Alsidig nytårskur Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/02/b8/58/-XTJ2156-33-1515605681.jpg
07. Januar 2018    

The New Shit anno 2018 gav både næring til nostalgikerne og udfordringer til de, som måske ikke vil have det for pænt eller anderledes end det metalliske udtryk, de har fået låst sig fast i. Med andre ord var der lidt for enhver smag.

Kunstner
Titel
+ Hiraki + Wölfblood + Archives of Alaska + Ethereal Kingdom + Heathe
Spillested
Dato
06-01-2018
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Traditionen tro – det kan vel efterhånden godt siges her femte år i træk – inviterede Blastbeast til den første metalfest efter nytår, og atter engang var scenen sat i Pumpehusets lille sal. Skulle man ikke kende til konceptet The New Shit, kan det ridses kort op her: I løbet af året præsenterer Blastbeast seks bands fra den danske muld. Bands, der er relativt friske og ikke har udgives album endnu, og som menes at kunne være med til at præge scenen i fremtiden. Tidligere har bands som Baest, Bersærk, Sunken og Lucer (under navnet L.A. Collection) været en del af dette talentprogram.

Først på scenen blandt det nye kuld var Heathe. Det er et band, som det umiddelbart kan være svært at holde mandtal på, en art musikerkollektiv. På bandets Facebook-side fremgår det, at 11 musikere er involveret, men denne aften var bandet en oktet – medmindre flere gemte sig i kulissen. Slående var den massive lyd, bandet havde. Både i tyngde og i lydtryk. Det var, som om lydanlægget ikke rigtig siden kom sig over dette chok, for umiddelbart rendte bandet med aftenens bedste lyd.

Masser af tung guitar, dyster bas og sær underlægning fra synth og keyboards dannede rammen om en repetitiv musik, der med meget enkle riffs malede den sorte, menneskefjendske musik op. Trommerne blev det en anelse svært at høre, desværre. I forhold til bandets demo var lyden mere tung som i sludge end helt så ond og depressiv, som Blastbeast beskriver det i artiklen om bandet. Det var vældigt interessant at opleve, men monotonien, som godt nok er bevidst fra bandets side, blev trukket lige langt nok, og selvom der i slutningen af numrene blev givet los og bygget op til den store finale, så kunne man godt have ønsket lidt mere af de ellers fede detaljer, man her fik fra keyboard, synth og blæserinstrument.

Symfonisk debut
Ethereal Kingdoms var næste band på scenen. Det var bandets debutoptræden, men der var rutinerede kræfter på scenen med blandt andet guitarist Christian Rasmussen, der har spillet i Fall of Pantheon og også er kommet med i The Vision Ablaze. Bandet gjorde det i en omgang symfonisk metal, og den rene vokal fra Sofia Schmidt gav hints til Nightwish og Within Temptation. Men der var også takter fra noget mere kaotisk og ondt, og her kom Sofia Schmidt også med brutal vokal, både growls og nogle formidable hysteriske skrig. Der kom lidt Dismal Euphony (og måske især pladen 'All Little Devils') over det her, når bandet pludselig flirtede med black metal, om end stadig af den meget symfoniske art. Det var specielt skiftene fra de pæne passager til disse hidsige sager, der gjorde Ethereal Kingdoms til en interessant oplevelse.

Lyden var desværre lidt tynd og kunne have brugt en hel del mere bund, og det blev en meget stor kontrast til massive lydangreb, som Heathe havde givet tilskuerne kort forinden. Backingtracket med det symfoniske bidrag og backing-vokalerne var desuden for højt indimellem, så den egentlige live-vokal var svær at høre, og enkelte gange lød det, som om der var fejl i de sungne ord i fohold til dem på backing-tracket. Alligevel var det en solid indsats og bestemt godkendt som debut.

Next up var Archives of Alaska, hvis meget melodiske og ganske iørefaldende metalcore blev leveret med en god portion selvsikkerhed. Det var meget fermt udført og fik flere ud på "dansegulvet". Bandet har godt styr på at lave medrivende omkvæd, og den melodiske vokal må siges at være en klar force for Roskilde-bandet, som også havde hevet lydkvaliteten lidt op igen i den lille sal.

Nogle få sange virkede måske lidt for ligetil, men når de blev båret frem af en solid vokal, så gik det fint ind, i hvert fald som koncert. Til gengæld var der andre sange, hvor bandet uden tvivl har helt fat i den lange ende og fornemt viser forståelse for genren. Kan bandet så også knække koden til at levere det der ekstra, som skal få dem til at stikke ud i forhold til genrens giganter, så kan gutterne nå langt. Talentet og potentialet lod sig i hvert fald både se og høre.

Udfordrende og ikke for alle
Ved den allerførste omgang New Shit benyttede vi på Devilution overskriften "Slip banden!". En opfordring til at holde op med at spille sikkert og i stedet tage nogle chancer. Vor anmelder dengang kunne nok godt have brugt HIRAKI. Et band, som helt tydeligt delte vandene. Trommeslager, én guitarist og så en vokalist, der desuden stod for sære lyde og samples fra sit arsenal af elektroniske hjælpemidler. Samtidig var der en visuel fremtoning, der kunne minde lidt om Deafheaven eller sågar Scarlet Pleasure (ja, undskyld jeg bander!).

Men det nørdede udtryk fungerede positivt til dette noise-angreb, hvor metal møder sært pumpet industrial. Resultatet var støjende og skurrende. Metaldelen kom primært fra den råbende vokal og guitarens riffs, der var både støjende og uden hoved og hale, men også skiftede til noget mere traditionelt metalriffende. Bandet fik ikke rigtigt fat i publikum, hvad angik moshpits og den slags, og det tyndede for en stund også ud oppe foran. Selvom mange måske ikke blev overtalt til fluks at drøne hjem og høre bandets studieoptagelser, så var det uden tvivl en interessant og anderledes koncertoplevelse.

Underholdende nostalgikere
Wölfblood blev præsenteret som knallertfræs fra K-Town (dvs. Ungdomshuset, København). Umlauten i navnet antyder selvfølgelig noget af inspirationen fra Mötorhead, men det lød mere som en lidt opdateret version, som den kendes fra andre, der også hylder Lemmy og co. Der var for denne anmelder i hvert fald musikalske flashbacks til bands som Chrome Division, Valient Thorr og sågar Overkill, blot gjort lidt punket og upoleret.

Energien var høj, og bandets udseende passede til stilen. Overraskelserne var få, men nostalgien var i top, riffene holdt hele vejen, og så var der glimrende bund og baslyd. Bandet havde god udstråling, selvom der da var lidt rigliget fokus på snørebåndene hos bassisten.

Et band på sejrskurs
Blastbeast-arrangementet var som de andre gange arrangeret fornemt. Det var derfor heller ikke alt for sent, da Morild kunne gå på scenen. Et band, der har leveret en så overvældende ep, at bandet allerede er ganske kendt af mange metalfans herhjemme. Devilution har rost nævnte udgivelse samt bandets debutshow og givet pæne ord om bandets optræden til Aalborg Metal Festival.

Det stod hurtigt klart, at lyden desværre ikke skulle blive lige så fed som til bandets debutshow. Til gengæld kunne man se, at bandet havde høstet masser af selvtillid ovenpå den overvældende modtagelse fra metalscenen herhjemme, så de vokalduellerende herrer i midten, der også håndterede henholdsvis bas og guitar, gik noget vildere til stålet med headbanging og sceneoptræden. Energien havde fået et nøk opad.

Morild spiller atmosfærisk black metal og ligner ikke et black metal-band af tradition, men er sig bevidst om det visuelle udtryk og benytter sig af lidt fluorescerende maling og en UV-lampe, så de er selvlysende grønne og blå i den ellers dunkle lyssætning. Det er måske ikke for alle, men det er corpse paint heller ikke.

Hvor lyden måske savnede lidt af styrken fra tidligere nævnte koncert, så stod leads og ren guitar klart hos Jakob Nielsen. Hans lyd er fed, og hans spil skaber passager med hymne-kvalitet i de lange, effektive numre. Alle medlemmer spiller godt, og de laver magi sammen, men det er klart detaljerne fra denne guitar, som ville savnes mest, hvis Morild skulle skære en af de tre guitarer ud af lydbilledet.

Morild har måske ikke decideret opfundet noget nyt, men det, de gør, gør de så overbevisende, at der uden tvivl er tale om et band, der er helt klar til de større scener. Bandet er så godt og stilsikkert, at det kun fik minimal betydning, at der undervejs var lidt tekniske problemer. Det ødelagde på ingen måde helhedsoplevelsen.

Tak til Blastbeast for endnu en god omgang "The New Shit".

Karakterer:
Heathe – 3
Ethereal Kingdoms – 3
Archives of Alaska – 4
HIRAKI – 4
Wölfblood – 3
Morild – 4





Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her

Har du allerede en profil? så eller Opret en profil