Top 5 – Copenhell 2017s højdepunkter

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/fb/e8/f8/top-5-hovedbillede-6-1498556658.jpg
26. Juni 2017    

Årets hovednavne som Slayer og Five Finger Death Punch skuffede ikke, men Copenhells højdepunkter kom fra de mindre navne. Vi giver et bud på de fem fedeste koncerter!

Fotograf
Jacob Dinesen

”Devilution er metalmediernes svar på Thomas Treo,” kommenterede en læser på Facebook i opslaget til linket af vores anmeldelse af rockbandet Alter Bridges koncert på Copenhell, som vores skribent fandt søvndyssende og tildelte én sort firkant.

Vi medgiver, at ingen koncerter i år var i den kategori, hvor den sjældne karakter 666 skulle i brug. Mindre kunne også gøre det.

Ud af festivalens 42 koncerter har vi ti gange uddelt fem sorte firkanter. Vi er sgu selv chokerede! Blandt andre til hovednavne som Slayer, Opeth, In Flames og Five Finger Death Punch. Mens det nu kun var Alter Bridge og Psychotic Waltz, der skrabede bunden og måtte nøjes med en enkelt firkant.

Sådan lagde årets Copenhell rammer til en række stærke oplevelser. Nogle af dem mere overraskende end andre. At Slayer var i knusende god, form kom måske ikke ligefrem som et lyn fra en sort himmel. Sådan var Slayer – igen – fede. Men ikke blandt de største højdepunkter. De skulle findes blandt programmets mindre navne.

I ugens top 5 giver et bud på Copenhells fem fedeste højdepunkter.

1. INVOCATOR

Sanger og guitarist Jacob Hansen og bassist Jesper Kvist samt trommeslager Jacob Gundel.

Ikke siden 2010 havde de danske thrashkonger spillet live. Eller eksisteret for den sags skyld. Gendannelsen var sket til lejligheden, hvilket Copenhell havde arbejdet på at realisere i flere år. Og det lykkedes heldigvis festivalen at overtale bandboss Jacob Hansen til give denne eksklusive koncert. Men spørgsmålet var, om Invocator så også kunne stå distancen og stadig være fede og relevante. Det kunne Invocator i den grad!

Læs anmeldelsen: Suveræn dansk verdensthrash

2. THE DILLINGER ESCAPE PLAN

Frontmand Greg Puciato i fuldt flor for en sidste gang i Danmark.

Det var definitivt sidste gang, kvintetten fra New Jersey kunne opleves på dansk grund. The Dillinger Escape Plan indstiller karrieren med den begrundelse, at det vanvittige energiniveau, bandet har lagt i deres koncerter i over 20 år, er umuligt at blive ved med at præstere med medlemmernes fremskredne alder. Her kan man sgu tale om selvindsigt og ærlig snak, som andre grupper kunne lære en hel del af. Men kunne The Dillinger Escape Plan så også levere en ægte vanvidsudfoldelse for en sidste gang på Copenhell? Det kunne de. Uden tvivl!

Læs anmeldelsen: Akrobatik og hormonel rasen

3. BATUSHKA
Ritual og koncert fulgtes ad under polakkernes mørke messe efter fredag midnat.

Det russisksyngende polske band, der blander black- og doomelementer og bruger religiøse temaer lyrisk og, især, æstetisk, har de seneste to år fået en del opmærksomhed, særligt grundet deres religiøse image og hemmelige identiteter – med andre ord en “trve” udgave af de svenske heavypoppere Ghost. Nå ja, og så er Batushkas debutplade ‘Litourgiya’ stærkt anmelderrost. Fredag nat stod det kutteklædte band så for første gang klar foran et dansk publikum. Ville der mon vise sig at være en sandhed i hypen? Batushka gav selv svaret med et stort rungende ja!

Læs Anmeldelsen: Helvedes liturgi

4. OVERKILL

Det var hverken til at høre eller se, at sanger Bobby Blitz lige var fyldt 58 år.

Skønt thrash-bandet fra New Jersey har eksisteret siden 1980 og faktisk er ældre end Metallica, Slayer, Megadeth, Anthrax, Exodus og Testament, så er Overkill det thrash-navn blandt de nævnte kollegaer, der færrest gange har spillet i Danmark. Og i festival-regi skulle vi faktisk til helt tilbage til Roskilde Festival i 1993, før Overkill sidst kunne opleves under åben himmel i Danmark. Lørdag aften på Copenhell stod de her så endelig i den friske luft, uden at de tabte pusten. Mildt sagt. Flere fra redaktionen var i sekundet efter, koncerten var overstået, ikke i tvivl: Overkill gav en af de bedste thrash-koncerter i Copenhells historie!

Læs anmeldelsen: Fræsende fede thrash-tæsk

5. CANDLEMASS

(52-årig Mats Levén imponerede stadigvæk som svenskernes ukuelige frontmand)

Candlemass er et band, der kun sjældent spiller i Danmark – dette var gruppens kun femte eller sjette besøg i landet, hvor de senest spillede i 2015 på Metal Magic til en af de bedste koncerter på den festival. Kunne svenskerne så gentage triumfen i Copenhells større rammer her to år senere? Det kunne Candlemass i sådan en grad, at ikke et øje var tørt blandt granvoksne mænd og kvinder i deres forvaskede heavytrøjer. Kongekoncert!

Læs anmeldelsen: Candlemass viste klassen

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her