestof.

Nå, men øllene var som altid fine nok, og selve musikprogrammet var på papiret også noget af det stærkeste, de havde disket op med i det svenske længe.

I år var vi et lille hold på to skribenter og en fotograf af sted, og vi skippede onsdagen for at tage på Metallica-udflugt til Horsens, hvilket vil sige, at vi gik glip af navne som Entombed, Fear Factory, In Solitude og den svenske nationalstolthed Sabaton.


TORSDAG:

Om torsdagen var der også lige en køretur, der skulle tilbagelægges og et telt, der skulle slås op, så vi fik ikke tjekket Exciter anno 2012s form, men i stedet fangede vi det meste af Exodus' sæt på Rock Stage som det første.

Thrash-veteranerne turnerer for øjeblikket med den gamle guitarist Rick Hunolt tilbage på guitar, da Gary Holt som bekendt pt. rejser rundt med et band, der kalder sig Slayer. Desværre blæste de fleste af tonerne i Exodus' frontalangreb væk på den støvede mark, og i stedet fokuserede vi på at fange det hele af Saint Vitus' koncert på den mindre Zeppelin-scene.

Sepultura rykkede igen godt rundt på sagerne på Sweden Stage, og den nye omtrent 20-årige trommeslager Eloy Casagrande har tydeligvis givet bandet en energiindsprøjtning og gjort en genforening med Cavalera-brødrene mindre interessant. Mastodon og Graveyard sprang vi behændigt over for at proviantere, da de to navne har fået rigeligt med spalteplads i vort magasin på det seneste.

Så var der Sebastian Bach. Han sang og festede igennem som ventet. Skid Row-klassikeren 'Slave to the Grind' åbnede koncerten, der sluttede med at Dee Snider dukkede op på scenen, og side om side med Bach fyrede 'We're Not Gonna Take It' og 'Youth Gone Wild' af. Slet ikke dårligt.

Dimmu Borgir var hoppet på den trend det er blevet at opføre en hel plade fra bagkataloget. Og de norske giganter havde valgt 'Enthrone Darkness Triumphant' til anledningen. Nogle af karrierens bedste numre kommer da bestemt fra dette album, selvom det virkede tvivlsomt at give hele skiven så stor opmærksomhed.

Efter mørkets frembrud indtog Soundgarden hovedscenen og skuffede desværre en anelse, mens Dark Funeral doserede med den onde metal på Zeppelin-scenen samtidig.

Læs torsdagens anmeldelser her:

SAINT VITUS
SEPULTURA
SOUNDGARDEN
DARK FUNERAL


FREDAG:

Vores anden dag på festivalen blev åbnet med et forsøg på at overtale vores grønne anmelder Kelvin til at tage sig af den tyske cirkusguitarist Axel Rudi Pell. Det lykkedes ikke, og i stedet henviser vi til denne uges anmeldelse af Axels nye album.

Til gengæld kunne det godt blive til nogle ord om den aldrende og tidligere Scorpions-guitarist Michael Schenker. På det tidspunkt var det så småt begynde at regne, og da Blue Öyster Cult gik på, var det lige før, man kunne tale om et reelt skybrud. I en grad, så amerikanernes rifffest mestendels druknede.

Regnen stoppede dog efter et par timer, og det dryppede kun lidt, da NWOBHM-legenderne i Tygers of Pan Tang efterfølgende spillede et overraskende medrivende og solidt sæt på Zeppelin. Ugly Kid Joe var i de tidlige 90'ere glam-metallens sidste forpustede skrig, inden grungen tog over, og de huede både vores nostalgiske anmelder og vores fotograf, så vi fik slet ikke set Gotthard.



Vi blev også enige om, at der ikke rigtig kan være nogen, der for alvor har savnet The Darkness, og Pentagram spillede desuden en af festivalens bedste koncerter samtidig med at solskinnet atter brød frem, så det var en no-brainer.

Trods en gæsteoptræden fra Ugly Kid Joes frontmand Whitfield Crane og King Diamond-guitarist Andy LaRocque i 'Killed by Death' lugtede Motörheads sæt temmelig meget af rutine, og Lemmy var også mere beruset end godt var. Men vi fik da det gigantiske 'Bomber'-bombefly at se i fuld aktion, da det blev hejst ned over scenen (se videoen i bunden af siden!)



Omkring midnat spillede Twisted Sister så lidt overraskende Sweden Rocks bedste koncert, hvor de startede den vilde fest på hovedscenen med et festfyrværkeri af obskøniteter og partyhits. Men vi havde også en mand i marken til Katatonia andetsteds på pladsen, og det skulle også have været ganske fortrinligt.

Læs fredagens anmeldelser her:

MICHAEL SCHENKER
BLUE ÖYSTER CULT
TYGERS OF PAN TANG
UGLY KID JOE


LØRDAG:

Den hårde lørdag begyndte allerede klokken 12.00, da vi prøvede at se Girlschool, men det var simpelthen for gumpetungt at stå igennem, så i stedet kunne man få sig en øl og et smil til Hell, der er blevet gendannet i kølvandet på mystikrockens genkomst via Ghost og deslige.

Den tidligere Marillion-sanger Fish droppede vi. Det samme gjorde sig gældende for Orange Goblin, og i stedet blev tiden brugt i godt selskab med gendannede Bad Company, der stod for årets mest hyggelige koncert på festivalen. Slaughter og Symphony X var hysteriske at høre på - på hver deres måde - så dem magtede vi heller ikke.

Omkring hovedscenen var der efterfølgende fyldt godt op i aftensolen, da Lynyrd Skynyrd desværre valgte at gribe deres koncert an på rutinepræget og ugidelig vis, og det kunne det eneste tilbageværende originalmedlem Gary Rossington ikke lave om på. Men så var det jo godt, at Sacred Reich spillede munter thrash som alternativ på Zeppelin-scenen samtidig.



Den mægtige danske stolthed King Diamond gjorde fornemt comeback med en mere end overbevisende stemmepragt og et eksorbitant sceneshow, der må have været det mest sataniske af slagsen, nogensinde med pentagrammer, omvendte kors, djævlekranier og mere til. Sådan!

Ja, og så lakkede det mod enden. Der var ekstremt pakket til Mötley Crüe, der endnu engang lukkede og slukkede som hovednavnet. Men da valget efter et par numre stod mellem Vince Neil eller George "Corpsegrinder" Fisher og Cannibal Corpse, bestemte redaktionen sig hurtigere, end Vince kunne nå at skrige 'Shout at the Devil'! Ja, vi smuttede om til kannibalerne, som lukkede festivalen med et dødsmetallisk brag!

Vi ses næste år!

Læs lørdagens anmeldelser her:

HELL
BAD COMPANY
SACRED REICH
KING DIAMOND
CANNIBAL CORPSE