Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 - årets mindst populære artikler

Updated
Top 5 - årets mindst populære artikler

I sidste uge så vi nærmere på hvilke tekster, der var de mest populære i 2017. I denne uge kigger vi den anden vej; hvilke tekster gad færrest læse?

Ikke alt vi skriver er lige populært og generelt er der en tendens til, at pladeanmeldelser ikke er det der skaber den største interesse, men en enkelt koncertanmeldelse sniger sig dog også ind på listen over årets mindst populære tekster.

1. Underspillet tordenvejr med enkelte guldkorn
Pladeanmeldelse: Royal Thunder

"Der er både intensitet og spændingsudladninger på Royal Thunders tredje studiealbum, men decideret bulder og torden skal man kigge længe efter."

Som vi forleden nævnte i AK247, så er vores anmeldelse af Royal Thunders 'Wick', årets mindst læste artikel. Dette får os dog ikke til at sadle om. Vi SKAL anmelde både de brede og de smalle udgivelser.

2. WOA '17: Gennemført belgisk abort
Koncertanmeldelse: Aborted

"Dødsmetalhovederne fra Aborted var nogle af de første til at sætte gang i undergrundsfesten, da de torsdag aften mere end beviste deres værd på Headbangers Ballroom-scenen under dette års Wacken Open Air."

Koncertanmeldelser fra festivaler i udlandet er og vil altid være en niche for de få, der enten var der selv eller har en stor forkærlighed for det anmeldte band. Aborted er ikke helt lige så store som Volbeat, Iron Maiden eller Marylin Manson, så det er ikke specielt overraskende, at det ikke er en anmeldelse, der har trukket mange læsere. Vi anmelder dem dog nok igen alligevel.

3. Den skuffende treer
Pladeanmeldelse: Neck Deep

"Det lå i kortene, at Neck Deep skulle være et af de største poppunk-bands i mange år. Alligevel formår det walisiske band at spænde eklatant ben for sig med et album der mest af alt bare er vildt kedeligt."

Et band fra et område, der ikke har produceret ret mange store navne, som samtidig spiller i en genre, der ikke har den store gennemslagskraft. Det er op af bakke for Neck Deep. Man kan sige, de sidder i det til... nej, det er for nemt.

4. Maria Brink band v.6.
Pladeanmeldelse: In This Moment

"Maria Brink og resten af det let forglemmelige ensemble i In This Moment er parat med deres 6. plade på 10 år. Trods lidt udvikling fristes man til at sige, at alt er, som det plejer, når den amerikanske kvintet udgiver musik."

Igen er vi ude i en plade og et band, der bevæger sig i yderkanten af den sfære, vi befinder os i. Så er det ikke nemt at gøre opmærksom på sig selv.

5. Med piber og trommer – guderne kommer
Pladeanmeldelse: Eluveitie

"For anden gang i Eluveities karriere er de elektriske instrumenter parkeret sammen med bandbussen til fordel for et rent akustisk album. Det er de kommet et helt godt resultat ud af."

Folkemetallerne fra Schweiz har normalt en ret god respons fra genrens fans, men deres akustiske album er der ikke mange, der har gidet læse om. Forhåbentlig har flere valgt at lytte til det, for anmelderen var positivt stemt overfor pladen.