Top 5 - Femte gang med Copenhell

Om få dage starter femte omgang af Copenhell, og det bliver også femte besøg for skribent Villumsen, som har taget fem vilkårlige minder op af hatten til ugens top 5.

1.   Konferenciers og rock (og metal!) fra dag ét
”Jeg husker tydeligt det første år og den boblende glæde, som var ved at koge over af forventning, da jeg stod på Refshaleøen med armbånd på kort før startskuddet til den festival, jeg stille havde bedt om i nogle af mine årslister før år 2010 (fx denne): en udendørs metalfestival/-event i min hjemby København.

Dér stod jeg foran den lille af de dengang to scener, og ind kom Anders Bøtter og Carsten Holm og præsenterede det første navn nogensinde på Copenhell. Supercharger. Bandet havde vundet en kategori til samme års Danish Metal Awards og havde dermed landet sig en plads. Så derfor skal der lige lyde en opsang til de tudefjæs, der klager over, at Copenhell trods et (nærmest fjollet) ondt image ikke kun byder den grummeste metal velkommen: der har været rock på programmet fra dag ét”



2. Ild!

”Nu omtalte punkt 1 allerede Copenhells fantastiske blik for detaljer og sjove gimmicks som kister på pladsen, omvendte kors og den allerførste teaser med djævlen, som kommer op fra metroundergrunden ved Kgs. Nytorv (se video nedenfor). I dette univers er det kun naturligt med ILD. Alle der har været på Copenhell, vil have bemærket den store flamme som skydes op mod himlen, kort efter et band går på den største scene. Og sikkert også ved andre lejligheder. I hvert fald har denne skribent ét af årene tilladt sig kun lige at se starten af et af aftenens afsluttende bands, og så tage ”tidligt” hjem og fra køkkenvinduet i en ejendom beliggende på "næsten" Islands Brygge, at kunne se ilden i det fjerne. Sådan. Lad alle københavnerne mærke ildens varsel om helvede i byen!”



3. 5 på stribe og müsli

”Øl. Og ikke mindst ølpriser og udvalg. En evig genstand til diskussion. På Copenhell er en foretrukken indkøbsmåde at få 5 på stribe, så det af og til ikke har været til at opdrive et bærehåndtag pga. for stor efterspørgsel. Den slags problemer er forhåbentlig ovre, når det så rigeligt er bevist, at gæsterne kan lide øl og meget af det. Men man husker år med tilbud a la "køb 5 betal for 4", og så har der været år med peanuts som låg til øllene. Noget som en kæk trommeslager i Psy:code og Red Warszawa resolut hældte i sin(e) øl, for efterfølgende at beklage sig muntert over müsli i øllen. Eller… det var jo bare morgenmad, når den første øl skulle ned efter gårsdagens fest i helvedet.”

4.  Bakken

”Nej, ikke den i Dyrehaven, men i stedet det grønne areal bagerst på pladsen, hvor man har udsigt over de største scener og dermed kan nyde musikken lidt på afstand og sludre med ligesindede. Populær i sol og dagslys, og såvel om aftenen som om natten er der sågar set bare numser lave (u)rytmiske øvelser i takt til musikken fra Biergarten-teltet. En simpelthen genial foranstaltning til en festival og skidegodt set af arrangørerne, at afgrænsningen af pladsen naturligvis ikke skulle stoppe på det befæstede areal, men at de hårde metallere også skulle have lidt blødt græs af ligge i og en folkelig stemning.”

5. Gengangere

”Denne skribent skal være ærlig og indrømme, at der var lidt skuffelse at spore, da nogle bands nu begyndte at havne i programmet for anden gang. Copenhell føles jo stadig så nyt og friskt. Men det er, fordi de fleste besøgende - som jeg selv - tager Copenhell til sig og drømmer med det. Får visioner som folkene bag. Og i virkeligheden er det, som når små børn vil læse de samme bøger eller se de samme tegnefilm igen og igen. Vi vil godt have det lidt, som vi plejer. Derfor er der også brok, når en scenes placering er flyttet, for er det nu lige så godt som sidste år? Gengangere er ikke bare bands, det er også folk, der kommer år efter år. Copenhell er vokset, så der er ikke længere garanti for, at man møder alle venner/bekendte, man ved vil være der, men alligevel hilser man på en fandens masse af vennerne. Festen og fællesskabet hyldes.

Og for at vende tilbage til det med gengangerne på band-siden: hvem kan ikke tage en Behemoth-koncert igen? Det var legendarisk i 2010! Læs bare anmeldelsen HER. Artikelfotoet stammer i øvrigt fra den koncert og viser en ildspyende kvinde, der satte lidt lysende kulør på det ellers mørke univers."