Top 5 - Swans i København

Senere på ugen, nærmere bestemt fredag, viser det grænsesøgende amerikanske støjsuveræne fuck-you-orkester Swans tænder i Det Kongelige Danske Konservatoriums Koncertsal. Her følger fem omstændigheder, der forhåbentlig gør dem interessante for et lidt bredere metalpublikum.

1: Tyngde
Henry Rollins har ret, når han siger: "It doesn't get any heavier than the Swans. That's pretty ultimate stuff".

2: Vrede
Forsangeren og frontmanden Michael Gira besidder en notorisk vrede, der i Swans’ tidligere år blandt andet kom til udtryk, hvis der var publikummer, som headbangede under deres koncerter. Headbangede man, var det angiveligt ikke usandsynligt, at der ventede én en røvfuld fra den på alle måder brutale frontmand. Det pis gider han ikke – se det som en udfordring!

3: Thor
Thor Harris er navnet på den smukke, behårede vildmand, der siden Swans' comeback i 2010 gemmer sig bag de mange forskellige stykker percussion, som spiller en fremtrædende rolle i bandets univers. Han er en særpræget oplevelse i sig selv, såvel i spillestil som karismatisk nærvær.

4: Michael Gira
Michael Gira spiser folk som Philip Anselmo til morgenmad.

5: Ingen mellemvej
Swans deler vandene blandt lytterne. Swans er så ondt og olmt et bekendtskab, at man, som klichéen siger, enten vælger det til eller vælger det fra. Mellemvejen synes ikke at være et alternativ hér. Tag eksempelvis debutalbummet ’Filth’ (1983), der er en sonisk massevoldtægt af industrielle lyde. Man tilgives for ikke at kunne rumme det mørke inferno, der er hjertet hos Swans, men ser man det i øjnene og sørger man for med mellemrum at puste ud, mens man bliver trukket ind i det, så kommer man helskindet og rigere ud på den anden side. Det er garanteret.