Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 - Bandnavnsgeneratorer

Populær
Updated
Top 5 - Bandnavnsgeneratorer

Kunsten at vælge et bandnavn er ikke så svær endda, og vi har denne gang fremhævet fem formler til at opfinde navnet, der får dit band at lyde som det ypperste inden for genren. Eller ikke.

BONUS: Kan snildt ændres til en drikkeleg, hvor man i fælleskab finder på navne, og drikker hver gang man kommer til at nævne et faktisk band. Med www.metal-archives.com under armen kommer man langt.

ADJEKTIV + GENSTAND FRA NATURHISTORISK MUSEUM = SLUDGE

Nej, det er ikke krav at være fra Portland, Oregon, gå med Vans og involvere udstoppede dyr i det meste, man laver - der er andre måder at snige sig snedigt med på bølgen af Relapse Sludge, selvom chancen for en pladekontrakt er lig med nul. Vælg et ord af deskriptiv art og kombiner det med en genstand, gerne dyr, fra Naturhistorsk Museum. Det lyder lidt nørdet, lidt belæst, men mest af alt lige så uoriginalt som alt det andet. Black Mammoth er vist ikke taget endnu.

‘STEEL’ + SUBSTANTIV = GLAM ROCK/HEAVY METAL

Den er lige til højrebenet den her, og involverer ikke andet end dit yndlingsord, introduceret ved ordet ‘Steel’. Alle substantiver kan bruges og opnå den ønskede effekt, mens ord, der besidder en lidt 80’eragtig stemning bare er generelt upassende, virkelig sidder i skabet. Det er svært ikke at starte selv, så man kan lægge ud med ‘Steel Feeling’, ‘Steel Panties’ og tage den helt til ‘Steel Pussy’, på trods af der næsten garanteret er nogen, der hedder det.
Skal det være traditionel metal, skal man bruge et lidt voldsommere, eller et våben- eller helterelateret ord; 'Steel Hammer', 'Steel Axe' eller 'Steel Darkness' kan eventuelt anbefales.

VERBUM + ‘THE’ + SUBSTANTIV = CORE

Når man så har brugt så meget tid og penge på at tatovere hvert fingerled og få udvidet de øreflipper, og endelig har overbevist si manglende selvtillid fuldstændig om, at man bliver den næste Mitch Lucker - ja, så er der ikke meget overskud til at finde på bandnavn. Heldigvis er de mest succesfulde som regel de mest generiske, og det er oplagt at vælge verbum + "the" + substantiv-løsningen, og finde en relativt åndssvag bydeformssætning. Og derefter overtage verden. Purge The Balance! Balance The Purge!

SUBSTANTIV + FORKERT STAVNING = THRASH

Vred på verden, vred på systemet, vred på retskrivning. Hvad er mere anti-alt end at skide på grammatikken og alle de lærertyper, der har holdt én tilbage? Det er gengældelsens time, og nu er det jer i Kremator, der laver (retskrivnings)reglerne!

Og så den klassiske:

VÆLG EN SANGTITEL FRA DET BAND I SKAMLØST EFTERABER

Det er, ligesom resten, gjort så mange gange før. Men ikke desto mindre den sikreste, mest ligetil måde at finde et navn, der rigtig indbefatter hvad bandet er: En ren kopi. Den var hård, hva’?