Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 - Gys og musik på CPH:DOX'18

Updated
Top 5 - Gys og musik på CPH:DOX'18

Der er i disse dage dokumentarfilmfestival i hovedstadens biografer, og vi giver et bud på horror- og musikfilm, vi ser frem til at se.

Kunstner
Rigtige metalhoveders yndlingsfilmgenre er horror. Sådan er det bare. Det er ikke vikingefilm eller eventyrfilm, og det er heller ikke de Netflix/HBO-sværd-og-sandaler-og-pushup-bh-serier, der af uransagelige grunde og uden ophør bliver ved med at streame derudad med alt for megen usaglig ros, der går på, at det skulle være tv-kanalerne, der kunstnerisk set er de visuelle mediers banebryder disse år. Nej, det er ej. Horrofilm har altid sat dagsordenen. Fra Victor Sjöströms dobbelteksponeringer af døden over Alfred Hitchcocks politisk ukorrekte, freudianske mindfucks og Dario Argentos nærbilleder af knivblade og læderhandsker til Wes Craven og Tobe Hoopers angreb mod hippienæstekærlighed til Lucio Fulcis penetrerede øjenæbler. Kvaliteten er ikke til at tage fejl af. 

Under dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX, der netop i disse dage dominerer det københavnske biograflandskab, synes horrorfilmgenrenigen at bevæge sig ind i et nyt og ukendt mørke. På papiret i hvert fald. Jeg har endnu ikke set nogle af de nedenstående film, men som horrofilmentusiast har jeg bestemt tænkt mig at få det gjort.

Udover de tre horrorfilm nedenfor, der på hver deres måde emmer af horror, er der også to musikdokumentarer, der kunne være af interesse for de metalhoveder, der favner en smule bredt.

1. 'Caniba' (Lucien Castaing-Taylor, Verena Paravel)  

Kannibalfilmen, der giver Ruggero "Cannibal Holocaust" Deodato mareridt! Nogenlunde sådan synes man at kunne sælge denne film, der ifølge Ekkos anmeldelse af filmen "kort fortalt forsøger (...) at afdække to brødres ønske om seksuel tilfredsstillelse gennem andres eller egen smerte". Filmen er instrueret af makkerparret, der med 'Leviathan' i 2012 overlegent fik en eksperimenterende filmtur på en ordinær fiskekutter i vild blæsevejr gjort til et søsygt mareridt. Ifølge kilder kan man forvente sikkert filmhåndværk og kuldegysende ondskab. 



2. 'Entrance to the End' (Maria von Hauswolff, Anne Gry Friis Kristensen).

Vi lader festivalens beskrivelse af filmen tale for sig selv: "En trippet og brutal, psyko-etnografisk ekspedition ind i underbevidsthedens tropiske jungleland. De tætte, tropiske motiver i 'Entrance to the End' er foreviget analogt på 16mm film i Panamas jungler af Maria von Hausswolff under en rejse til Panama, og al lyd i filmen er optaget på et kassettebånd af medinstruktør Anne Gry Kristensen. Mellemtekster sætter tonen og definerer den evolutionære junglelov: 'We didn't come to dominate the world because we were the smartest or the fittest ... but because we were the craziest, baddest motherfuckers around.' Hausswolff & Kristensens mørke, audiovisuelle værk er underbevidsthedens svar på en ultravoldelig italo-kannibalfilm fra 70'erne, og på enhver romantisk forestilling som naturen som et harmonisk sted i balance med sig selv og sine indbyggere. En værk mellem virkelighed og fantasi, og et af de mest kompromisløse i år".

3. Blue Velvet Revisited (Peter Braatz)

Kom bag kulisserne med Frank Booth? Ja tak!



4. Mr. Finne's Reality Tunnel (Henrik Edelbo)

Så længe den er psykedelisk, kender hverken kunsten, rockmusikken eller stofferne til en udløbsdato.

5. The Ballad of Shirley Collins (Rob Curry, Tim Plester)

En film om den relativt ukendte folksangerinde (korrekturlæseren har været fan, siden han var 15, red.), der blandt andet sang om mørket filtreret gennem en karismatisk stemme, som var hun en lidelsesfuld engel uden alder.