Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

VMF16: Fredag

Populær
Updated
VMF16: Fredag
VMF16: Fredag
VMF16: Fredag
VMF16: Fredag
VMF16: Fredag
VMF16: Fredag
VMF16: Fredag
VMF16: Fredag

Veteranerne i Lipid og Illdisposed stjal showet, mens også de yngre kræfter i Bersærk imponerede, da Viborg Metal Festival åbnede dørene for tredje år i træk.

Kunstner
Titel
Lipid + Bersærk + Earn Your Scars + Satanic Assault Division + Final Hour
Spillested
Dato
11-03-2016
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Viborg Metal Festival så dagens lys tilbage i 2014, hvor arrangørerne hev en række danske bands til spillestedet Paletten. Året efter havde de allerede fået så meget momentum, at der var råd til at hente et par internationale navne øverst på plakaten. Sådan var det også her i 2016, hvor festivalen for første gang strakte sig over to dage.

Fredagen var dog en ren dansk affære, der startede med aalborgensiske Final Hour, der klokken 18.00 satte festivalen i gang med deres melodiske dødsmetal. Fra første anslag på trommerne mindede stilen en smule om legendariske Death, og det er jo ikke noget dårligt udgangspunkt. Final Hour har nogle gode guitarer, der spiller nogle lækre melodier, og det er bakket op af kompetent trommespil, der til sammen gjorde Final Hour til en ganske udmærket start.

Det blev fulgt op af Satanic Assault Division, der er en noget anden størrelse. For det bliver næppe meget mere blasfemisk end et band, der med deres bannere opfordrede til at gøre uterlige ting ved guder, og som spyttede ukvemsord fra scenekanten i et tempo, der kunne udfordre selv den mest erfarne stenograf, som skulle dokumentere overtrædelserne i § 140. Her kom de i overflod, og det var befriende at opleve et black metal-band, der stadig holder fast i de gode, gamle dyder fra Norge med rigelig ansigtsmaling og spot og spe.

Knap så medrivende var Earn Your Scars, der såmænd nok var energifyldt fra start til slut, men deres hardcore ramte aldrig sådan for alvor plet hos undertegnede. Forsangeren halsede ellers rundt på den (for ham) store scene, og selvom han sagde, at det var hårdt, så holdt han nu alligevel godt ud, og kadencen forblev høj. Det var reelt festivalens eneste indslag fra den subgenre, hvilket var med til at brede plakatens dækningsområde ud.

Det samme gjorde Bersærk efterfølgende. Bersærk er forfriskende anderledes og spiller noget god musik med dansk vokal. Deres tilbagelænede hårde rock med elementer af doom passer forbløffende godt til de danske tekster, og energien og nerven i musikken var åbenlys for enhver, der var mødt op. På dette tidspunkt begyndte salen at blive godt fyldt og det var nok ikke mindst takket være Bersærks evne til at indfange publikum og holde dem interesseret.

Det samme gjorde Lipid. Lipid har haft nogle pauser undervejs i deres karriere, men de er tilbage, og nu trykker de deres thrashede heavy ud over scenekanten med stor selvsikkerhed. Lydmæssigt mindede koncerten faktisk en smule om Sepulturas lyd fra starthalvfemserne, og det er så absolut ment som en ros.  Lipid gav et forrygende retrotrip, hvor selv Master Fatman kom forbi og stod og vuggede med på Lipids skæringer i Palettens store sal.

Den runde og joviale kunstner var dog forduftet, da Aarhus’ Illdisposed gik på scenen som fredagens hovednavn. Illdisposed barsler med en ny plade her i foråret, hvor titlen ’Grey Sky Over Black Town’ allerede er afsløret, ligesom coveret også blev det i den forgangne uge. Hvis publikum til Viborg Metal Festival havde håbet på et par smagsprøver på det nye materiale, blev de desværre en anelse skuffede, da forsanger Bo Summer kunne konstatere, at de havde en tidligere trommeslager med på et afbud, og han kunne ikke det nye materiale. Det var lidt ærgerligt, men så blev der i stedet plads til en ordentlig bredside klassikere, der blev serveret med vanlig sikkerhed af bandet, der igennem 25 år har leveret på et kontinuerligt højt niveau trods udskiftninger på nærmest samtlige pladser minus forsangeren.

Illdisposed tager sikre stik hjem med nogle af de store sange fra ’1-800-Vindication’ samt klassikere som ’A Child Is Missing’ og ’Submit’, der får gulvet foran scenen til at eksplodere i moshpits, og de er sågar aftenens eneste band, hvor publikum også dristede sig til at stagedive. Som en anmelder, der er vokset op med dødsmetalkoncerter i halvfemserne, hvor Illdisposed var et af navnene, var der en herlig nostalgisk følelse, der flød gennem kroppen, da jeg så de unge fans forsøge sig i en disciplin, der af flere årsager desværre ikke længere praktiseres i samme omfang som tidligere.

Med denne overflod af energi fra publikum, der virkelig gav den gas på og foran scenen, styrede Illdisposed med usvigelig sikkerhed koncerten i havn, da de lukkede ned med ’Now We’re History’. En fredag aften, der bød på masser af gode oplevelser, og hvor især Lipid, Illdisposed og Bersærk stod tilbage som det, vi husker.

Der var dog også mere og andet end musikken i Viborg. Ligesom på stort set alle andre jyske metalfestivaler havde arrangørerne allieret sig med en pølsevogn, der stod lige uden for indgangen og havde til lejligheden opfundne hotdogs med varierende styrke. Der kunne tilkøbes ekstra krydderi, hvilket en anmelderkollega gjorde, hvilket afstedkom følgende statusopdatering på de sociale medier dagen efter:

”... Jeg kan stadig smage den. Den brændende fornemmelse i tænderne er dog aftaget. Jeg blev dog mindet om den brændende fornemmelse igen her til morgen - 'Ikke tørre - bare duppe!'"

Av. Vi føler med den stakkels anmelder, der dog alligevel mødte op til lørdagens program, som du kan læse om her.