Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Underdog Night

Populær
Updated
Underdog Night
Underdog Night
Underdog Night
Underdog Night
Underdog Night
Underdog Night
Underdog Night
Underdog Night

Anden version af Project Underdogs minifestival-lignende arrangement, Project Underdog, forløb lige efter planen og gav plads til hele 13 metalbands fra den danske muld - og så et enkelt norsk.

Kunstner
Titel
+ Shadowmind + CNFA + Defecto + Fall of Pantheon m.fl.
Spillested
Dato
01-02-2013
Fotograf
Jacob Dinesen

Underdog Night i sin version nummer 2 forløb med for Devilution-flokken, som deltog, lidt som det første arrangement af den type på Lions & Barrels. Et arrangement med masser af metal fordelt over to scener, nemlig "Er I klar derude?", der også foregik i februar - blot hed året 2011. Der var således først Aldi-bajere på fotografens nærliggende bopæl, og som sidst var selskabet så hyggeligt, at det først gik af sted mod nationalstadionet, der huser Lions & Barrels' to scener, efter flere bands havde spillet.

Men velkomsten var ikke mindre festlig af den grund. Udenfor var der den sædvanlige flok af røgtrængende mennesker, og det kunne fornemmes, at der ville vente en god stemning indenfor. Præcis. Knap havde man fået afleveret sin jakke i garderoben, før en lille pige havde afleveret en klat bræk på bænken, hun efterfølgende faldt i søvn på. Der var dog heldigvis hjælp i nærheden, så hun blev slæbt ud til lidt opkvikkende frisk luft af en gut.

Brækseancen foregik til de sidste minutter af Vallis Mortem, der på reaktionerne fra publikum at dømme lød til at have underholdt ganske fint. Der blev tanket øl og fulgt med flertallet af gæsterne i det rimeligt fine fremmøde ind til den anden sal med den væsentlig større scene. Defecto var klar og leverede et kort show, der også bød på flere glimrende nye numre - eller i hvert fald numre, der ikke var med på den udmærkede 'Promo EP', hvis formidable 'Excluded' afsluttede sættet.

Bandet var blevet tydeligt mere scenevante og gjorde sit for virkelig at levere et show. Guitarist Frederik og bassisten havde ild i røven. Det tekniske overskud var tydeligt, men det så stadig lidt "nørdet" ud indimellem, og nogle gange stod de lidt i vejen for hinanden, selvom de store smil og spilleglæden på en eller anden måde smittede. Festen intensiveredes i hvert fald med den koncert.

Energisk, men med færre nuancer

Programmet var lagt, så intet overlappede, så de mest ihærdige kunne nå at få alle shows med. Efter Defecto bød den lille scene (scenehøjden er ikke meget mere end højden på et gennemsnitligt dørtrin) på Restoring Kaos, der havde masser af energi og virkede utroligt benovede over den fine modtagelse, publikum gav. Musikken var rå, og lyden måske ikke helt i øjet til også at få de kreative detaljer frem i musikken, hvilket var synd, for så blev det kun til en energiudladning og ikke til de fine nuancer, som bandets nylige debutindspilning ellers besidder.

Tilbage til den store scene og aftenens hovednavn. Programmet holdt stadig flot den fastsatte tidsplan, så 22.25 gik Illnath på. Scenen var pyntet op med bagtæppe og en smedejernsfigur af "ikonet" fra bandets kommende, fjerde album - der i øvrigt også prydede Petes guitar. Illnath spillede med én guitarist og intet keyboard, hvilke betød at der trods fornuftigt basspil manglede lidt i nogle af de gamle sange. Bedre gik det med de nyere sange, hvor musikken var langt fra udgangspunktet i symfonisk black metal, men i stedet en rå, let rocket bastard i grænselandet mellem død og black.

I længden blev det alligevel lidt ensformigt i udtrykket - her kunne der måske være brugt andet end brutale growls og søgt lidt mere efter variation end de lejlighedsvise lysere skrig fra forsangerinden Mona. For den tekniske kunnen lod da til at være på plads, så hvorfor ikke lige twiste stemmebåndet lidt mere? Mellem numrene faldt hun desværre samtidig lidt ud af rollen, og der kom lidt for meget fnis og "lillepige"-opførsel over det (og stort set hele tiden med den ene hånd i lommen - hvad den så end skulle der).

Norsk? Næ.

Tidsplanen sagde Shadowmind herefter ved den store bar - klods op ad den lille scene. Men så var forsangerens dansk alligevel ret flot på trods af den norske baggrund. Det viste sig da også, at der var byttet rundt på to bands i programmet, så det var ikke nordmændene endnu, men derimod danske Marodium. Bandet så virkelig ud til at hygge sig på scenen, og der var et eller andet medrivende i musikken, så blandt publikum blev der nikket godt med hovederne til bandets thrashede metal, der også havde nogle små dødsmetalelementer og en tilpas brug af melodi.

Nu med bassist

Den anden headliner Cold Night for Alligators stod herefter klar på den store scene. Hvis man har set bandet før, ville man genkende bandets brug af roll-up-bannere og guitarer med "alt for mange strenge" - 8 pr. guitar, hvis man er til tal. Nyt var dog også, at der faktisk var en bassist. Her må skribenten derfor krybe til korset og indrømme, at det altså var en en fejl i sidste uges optaktsartikel at skrive, at bassen kom fra en computer. Nuvel, bandet kaldte ham selv en session-bassist, så der var ikke tale om et fuldbyrdigt medlem (endnu).

Om det var den nye bassist eller den efterhånden store show-erfaring, der hjalp, skal ikke kunne siges, men musikken med de sære riffs, rytmer og rytmeskift rykkede faktisk helt fornuftigt. Ja, måske ikke så sært for bandets fans, men tidligere har musikken prellet lidt af på anmelderen her, så det kun har været respekt for den tekniske kunnen (men undren over virvaret af forskellige elementer), der har stået tilbage. Men nu fandt melodien alligevel bedre frem til overfladen, lige som detaljerigdommen blev nydt, og der skal også gives ros til forsangeren, der fint gelejdede band og publikum i mål. Det er stadig ret sær musik - og der er også elementer med lige rigeligt fløde på (hvor de pænt friserede drenge i konfirmationstøjet bliver lidt rigeligt boyband at se på) i forhold nogle af bandets hårdere elementer. Det lød indimellem som en lidt for poleret version af Scarred by Beauty - som bandet måske endda samtidig havde luret lidt på i forhold til sceneshow.

Så blev det norsk

Det lange programs eneste udenlandske navn var Shadowmind fra Norge. De så vældigt unge ud, men de begejstrede med en en veloplagt, energisk portion melodød, der i indspilning også har sine metalcore-elementer. Live var det dog lige en tand mere direkte, så det mindede mere om en sund omgang Dark Tranquillity anno 'Character'-albummet. Der mangler måske stadig lidt i forhold til originalitet, men live var det fint, for det var stærke, melodiske riffs i hobetal, og så betød det mindre, om det nu var nyskabende eller ej. Det var fedt, og det var det vigtigste her på den anden side af midnat.

Blev folk mon hængende i den store bar ved indgangen og den lille scene eller, trak de frisk luft udenfor? Eller var det sent, hvis man også skulle til morgendagens Copenhell Freezes Over? Det vides ikke, men i hvert fald var der mærkbart færre mennesker herefter ved den store scene end tidligere på aftenen. Det gik desværre ud over Fall of Pantheon, som måske lod sig mærke af det - eller også var det bare svært med (vistnok?) første show efter den vigtige sejr i Mighty Fight Night, der et par uger forinden resulterede i en plads på Copenhell-plakaten. I hvert fald var det ikke nær så skarpt og bidsk som i Lille Vega.

Men lyden var bedre her på Lions & Barrels, så bandets dødsmetal kunne bedre nydes, selvom det som nævnt ovenfor showmæssigt lige manglede det sidste ubeskrivelige krydderi i forhold til det, man oplevede ved den fortjente sejr i Lille Vega - "ubeskrivelige" fordi det ikke sådan lige var at sætte ord på, hvad der manglede, for så anderledes var det jo heller ikke. Måske var det skuffelse over et lidt svagt fremmøde, der fik lov - ubevidst fra bandets side - til lige at skrue lidt ned for gnisten i serveringen?

På rette tid og sted

Lost Elegance var næstsidste band på plakaten, og fik trods det fremskredne tidspunkt og de efterhånden mange ølsjatter, folk havde spildt på gulvet, ret fin opbakning. Gulvet foran scenen er naturligvis lettere at fylde ud end inde ved den store sal, men det føltes som om, bandet hev de sidste festkræfter ud af publikum. Den melodiske og energiske hardcore, der godt kunne minde lidt om fx Shai Hulud passede som fod i hose til en lettere fordrukken fest. Musikken var catchy og energisk og blev leveret med god præcision i glimrende lyd.

Igen må Scarred By Beauty ind i denne artikel, og nævnes som en mulig inspirationskilde til nogle af bandets riffs. Men Lost Elegance fulgte dog umiddelbart en mere traditionel sangopbygning og bød desuden også på nogle velkendte metaltræk, så der også flød metal i den herlige strøm af hardcore med solide melodier fra guitarerne.

Sidste skud på stammen

Således opløftet var det tid til det sidste band på Underdog Night part II. Betrayer of Light, der har været under kniven her på sitet før ved netop en koncert på Lions & Barrels, stod på den store scene, hvor lyd- og lysforhold er noget bedre end på den anden scene. Det udnyttede bandet til at skabe en mere passende ramme for den symfoniske black metal, som bandet begav sig af med.

Lyssætningen var en dunkel, blå belysning uden den store variation, men det lidt mørke udtryk passede fint til bandet, der også siden sidste møde havde fået hanket op i image-delen, så der nu ikke var så langt fra yderpunkterne bandmedlemmernes stil imellem. Desværre virkede det ikke helt, som om at det resterende publikum bed sådan rigtigt på gruppens black metal. Til publikums forsvar blev der heller ikke budt på noget, der ikke var hørt bedre på en Dimmu Borgir-skive i 90'erne.

Showet bestod af frontmanden - de andre holdt sig pænt i baggrunden, mens kvinden på keyboard fra sin plads forrest på scenen holdt sig til at kigge beundrende op på ham. Frontmanden gjorde sit for at hanke op i publikum, mens han spankulerede rundt med brynje, skulende ud mod publikum. Det hjalp dog ikke det store, for kun nogle få var rigtig med på det. Bandet var samtidigt lidt lydmæssigt udfordrede i nogle passager, og kunne måske derfor have brug for sin egen lydmand, der kender musikken. I hvert fald betød forskel i niveauerne på kvindevokal og -hvisken, at det af og til bragede ud med mildest talt falsk clean vokal. Det betød desværre, at den del, der imagemæssigt virkede i showet, blev ødelagt lidt, fordi det brød stemningen over mod noget mere komisk. Hvilket bortset fra Immortal-Abbaths "krabbedans" næppe er meningen i genren.

Som med større erfaring

Det er en utaknemmelig opgave at spille sidst af 14 bands klokken kvart i lort. Betrayer of Light trak nitten her, men uanset om man som publikum så et, seks eller alle bands, så har man formentlig oplevet, at Underdog Night var en festlig omgang med rig mulighed for metal, snak med gamle og nye venner, grin, skrig og skrål. Nogle bands havde kort spilletid, men da man som publikum ikke behøvede at stå og vente på change-over, så betød det ikke det store i forhold til ufrivillige pauser. Og hørte man noget fedt er det jo bare at fange dem igen til et show, hvor bandet måske får mere spilletid. Smukt var det også, at tidsplanen holdt - meget kan gå galt på sådan en aften, og gik noget galt, så var det ikke noget, man som publikum lagde mærke til. Project Underdog er endnu et ungt foretagende, men arrangementet kørte, som var der meget erfarne kræfter bag.