WOA '15: Fredag

Da Devilutions amputerede delegation endelig stod med støvlerne plantet i det tykke, sorte mudder, fik de travlt med at komme i marken og få hørt musik. Det var blevet fredag, som diskede op med gamle kendinge som At The Gates og Annihilator, mens Black Label Society blev en triviel affære. Samael brillerede, og My Dying Bride gjorde natten smuk at traske hjem i, så turen viste sig at være anstrengelserne værd.

Humøret var tungt som de, senere, mudrede støvler, efterhånden som dagene skred fra os.

Det ene navn efter det andet gled af plakaten, som tiden gik, og vi lod på skift megabytene rasle af telefonerne med korte mellemrum, i håb om at det på mirakuløs vis skulle vælte ind med positive meldinger fra Wackens crew om bedring i vejret.

Det skete ikke.

Ikke onsdag, hvor vi hele dagen sad i København og ventede på grønt lys til at køre. Heller ikke torsdag, da vi kørte alligevel og holdt strategimøde ved den tyske grænse. Meldingerne var enslydende og temmelig tydelige: Lad være med at køre til Wacken i dag, bitte.

Efter et par sammenbidte timer på et tamt spisested vendte én af Devilutions skribenter snuden tilbage mod Danmark, mens der blandt resten var konsensus om brandert og overnatning i Hamborg for at kunne give Wacken endnu en chance fredag morgen.

Ærgrelse trods sløjt program

Wacken Open Air kan sælge billetter på brandet alene. Allerede nu er der, som de foregående år, udsolgt til næste års festival. Og det er sgu nok ikke Dragonforce, der hiver salget hjem. Programmet er derfor også hvad det er, men vi glæder os jo altid alligevel.

Selvom de første dages musikprogram ikke var til at rive sig i håret over, var det alligevel en bitter fornemmelse at misse onsdagens i 80'er flashback Europe, guitarbetvinger Uli Jon Roth og om torsdagen danske Savage Machine, der skulle forsvare flaget i WOA Metal Battle, men der var også ærgrelse over at gå glip af Stortregn, Dark Tranquillity, Combichrist og ikke mindst Mantar.

For slet ikke at tale om det gigantiske brag, som Savatage efter sigende gav, da de spillede med Trans Siberian Orchestra på Wackens to største scener torsdag aften, hvor de med koncertens store opsætning skabte historie på stedet. For en fyldigere omtale af koncerten ser vi os nødsaget til at henvise til vores dødsfjender Blastbeast. Deres mand i mudderet overlevede, og beretter om en aldeles storslået oplevelse



Med ovenstående erkendelser må vi naturligvis æde egne postulater fra sidste uges top5, for vi kom i den grad til at tage os af, at det var regnvejr, selvom det modsatte var meldt. Det havde måske ikke været umuligt at komme ind, men vi er afhængige af det, der gør Wacken så speciel i forhold til pressedækningnen. Nemlig at man må parkere sin bil ved teltet, så diverse skrivedevices kan æde strøm, og fotografen med jævne mellemrum kan tømme memorykort, så der er plads til nye skud. 

Vi må endda også falde helt og aldeles til patten og indrømme, at to ud af tre udsendte kunne ses iført gummistøvler fredag aften. Skammens byrde er tung at bære.

Fra hotel til telt

Vi troede, vi skulle tilbage til København den fredag morgen. På vej fra Hamborg ville vi køre ind til festivalen og bese skaderne, bare for at sikre os, at vi havde prøvet nok.

Overraskede nok stod vi pludselig med armbånd på og blev gelejdet længere og længere ind mod the Holy Land. Så vidt, så godt, indtil vi nåede parkeringsområdet, hvor det for alvor så sort ud. Bogstaveligt talt. Sejt, klæbende mudder holdt magnetisk og insisterende fast i dækkene på de mange biler.

Fotografens batmobil viste sig dog at besidde rimelig accelerationsevne og slap derfor nådigt igennem labyrinten af parkerede dødsmaskiner, ikke uden en vis underholdende glidefaktor i den nedslående masse.

Værre var det med kollegaens ellers standhaftige koreaner, der kort tid efter blev spottet for enden af en godmodig traktor, der belejligt kunne trække ham og senere andre på plads i sølet.

Således kunne vi langt om længe slå telt op til tonerne af Sepulturas 'Roots Bloody Roots' der piskede afsted i det fjerne, og som blot blev endnu en af de mange koncerter, vi med stor beklagelse ikke nåede at anmelde.

Og så: Festival! 

En-to-tre, sprut i tanken og afsted mod scenerne. Vi nåede akkurat ind i presseteltet, netop som vinderne af WOA Metal Battle ville blive offentliggjort. Oven i vores uventede held med overhovedet at være til stede, ville en dansk sejr med al sandsynlighed have blæst knoppen af alle tre mand i ren begejstring, og det var da også et rungende "CANADA", der kort efter blev råbt ud af højttalerne.

Tillykke til Vesperia og såmænd også et stort tillykke til danske Savage Machine, der blev rangeret som nr. 5 ud af WOA Metal Battles mange deltagere. Godt gået!

Herefter var der knald på programmet, der for vores vedkommende startede med At The Gates, der nok kunne smadre igennem, men aldrig blev det samme en solrig eftermiddag, som de var i det falmende lys, hvori de rev alt i stykker på samme scene i 2008. Alligevel var koncerten en befriende forløsning på de sidste par dages skuffelser, og med sprælske Tomas Lindberg i front bliver At The Gates aldrig kedelige. 

Queensrÿche og Anaal Nathrakh var i den oprindelige anmelderplan, men blev klemt sammen og forsvandt mellem de svenske dødsmetallere og et andet canadisk band, der dog havde noget mere sceneerfaring end Battlevinderne.

Annihilator blev en decideret overraskelse i sammenligning med Wacken-koncerten i 2013, der var en flad fornemmelse, men med stivnakkede Dave Padden fejet af banen som frontmand var der atter plads til en sprællevende Jeff Waters og hans sympatiske begejstring over egne numre, der gjorde en enig skribentduo ganske begejstret. Dén havde vi ikke set komme. Herunder kan I få et indtryk af Party Stage, der sammen med teltscenen var den hårdest ramte. Videoen akkompagneres af 'Alison Hell'.

">

Death Angel gav en mindeværdig koncert på KB18 i sidste uge og skrev sig med fem sorte firkanter som tak, direkte ind på skribentens liste over årets koncerter. Ergo var de selvskrevne i planlægningen over vigtigheder, der skulle beses, men ak.

For da Annihilator gik af scenen, startede Dream Theater deres berygtede vanvidscirkus af teknisk blær på scenen lige ved siden af, hvor Annihilator havde festet, og med Dream Theater og Death Angels' spilletider i beklagelig synkronisering vandt Dream Theater, ikke helt planlagt, kampen om opmærksomheden.

Bedst som vi naivt troede, at det var tid at hvile ørerne for en kort stund, tændte Black Label Society kort efter op for forstærkerne på naboscenen Black Stage, og det blev en koncert, der bød på det vanlige potpurri af spraglede guitarer, minder om Dimebag, da Zakk Wylde satte sig bag klaveret, og en god del jævn pedal serveret for et begejstret publikum.

Halvdelen af den repræsenterede skribentstab havde tippet schweiziske Samael til at blive dette års højdepunkt i kraft af, at mesterværket ‘Ceremony of Opposites’ ville blive opført i sin helhed. Selvom trommerne var programmerede, og koncerten kom skævt fra start, blev det alligevel en oplevelse, der høstede en solid karakter. Lidt anderledes gik det for In Flames som plejer at være garant for en fest af de større, men selvom koncerten forløb efter klassisk opskrift, og publikum var tændt, så der blev crowdsurfet, selvom mudderet insisterende forsøgte at fastholde de tunge røjsere i jorden, blev det på det jævne. 

I nattens mulm og mørke...

...er der for alvor grobund for magiske koncertoplevelser, og teltet bød på hele to af dem, men to der var forskellige som nat og dag. På Headbanger's Stage havde klokken passeret midnat, og Ill Nino skabte et halvfemsernostalgisk hoppeland, og da der ikke var meget nyt at spore under solen, var det bandets intense nærvær, der for alvor fik kedlen til at koge. Lige efter stod My Dying Bride klar på teltets anden scene, hvor man skulle trække lidt tilbage for at få det fulde udbytte af den på en gang smukke og dystre udladning, der fik hårene til at rejse sig.

Herefter var der kun tilbage at traske tungt, mæt af musik og mudder, ned til telt og sovepose, blot for et par timer senere at konstatere, at ti grader celsius faktisk kun føles som to. Det var med at nøjes med de par timer på øjet vi kunne få, for lørdagen bød på et stramt program fra kl. 12 med nogle uheldige overlap, der med et par friske ben helst skulle undgås. 

Anmeldelser af bands om fredagen:

Annihilator
Black Label Society
Samael
In Flames
Ill Nino
My Dying Bride

Læs i øvrigt også vores lørdagsreportage HER.