WOA18: Fredag
Fredagen på Wacken Open Air 2018 udmærkede sig ved, at danske Xenoblight fik en flot fjerdeplads i Metal Battle-konkurrencen. Og så var der virkelig varmt.
Fredag morgen 08.00. Anmelderen ligger i sit nyindkøbte SIGG-telt, der naturligvis er sort. Et mædl-telt! Den kombination er bare ikke nødvendigvis den smarteste, når vejrudsigten siger sol fra en skyfri himmel hele fredagen. Så da varmen bliver for meget, rykkes luftmadras og sovepose ud ved siden af bilen, hvor der stadig er skygge. Et par timer mere kunne lige sættes ind på kontoen.
Meget mere blev det heller ikke til, da fredagens program startede tidligt for vores vedkommende. Det store dødsmetalband havde fået flyttet sin tid i forhold til det oprindelige program, så nu skulle Cannibal Corpse pludselig spille fredag klokken 12.15. Lige til frokost og i middagssolen. Det blev helt som ventet og frygtet ulidelig varmt, men vi fandt skygge ved en ølbod og nød koncerten så godt, som vi kunne, derfra. Læs mere her, om hvorfor det ikke var nogen ubetinget succes at starte dagen med klassisk amerikansk dødsmetal.
Da amerikanerne var færdige, var det fluks videre til Louder Stage ved siden af, hvor svenske Dark Tranquillity også skulle spille dødsmetal, bare i en mere melodisk variant. Her stod vi helt oppe foran og ventede på, at de skulle gå på, og ventetiden i sig selv var nærmest ulidelig, selvom det kun var ganske få minutter. Varmen og temperaturen var hård fredag eftermiddag 13.30, så vi overlevede kun en håndfuld numre, førend vi måtte hejse flaget og bogstavelig talt finde skygge under det.
Mens vi gik over for at finde skygge, hørte vi lidt af Amorphis’ koncert på Faster Stage, der dog ikke fangede vores interesse. I stedet skulle der nu provianteres morgenmad. Den var ikke blevet prioriteret om morgenen.
Jagten på et godt måltid er en disciplin i sig selv på Wacken Open Air. Idet festivalen har 75.000 betalende gæster, så siger det sig selv, at udbud og variation er anseelig. Kød er der rigeligt af, ligesom der er flere vegetariske og veganske måltider at få. Så de har dækket de fleste politisk korrekte baser af. Men kvaliteten af boderne svinger en del. Denne anmelder fandt både en asiatisk inspireret bod inde på festivalpladsen samt et klassisk grillspyd i Wackinger Village ganske velsmagende, mens pandekagen en sen nattetime ude på campingområdet var bagt alt for lidt og derfor en noget klistret fornøjelse.
Efter morgenmaden var vi dog klar til at mødes i presseteltet. Vinderen af Metal Battle-konkurrencen skulle afsløres fredag eftermiddag 15.00. Vi gik ind i det varme telt og svedte os igennem en takketale, hvor samtlige sponsorer og samarbejdspartnere behørigt blev nævnt, takket og klappet af. Helt på sin plads. Havde det dog bare været lidt køligere. Men ventetiden blev det hele værd, da vi blev glædeligt overrasket over, at danske Xenoblight, trods en spilletid onsdag 12.15, hvor mange måske knap nok er ankommet, lykkedes at overbevise juryen om, at de var en fjerdeplads værdig. Sidst vi havde et band blandt toppen, var Huldre, der blev nummer tre i 2014. Fredagen blev pludselig meget bedre. Vi fik optaget en video af præmieoverrækkelsen, der røg på de sociale medier, og vi lykønskede bandet og defilerede så videre ud for at nå at få mere mad, flere kølige drikke og høre noget metal.
Det var et overflødighedshorn af episk (læs: tysk! – også når bandet var fra Finland) musik som Children of Bodom, Doro, Nightwish og Running Wild, der mødte os på de store scener. Denne anmelder er slet ikke velbevandret eller begejstret for det program, så vi sparede på energien og gjorde os klar til nattens brag med Ghost. Rosévinen fra dagen før var blevet afløst af vodka og Monster-energidrik. Sommetider glemmer man, at man ikke længere er 18 år gammel. Det var resultatet af en lang fredag, hvor det virkelig var med livet som indsats at bevæge sig ud i solen, og en afledt konsekvens var, at der skulle hældes kølige drikkevarer ned hele tiden.
Her fandt vi også ud af, at vandposterne faktisk har ganske koldt vand. Og de blev benyttet ofte af publikum. Hvilket bringer os frem til det med, hvor meget vand man skal drikke, kontra indholdet af alkoholiske drikke. Tyskerne har deres helt egen formel, og den blev understreget, da vi nærmede os midnat. In Flames gav en af de koncerter, man faktisk kunne høre på Faster Stage. Der var skruet op, og svenskerne fik i den grad underholdt de fremmødte.
Det gjorde Otto & die Friesenjungs også på Louder Stage samtidig. At overvære dette er noget nær det frygteligste, der er sket på festivalpladsen siden Mambo Kurt og Biergarten. Otto Waalkes er en kendt tysk komiker, der blev populær i halvfjerdserne og firserne. Den voksne herre underholder så med sit orkester og spiller covernumre af Sting, Foreigner, Neil Diamond m.fl. Tyskerne labber det i sig, og vi er vidne til det fra pladsen foran scenerne.
Vi havde nemlig en fræk aftale med Ghost, når Otto og In Flames var færdige på de to scener på hver side af Harder Stage, der skulle danne rammen om nattens store koncert med svenskerne. Vi tænkte, at der, trods alt, måtte være færre, der så Otto end In Flames, og at det dermed ville være lettere for os at snige os fra den side helt op foran til Ghost. Den mission lykkedes ganske fortrinligt, men at skulle lægge øren til de covers og høre, hvordan tyskerne 01.30 om natten sang videre selv i fællesjubel på vej ud af festivalpladsen, var en prøvelse for sådan en lettere elitær anmelder fra Danmark.
Det gik jo også hverken værre eller bedre, end at den fællessang næsten kunne overdøve Ghost. Deres show var for lavt i volumen og var en noget nær eksakt kopi af deres koncert på Copenhell i juni måned. Så selvom vi var blevet længe oppe, stod vi alligevel der på pladsen klokken tre om natten og følte lidt, at det måske ikke helt var ventetiden værd. Nuvel, vi fik i stedet på førstehånd endnu en opvisning i, hvor simpelt og effektivt tyskerne kan rydde festivalpladsen for folk, når sidste hovednavn går af den store scene.
Med en milestrimmel mellem flere vagter gik de bare stille og roligt ned gennem pladsen og fik venligt, men bestemt gennet folk syd for strimlen. Nogle skulle lige nå at forrette nødtørften eller vækkes på græsplænen, og så røg milestrimlen stille og roligt ned mod indgangen. Vi gik med og fandt teltene ved 5-tiden. Med tanke på, hvor varmt det ville blive i teltet få timer senere, var det ikke just nogen begavet beslutning at fortsætte festen i VIP-baren, men sådan kan fornuften ryge, når humøret er højt og selskabet godt.
Vi kunne trøste os med, at lørdag havde lovet lidt lavere temperaturer og en smule skyer. Trods alt. For fredagen var lang, og der var ligeledes langt mellem højdepunkterne. Men festen og selskabet fejlede ikke noget.
Læs anmeldelse af Cannibal Corpse her
Læs anmeldelse af Ghost her