Top 5 - Copenhell 2018: Et år med forbedringer

En næsten udsolgt festival lader til at have fundet et ekstra 1UP, for nu at blive i Jacob Stegelmanns spilunivers. Her får du fem årsager til, at Copenhell 2018 blev afviklet i en forbedret udgave.

De fleste af os pakker godmodigt vandrestøvlerne og lommelærken og drager hvert år mod Refshaleøens yderste betonlag for at skråle med på klassikerne, gå på opdagelse i ny musik og vrisse ad endagsgæsterne.

Nogle år i mere optimistisk fjedrende trav end andre, for det er også blevet en vane. En rutine, der død og pine må gentages, bare fordi Copenhell. 

Der var dog ikke meget at mukke over i år, udover naturligvis den gamle traver: musikprogrammet. Både blandt gæster og på redaktionen blev der råbt på mere black, mere hardcore, mere punk, mere død, flere chancer. Obskure bands fra jordhuler, flere store navne, flere ukendte navne, flere danske upcomingbands, og allerhelst lige præcis MIT yndlingsband. Mindre kan ikke gøre det. 

Uanset hvad essensen er af forrige afsnit, er det på tide at lukke spalten (også jer, kære kollegaer).

For karaktergennemsnittet satte rekord i år. 3,82 ud af 5 sorte firkanter fordelt på 52 bands. Et halvthundrede indslag med stor diversitet og et stort sats med blandt andet førnævnte Jacob Stegelmann & Aarhus Symfoni-orkester. Og så på Helvíti? Tanken var rædselsfuld. Realiteten fuldstændig forrygende. 

Gengangere og overraskelser
Også en gammel drøm om at få Sodom til pladsen lykkedes, ligesom den særegne opsætning med tre bands programsat på samme tid faldt godt ud. Nyt Liv, Smertegrænsens Toldere og UxDxS repræsenterede med hver deres voldsomme og korte sæt, hvad der mudrer på de mindre scener rundt omkring, mens Orm og MØL hviskede med dødskulde om, hvor sort jorden er, når man stikker spaden et hak dybere ned.

Hvad der så aparte ud på papiret, Kellermensch, rykkede alt op ved rode og havde mere rå attitude end størstedelen af de mere hårde bands, og Satyricon tryllebandt flertallet ved midnatsmessen lørdag. Zeal & Ardor, Crossfaith og Igorrr overraskede og høstede blandede meninger, mens Suffocation var et sikkert kort, og W.A.S.P stod for årets nostalgitrip sammen med Helloween. 

Nogle gengangere gav mening i år, andre slet ikke. Tremonti, Soulfly, Arch Enemy og Bullet for My Valentine må snart have udstået deres værnepligt, mens Kreator (eller "KreaTOOORRRRR", som Petrozza ville sige) igen viste format, og Alestorm overgik deres koncert fra 2013 og skabte årets mest pulserende crowd. Også Graveyard og Deftones kunne gøre kritikken af genbrugsbands til skamme. 

Ikke siden 2013 har vi samlet givet så gode karakterer for musikken alene. Men Copenhell er mere end det; på nogle fronter har det været på mere ondt end godt, men i år gik flere ting op i en højere enhed.

1. Indretningen
3,2,1 og direkte til koncert! Der var i år klart bedre fremkommelighed til scenerne, i og med at Styx- og R.I.P-området var modelleret mere homogent ind i opsætningen, og områder som Biergarten, Asgård og Smadreland lå mere isolerede. Også den lille Purgatory-scene til diverse performative indslag lå, så den indgød nysgerrighed uden at ligge i vejen, hvis man havde travlt med at komme om til Hades. 

Det er Tuttens andet år som inde-bodega, og dermed var der god plads til toiletter omkring teltets tidligere beliggenhed, hvilket blot betød fem minutters nødløb fra Hades' forreste hegn til overstået mission og tilbage igen. Presseteltet var i en vogn i den mere isolerede ende af R.I.P, hvilket gav optimale arbejdsvilkår.

2. Pantsystemet
Trods væsentlige presseveer på førstedagen lykkedes det mestendels at få det nye pantsystem op at køre. Copenhells repræsentanter var meget hurtigt i løbende dialog med publikum via Facebook, så de fik rettet begynderfejlene forholdsvis hurtigt op. Respekt for det. 5 kroners pant på et plastikkrus, og så kan man bare bytte til et nyt. Saml elleve, og få en ny øl gratis, eller giv panten til de Hus Forbi-samlere, du ser i gule veste. Resultatet var en totalt ryddet plads, ingen aggressive pantsamlere, mulighed for en billig brandert og en masse kram Hus Forbi-samlere og koncertgæster imellem.

Hus Forbi anslår på deres egen Facebookside at have samlet for over 50.000 kr. i pant. Det er jo rørende smukt!  

3. Toiletforholdene
Yes! Mulighed for anstændigt strinteri ved hegnene langs bakken for mænd og rigeligt med træk-og-slip-udgaver i begge ender af festivalpladsen. Med både håndsæbe, papir og sprit tilgængeligt i stride strømme, mulighed for at fylde vand op og ingen kø er der kun tilbage at sige 'da capo!' 

4. Programplanlægningen
Pandæmonium og Hades startede bedre op på forskellige tidspunkter, og generelt var der meget få overlap i år, med kun enkelte irritationsmomenter, som eksempelvis Kreator og Bersærk samt Sodom og Tsjuder. Også årets konferenciers får ros internt på redaktionen, for kort, præcist og energisk at åbne ballet på de forskellige scener (og så nævner vi ikke mere om Thrash the Gates-fadæsen?).

Da der var afbrændingsforbud, var det ikke muligt at åbne koncerterne med de vanlige ildringe, men et kraftigt Gjallarhorn klarede jobbet med rette stemning.

5. Scenevagterne
Professionelle, vedholdende og fuldstændig rolige. Når de ikke rev folk nænsomt over hegnet, sås de som regel med nakken i passende rytmiske nik og store smil. Sådan skal det være. Den eneste anke herfra er, at der ikke var vand til en koncert som med Parkway Drive, der spillede i bagende sol, og som per erfaring er noget, der skaber flaskehalse, circle pits, crowdsurfing og pres på hegnene. Men det er selvfølgelig ikke vagternes skyld. 

Tak for i år
Som altid er der også kritikpunkter. Mange af dem er vendt på diverse Facebooksider, men et af de tilbagevendende lader til at være shuttlebusserne, der igen skabte pres på Christianshavns Torv og sikrede cykeltaxaerne en god omsætning. Det så også ud til at være koks i koordineringen af de frivillige op til festivalstart, hvor flere der kom langvejs fra strandede i deres biler, som ingen steder måtte holde eller slet og ret intet sted havde at være, da campingpladserne var lukket indtil onsdag.

Det ændrer ikke på, at det samlede indtryk af Copenhell 2018 er eftertrykkeligt godt. Aggressiviteten var ude af pladsen, der var rum til, at forskellige mennesker kunne feste på hver deres måde uden at genere hinanden, på madsiden kunne man i år gå til krebsegilde, hvis det var det, der trak, og musikken sidder som et tungmetallisk vakuum stadig i kroppen.

Næste år er der 10-årsjubilæum på Copenhell. Lad de vanvittige bookingønsker begynde!