Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 - årsager til at nordmænd er vrede

Populær
Updated
Top 5 - årsager til at nordmænd er vrede

Hvorfor har nordmændene brug for så meget vred musik? Kan det måske være fordi det norske samfund er vredesstimulerende, øretæveindbydende og ... dødsfarligt? 

Dato
11-03-2018

Norge har en lang (og broget) historie med vred musik. Vi skal i dag, ligesom Dr. Phil, ikke udstille det ekstreme (host, Vikernes), men i stedet prøve at forstå, hvorfor Norge er landet med mest corpse paint per capita. For hvorfor er de så sure.

Er der særligt norske faktorer, der kan forklare, hvorfor netop metal har vundet indpas i de norske fjelde? Eftersom undertegnede er på voksenudveksling i Norge (læs: udstationeret af min arbejdsplads), tænkte jeg, at jeg ville undersøge fænomenet. Jeg har herunder fundet fem faktorer, som jeg mener kan have påvirket den hyppige forekomst af diverse ekstremmetalbands i Norge. 

1. Kulde
Okay. Ikke den store overraskelse, at der er fucking koldt i Norge. Men når danskerne peger på deres mobil og siger “føøøøles som minus 15 grader", ler nordmændene af dem. For heroppe er chill factor stadig et fremmedord, der ikke har fået en norsk undersættelse endnu. At begynde at beskæftige sig med, hvad noget “føles som,” er enten a) for tøsedrenge eller b) alt for deprimerende at beskæftige sig med. Her er, for at sige det med et godt gammeldags udtryk, koldt som en brøndgravers røv. Snedybde er derimod noget, man måler. Og den slog rekord med 58 cm i år. I det danske vintervejr kan du med lidt held overleve at sove din brandert ud under åben himmel i vintermånederne. I Norge begynder du at mærke hypotermien langsomt bide dig i haserne, hvis du er udenfor i mere end tre timer i streg. Det betyder, at dit liv og din handlekraft på en helt anden måde er sat ud af kraft i Norge. I nogle tilfælde kan du risikere ikke at kunne forlade dit hjem i flere dage. Forestil dig en teenagetid i et sådant land. Måske endda uden internet. Oh, the horror!

2. Livsfare
Døden er altså med andre ord lidt tættere på, når man bor i Norge. Men det er skam ikke kun frysedøden, man skal frygte heroppe – det er også alle mulige andre ting. Heroppe griner de, når man kalder noget i Oslos omegn for “et fjeld”. Det hedder kun “en ås,” når den er så lille. Ikke desto mindre er der, hvis du er uheldig at trille udover den forkerte skrænt, op til en almindelig etageejendoms længde ned til den sikre død. Og det er ikke kun et par steder. Byen er bygget på adskillige åse, så du finder dem i hvert kvarter. Desuden afmærkes intet af dette på kort. Så et uopmærksomt øjeblik med øjnene rettet mod Google Maps kan lede dig flere hundrede meter i vejret. Glem at skyde genvej – det kan også blive livsfarligt. Og dette er midt i en storby! På mine forfædres grund på den norske vestkyst, i byen Haugesund, gyngede vi som børn ofte ud over vores egen personlige, ti meter dybe kløft i baghaven. 

3. Alle er fucking sporty
Det tog ikke mange ture på Tinder at finde ud af, at yndlingshobbyen heroppe er at "træne”. Nu tænker du måske, at det næppe kan være værre end i Danmark. Men jo, det kan det sgu. En ud af fire drenge mellem 16 og 18 drikker proteintilskud. En fjerdedel! En forklaring kan være, at heroppe har der i årtier ikke været meget at se til om vinteren. Så man har selvfølgelig fundet på dødsensfarlige sportsgrene som alpinski, skihop og skiskydning for at få tiden til at gå. Og det betyder også, at man på trods af kulde og fare død-og-pine må i træningscenter næsten hver dag for at være klar til at stå ud på ski, så snart det ringer ud om fredagen. Her er med andre ord ikke særligt meget plads til dem, der blev valgt til sidst i gymnastiktimerne. Hvis du hverken kan stå på ski eller snowboard (eller bare har svært ved at holde balancen på veje med fem centimenters isbelægning), så er dit eneste alternativ nærmest at låse dig inde og vente på bedre tider. I Danmark kalder vi det “hygge”, men heroppe er du den eneste, der gør det, og det er der ikke særlig meget hygge ved. 

4. Alle er sygt flinke
Altså sådan heeeeelt vildt flinke. Jeg læste en anmeldelse på en norsk udgave af Trustpilot, hvor en sur kunde havde beskrevet, hvordan vedkommende havde oplevet så dårlig service, at vedkommene sagde farvel med “ha det” og ikke “god helg” (god weekend) – SELVOM DET VAR FREDAG. Det er cirka så tossede, nordmænd kan blive, eller i hvert fald lade det komme til udtryk. Når man møder nye mennesker siger man “hyggeligt”, selvom man ved grød ikke aner, om det er en skid hyggeligt! Alle er, præcis som reglen i Kardemommeby beskriver det: “Man skal ikke plage andre, man skal være grei og snill, og forøvrig kan man gjøre hva man vil.” Men ikke at “plage andre” betyder også, at du så absolut ikke må brokke dig. Hvad angår “kan man gjøre som man vil,” så er det en sandhed med modifikationer. Alt, du gør, skal vejes efter “grei og snill”-skalaen, og den er aldeles ikke gearet til, at du er alt for nonkonform.  Hvis du har en dårlig dag, så lad være med at  have den i Norge, for tilliden til dig vil efterfølgende være på et meget lavere niveau. 

5. Ingen vrede
Det leder os til vores sidste punkt: Ingen er nogensinde vrede i Norge. Jeg bor ved siden af et værested for stofbrugere, og her er der knap nok ballade. Kun én gang på mine fire måneder heroppe har der været ét skænderi på vejen. Måske er det netop faren for at blive frosset inde med menneskene omkring én, der har gjort, at nordmænd undgår konflikter for alt i verden. Det er dog på ingen måde en anbefalelsesværdig måde at leve sit liv på. Heroppe fornemmer man, hvordan venligheden igen og igen spænder ben for forløsningen i et godt skænderi. Jeg ringer oftere og oftere hjem til venner og familie i Danmark bare for at brokke mig. Hvis man er født med et mørkere eller mere eksplosivt sind end den gennemsnitlige nordmand, så kunne jeg faktisk godt forestille mig, at man let kunne blive indebrændt nok til at stikke ild til den lokale kirke – eller i en mindre ekstrem version lade håret gro ud, male sig i ansigtet og skrive vrede sange med sine (meget få) indebrændte venner.