Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Sweden Rock Festival: Torsdag

Populær
Updated
Sweden Rock Festival: Torsdag
Sweden Rock Festival: Torsdag
Sweden Rock Festival: Torsdag
Sweden Rock Festival: Torsdag
Sweden Rock Festival: Torsdag
Sweden Rock Festival: Torsdag
Sweden Rock Festival: Torsdag
Sweden Rock Festival: Torsdag

De 50 år gamle briter i Status Quo trak det længste strå på en torsdag, hvor Devilution under et pressemøde kom lettere på kant med Kiss, der senere kamuflerede deres gamle klassikere med en middelmådig koncert tilsat flammer og fyrværkeri.

Dato
06-06-2013
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Kun en enkelt skribent og fotografen var på pletten under årets Sweden Rock Festival. Med over 80 bands på plakaten, betød det selvsagt, at flere bands i år må undvære Devilutions kyndige kritik. Allerede kort efter ankomsten onsdag aften, gik den første oplevelse i form af polske Vader i vasken, da festivalens logistiske helvede ikke just bød på en opmuntrende start. Flere andre arbejdende folk, som havde betalt gebyr for at bo i den alkoholfrie og stille arbejdslejr, rendte også forvirret fordi området allerede var fyldt op. Held i uheld dog. Knap så langt fra festivalområdet var der rigelig med plads i lejren hos de gode folk fra Target Records, og her blev der budt på velkomstdrinks bestående af ren absint. Så blev festivalen ligesom skudt ordentlig i gang.

Årets første oplevelse var britiske Sweet, hvor vi lige nåede at opleve hittet 'Fox on the Run', så nummeret endelig blev krydset af på "must-see" tjeklisten. De svenske helte i Candlemass var onsdagens hovednavn, som var sat til at give doomet midnatsmesse. Angiveligt en ganske stabil koncert, men undertegnede måtte simpelthen kapitulere kort efter midnat, for at være klar til kamp om torsdagen.

Tam åbning


Finske Sonata Arctica åbnede om eftermiddagen festivalens største scene, og det var ingen musikalsk åbenbaring. Powermetal i den traditionelle finske stil, som hverken gør fra eller til. Musikken er indenfor genren såmænd ganske okay, men et band med mere pondus burde nok have indviet den store scene. Bagefter stod den på Survivor, der slog én bevidstløs af ren kedsomhed. Turen gik bagefter til pressemødet med ærkeamerikanske Five Finger Death Punch, hvor man udenfor fra den store scene kunne høre Rick Springfield spille hittet ’Jessie’s Girl’, hvilket umiddelbart lød ganske godt.

Det havde i hvert fald været et bedre valg end nok et ligegyldigt pressemøde, hvor nok et band undveg ethvert form for spørgsmål med en kritisk snert. Sådan er pressemøder nu engang, uanset om det er på musik eller filmfestivaler. Relevante spørgsmål bliver opfattet som uforskammet og forbigået, mens de fleste journalister griner i fællesskab med kunsterne om ligegyldigheder, der er maksimalt er egnet til Billedbladet.

Rollator-rock!

Status Quo
løftede dog væsentlig humøret bagefter, inden de tunge groove-drenge fra Five Finger Death Punch selv skulle på scenen. Endda festivalscenen, som de på ingen måde kunne samle er stort nok publikum til. Men som supportnavn for Kiss i Europa, stod det næppe til diskussion i kontrakten, om at de skulle spille der. Både udgivelser og koncerter i Danmark med bandet er fra flere af Devilutions skribenter blevet slagtet gennem årene. Så nu skulle denne her skribent sgu yde bandet retfærdighed, for der er masser af kvalitet og styrke i en håndfuld af amerikanernes musik. Desværre må jeg bittert tilslutte mig kollegaernes kritik og deltage i blodbadet.

Da bandet endelig gik forsinket på scenen, virkede de ualmindelig uengagerede og spillede med en påtaget attitude. Frontmand Ivan Moody leflede lidt for publikummet ved at hylde en svensk ishockeyspiller, inden han præsterede at glemme teksten i ’Under and Over It’. På pladen er nummeret ligeså aggressivt og bidsk, som hvis en af Sweden Rock Festivalens mange huserende Hell's Angels-rockere stepdansede på ens ansigt. Den version bandet leverede føltes mere en lussing fra en svensk blondine. Fadæsen blev fulgt op af Moody som hev en ung knægt op på scenen. Derefter gik turen i al hast væk fra scenen, inden de sikkert maltrakterede deres suveræne cover af ’Bad Company’.

Douchebag på Youtube

Fotografen gik til Amon Amarth og konkluderede, at de sjældent havde været bedre, og er i topform inden Copenhell. Til min ærgrelse missede jeg hard-rockerne fra Thunder, for at stå i kø til pressemødet med Kiss. Mit spørgsmål om Eric Singer og Tommy Thayers imitation af ”Space” og ”Catman” faldt ikke just i god jord hos rockstjernerne, der nok mente de havde fået det stillet tusinde gange før. Meget muligt, men stadig et ømt punkt der ligger mange fans af Kiss på sinde.

Pressemødet er endt på Youtube og spørgsmålet er livligt blevet diskuteret på andre af nettets metalsider, fansider og Facebook-grupper, hvor flertallet opfatter beslutningen om klonerne som pengegrisk og forræderisk. Andre mener at kun en decideret douchebag ville stille sådan et pinligt spørgsmål. Tæsk følger med tjansen når man har en mening, og det er fint nok.

Men de seriøse tæsk fik Kiss nu selv af flere svenske anmeldere, der gav koncerten en enkelt stjerne. Så galt står det dog ikke til, men efter tyve år som kæmpe fan af bandet, vil jeg også konkludere at Kiss har svært ved at rette op den kurs koncerterne bevæger sig ud i. Torsdagen endte derfor aldrig som det brag dagen havde lagt op til.

Anmeldelse af Survivor:
Den kedeligste knockout

Anmeldelse af Status Quo:
Ukuelige rollator-rockere

Anmeldelse af Kiss:
Rockraket ude af kurs