Den fjerde New Shit var en succes Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/6e/81/9e/-XSF2802-66-1484046438.jpg
08. Januar 2017    

Et stærkt fremmøde vidnede om, at interessen for at opleve de bands, som Blastbeast.dk har udnævnt som the new shit, er stor. Og man blev ikke snydt, for der var både fest i salen og lovende takter fra scenen.

Kunstner
Titel
+ Baest + Iotunn + The Ritual + Dreich + Silhouette
Spillested
Dato
07-01-2017
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

For fjerde gang lagde Pumpehusets lille sal rammer for Blastbeast.dk's showcase, The New Shit. Det er et arrangement, der må siges, at være blevet en stor succes, og denne lørdag aften var ingen undtagelse. Tidligere har bands som Lucer (der dengang hed LA Collection), Bersærk og Grusom fået masser af god omtale som følge af at være udnævnt til et new shit-band. Og ikke mindst en fin præstation ved arrangementet, der pr. tradition ligger i januar det år umiddelbart efter udnævnelsen.

Det er altid sundt med fokus på den hjemlige scene og derved at forsøge at skabe en eksponering, der kan være springbræt for bandenes senere karriere. Og at det er en succe,s ses både ved et stærkt fremmøde, men også ved at især Baest (der i starten af december skiftede navn fra Bæst) og Iotunn allerede har fået masser af opmærksomhed i løbet af 2016. Så på den front er det bestemt ikke længere helt så nyt igen, når man tropper op til showcasen her i januar. Og det skal der kun lyde ros for til Blastbeast.dk's bagmænd, Alexander Kolby og Søren Weiss Kristiansen, der ikke bare forstår at udpege stærke bands tidligt, men altså også formår at få flere af dem sendt godt ud over rampen til os andre musikfans.

Syre og langsom støj
Genrerne har spænd vidt til The New Shit. Rocksegmentet blev varetaget af aftenens første band, Silhouette, og det tredje band, The Ritual. Førstnævnte var et spændende bekendtskab der skuede tilbage mod tungrock a la tidlig Black Sabbath, men med masser af syrerock inde over. Der var både Hammond-orgel og steel guitar, der blev spillet af guitaristerne i bandet, så der var godt fyldt op med gear på den lille scene. Festen kom godt i gang allerede i det første nummer, der med sit insisterende stortrommeslag på hvert slag i takten gennem nærmest hele sangen hamrede rocken godt i gang. Vokalen lå indimellem lidt lavt i mixet, men det virkede ikke, som om det var meningen, at den skulle have så meget plads, for det var ikke en kæmpe stemme. Den gjorde arbejdet godt i de numre, hvor vokalmelodierne og rytmen i vokalen var godt inkorporeret med den instrumentale del, men der var også numre, hvor vokalen ikke skilte sig synderligt ud og bare "var der".

Hvert band havde 25 minutter til rådighed, og så var der et relativt ambitiøst change over på 15 minutter. Med tanke på den lille scene er der en del folk, der skal af og på scenen med gear (selvom der deles baggear), og programmet røg lidt i svinget inden andet band, Dreich. Det var lørdag aften, så det gjorde nu ikke så meget med de 10-15 minutters forsinkelse, som det blev til.

Dreich blev beskrevet som at køre langsomt ind i et træ i Politikens artikel og snak med bandet forud for arrangementet. Det blev en lidt rodet start på grund af forsinkelsen i sceneskiftet, og det gjorde, at det ikke altid var til at lure om et nummer var i gang, eller det var en pause for at stemme guitar, skrue på gear eller noget helt andet. Specielt fordi der mellem numrene kun var begrænset med ord fra frontmanden. Og bandets doomede dødsstil, med enkelte støjende referencer til funeral doom, gjorde samtidig, at det nogle gange ikke var til at se, om det var forvirring mellem numrene, eller de sporadiske lyde var en del af numrene. Det kunne godt virke urutineret, men når sangene var godt i gang, var der ikke længere tvivl om, at bandet godt vidste, hvad de foretog sig.

Vokalen lød lidt speciel, måske var der en art effekt på, eller også overstyrede den lidt i mixet, i hvert fald lød Alexander Kolbys vokal ved præsentationen af bandet også lidt speciel og lo-fi, som om en effekt allerede var på her. Growlene og skrigene fik på den måde en sær plads i mixet. Fuldt hørbar, men alligevel distanceret fra den øvrige musik. Fedt som effekt, men ikke til hele showet igennem. Dreich havde gang i nogle fede ting, og specielt det sidste nummer havde nogle superfede riff, så bandet sluttede af med et godt indtryk.

Ah-ah-ah-ah-oh-oh-ah-ah
Tredje band var som allerede tidligere nævnt garant for rocken. The Ritual leverede dog en meget generisk form, så det var svært at høre, om det var originalt materiale eller covernumre. Til gengæld blev festen og fællessangen ikke større denne aften, end den gjorde under The Rituals show. Det var pludselig som en gymnasiefest, og det føltes, som om The Ritual allerede havde sig en god fanskare, der var på fra start. Det var straight forward rock som Rival Sons, som var et omdiskuteret navn i forbindelse med Copenhell i sommer, eller sågar Kings of Leon. Sang og fest, men ikke så meget mere.

Og så var der det med at synge med. Nu nævnte jeg, at der måtte være en medbragt fanskare, men det var nu heller ikke så svært. Der var "ah-ah-ah" og "oh-oh" i alskens varianter i sangene, så selv Bruce Dickinson ville have set måbende til, hvis han havde været til stede i Pumpehuset. Der blev sunget med, men om det var i rockglæde eller med en ironisk distance vides ikke. Og hvad så, egentlig? Bandet havde jo helt tydeligt noget, som folk reagerede på og festede til, og så har The Ritual jo allerede klaret det første vigtige stykke på vejen mod en rockkarriere. Men lidt mere selvstændighed må gerne følge. Det kan for så vidt godt være ens stilart at lave en million forskellige "ah-ah-ah"-kor, men det holder nu næppe til et meget længere show end de 25 minutter, der blev givet.

Og så de allerede "kendte"
Next up var Iotunn. Et band, der spiller en for Danmark lidt uvant stil i form af en slags heltemetallisk nordisk progmetal. Arcturus er nævnt blandt inspirationskilderne, men der er også noget mere klassisk metal fra det store udvalg fra 80'erne af den slags. Bandet har allerede har gjort sig fint bemærket for den interessante stil og et par sange, der viser et større potentiale.

Iotunn kæmpede lidt med lyden, der sejlede lidt, så det var svært at få detaljerne med. Men afslutteren 'Frost' var stadig lige så fantastisk fed, som den plejer at være. Og det var også tydeligt, hvad et indlysende godt nummer kan gøre, for den har nogle så enkle, veleksekverede hooks, at selv et rodet mix intet kunne gøre for at ødelægge det. Iotunn skiller sig stadig ud som et band, der vil være interessant at følge, og som helt sikkert også, hvis kortene spilles rigtigt, vil kunne gøre sig godt uden for landets trygge rammer. Nogle gange kan skribenter som jeg selv godt gå lidt for meget op i detaljer, men hvis djævelen er i detaljen, burde bassist og vokalist Benjamin Jensen droppe sin "clip on"-tuner, for den gjorde intet godt for det visuelle, det kunne lige så godt have været en tøjklemme – eller for den sags skyld en hårelastik, som guitarister i tech-dødsbands ynder at have på guitarhovedet (for lige at nævne noget, der rent faktisk ses. Tøjklemmer bliver forhåbentlig ikke en dille!).

Baest skal man have været godt døv og blind for ikke at have lagt mærke til i 2016. I et land, der (forståeligt nok) har en kæmpe kærlighed til dødsmetalgenren, er Baest et velspillende band i genren og formår både at være brutale og groovy og have den rette tilgang til melod som et sparsomt, men veludnyttet krydderi. Som bandet spiller lige nu, går man forgæves, hvis man vil have noget nyt til sin dødsmetal, men skal det bare rykke med nogle solide sange, som i mange tilfælde har stærke riff, der sætter sig ved første lyt, ja, så fungerer det godt!

En kammerat beklagede sig meget over bandets lyd. Kritikken var jeg nu ikke helt enig i, og forskellen på vores oplevelser lå nok i mine ørepropper. For når jeg tog dem ud, bemærkede jeg, at der skete noget i det højfrekvente område, der gjorde en del af musikken til en rodet susen. Men med ørepropperne i stod bandets musik nu tydeligt nok frem. Og specielt var baslyden fed, mens growlet og en performance fra Simon Olsen, der kom godt ud over scenekanten, også var en fornøjelse.

The Ritual havde skabt den største (rock)fest, og der var faktisk også blevet færre i salen efter deres show. Men den største (metal)fest skabte Baest med plads til circle pit, wall of death og en lille crowdsurf-tur af forsangeren.

Den færøske finesse
Som noget nyt havde Blastbeast.dk ikke kun danske navne på plakaten, da færøske Svartmàlm var blevet udnævnt som det femte ud af de seks bands på plakaten. Til showcasen fik de lov at spille sidst, og det blev en fornøjelig affære.

At bandet har vundet det færøske Wacken Metal Battle i 2016 virkede ganske fornuftigt, vurderet på denne aftens præstation. Det kutteklædte band, mikrofonstativet med kranie på og ansigtsmalingen gav nogle visuelle associationer til Behemoth. Det var teatralsk, men musikken kunne godt bære det. Bandet stod for en art atmosfærisk black metal med spændende lydkollager fra guitarerne, ikke mindst når E-bow blev taget i brug.

Alle bands denne aften er jo relativt nye på scenen, men der var bare et eller andet, en æstetisk finesse, over færingernes show, musik og live-lyd, der gjorde, at de virkede et hak mere professionelle og mere umiddelbart klar til noget større end de andre bands. Uagtet at flere af de andre på plakaten som nævnt også besidder fint talent og potentiale til mere.

The New Shit var ovre for denne gang. Det var en god oplevelse på mange punkter, og det var skønt at se et så stort fremmøde. Til lykke med succesen til gutterne på Blastbeast.dk – og tak for oplevelsen.

Karakterer
Silhouette: 3
Dreich: 3
The Ritual: 2
Iotunn: 3
Bæst: 4
Svartmàlm: 4

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her