Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 - Metallica-film

Populær
Updated
Top 5 - Metallica-film
Top 5 - Metallica-film
Top 5 - Metallica-film
Top 5 - Metallica-film
Top 5 - Metallica-film

Om en uge går Metallica endnu engang til filmen med 'Through The Never'. Vi ser derfor på de fem bedste film, som Metallica indtil nu har udgivet.

Kunstner
Label
Distributør
Genre

Metallica. Verdens største heavy metal-band nogensinde. Har skrevet sig i ind historiebøgerne med nogle af verdens bedste metalplader. Metallica er dog mere og andet end bare 'Master of Puppets' og 'Enter Sandman'. De har også gjort sig godt (og dårligt, bevares) på det store lærred. Som ethvert andet band i den liga har de udgivet en film eller to om sig selv samt et hav af liveshows med billedside. Her gennemgår vi det, vi føler er de fem bedste film af og om Metallica forud for den nye film 'Through The Never'.

1. A YEAR AND A HALF IN THE LIFE OF METALLICA
Et monster af en dokumentar, der på ægte rock'n'roll-manér fanger Metallica, mens de får deres endelige gennembrud. Her er vi med, mens historien bliver skrevet. Vi følger bandet i studiet, mens de øver sangene for første gang, indspiller de svære soli og skændes med producer Bob Rock om alt og intet. Vi er også med, da Metallica starter deres vanvittige 'Wherever We May Roam'-turné, der varer fra 1991 og strækker sig helt frem til 1993. Vi ser dem i Europa, mens de ærer Freddie Mercury på Wembley, deres historiske koncert i Moskva samt den kaotiske co-headliner-turné med Guns N' Roses.

2. LIVE SHIT: BINGE & PURGE
Metallicas første rigtige livealbum og hvilket et af slagsen! Hele tre koncerter, hvoraf den ene strækker sig over tre cd'er, mens de to andre er filmet. Mexico City koncerten på de tre skiver er hovedværket, men perlen er koncerten på VHS/DVD (alt efter hvilken variant man ejer), hvor vi ser Metallica spille i Seattle i 1989. En hel koncert, hvor Metallica spiller noget af det bedste og vildeste, vi har set, før den sorte plade udkom i 1991. Den indeholder også en lille forfilm på 20 minutter, der er et sammenklip af den ovennævnte dokumentar. Det blev i en periode brugt som opvarmning, da Metallica i starten af 1993 på deres 'Nowhere Else To Roam'-turné i Amerika ikke havde opvarmningsbands med.

3. SOME KIND OF MONSTER
Den var forfærdelig at se, da den udkom. Metallica åbnede hudløst ærligt op for posen. De gjorde det, man normalt siger, man aldrig må gøre: vaske sit undertøj offentligt. Tæerne krummede sig sådan sammen under biografsædet, at jeg flere gange var bange for, at neglene ville skære sig igennem fodbalderne. Her nogle år senere kan jeg godt se den og værdsætter den mere. Det var en nødvendig fase for Metallica og bandets medlemmer. Det kostede Jason Newsted og bragte Rob Trujillo ind. Samtidig betød det, at Lars og James for alvor blev venner. Der er ikke noget filter, og filmen er svær at se, men netop derfor er den god. Devilution anmeldte den med fuld honnør, da den udkom på DVD.

4. CLIFF 'EM ALL
Det var reelt den første video, Metallica nogensinde udgav. De sendte den på gaden i 1987 som en hyldest til deres afdøde bassist, Cliff Burton, der omkom på en landevej i Sverige d. 27. september 1986. En dag, der stadig holdes som mindedag blandt mange Metallica-fans. Videoen er en samling videoklip fra forskellige turnéer. Der er nogle ret fede sange fra dengang, de spillede som opvarmning for Raven i 1983, deres kun andet show med netop Cliff Burton (og Dave Mustaine) og så for os danske fans et par sange fra Roskilde Festival i 1986. Kun få måneder før han på tragisk vis omkom. Der er også nogle ganske få hjemmevideoklip, og hele filmen er én lang amatøroptagelse. Nogle vil mene, at den første er den bedste, og 'Cliff 'Em All' derfor er deres bedste film. Det er den på sin vis også, men billedkvaliteten trækker noget ned. Det er dog stadig en fed film, der viser de år, som Cliff Burton var med i Metallica.

5. THE BIG FOUR: LIVE FROM SOFIA, BULGARIA
Ligesom 'Live Shit: Binge & Purge' er Big4-videoen ikke så meget en film, som det er en koncertoptagelse. Alligevel er den værd at tage med. Den viser fire hele koncerter fra fire af de største thrash-bands nogensinde. Der er stadig masser af plads til at diskutere, om Anthrax fortjener pladsen som det fjerde band, eller om bands som Testament, Exodus, Death Angel, Overkill, Kreator eller sågar Machine Head kunne have været det fjerde band. Her konstaterer vi blot, at Metallica, Slayer, Megadeth og Anthrax er foreviget på film, mens de på samme scene på samme dag alle gav en god koncert. Der er endda en fin hyggestund til sidst i Metallicas show, hvor bandmedlemmer fra de tre andre bands kommer op og laver et stort jam. Mere stunt end så meget andet, men nostalgien opvejer det koreograferede en anelse.

Boblere:

Her er vi interesseret i at høre om I mener, vi har udeladt nogle vigtige film. 'Cunning Stunts' da Metallica gjorde brug af DVD-mediets mulighed for flere kameravinkler. 'S&M' da de hyggede sig med et symfoniorkester. Eller en helt tredje udgivelse, vi har udeladt? Kom gerne med indspark. Også hvis I er uenige i rækkefølgen.

Husk, at du kan deltage i vores konkurrence om at vinde biografbilletter til den nye film 'Through The Never' ved at klikke her.