Top 5 - Covernumre
Populær
Anthrax er på vej med en ep, hvor de spiller covers af deres gamle idoler fra rockens verden, og i den anledning ser vi nærmere på de 5 bedste metal- og rocknumre, indspillet af andre bands i de hårde genrer
Det har altid været en tradition inden for metallens verden at man hylder sine idoler og favoritnumre gennem tiden. Anthrax gør det med stil og udsender snart en ep, hvor de kun spiller numre med heltene fra Thin Lizzy, Boston, og Rush med flere. Og derfor bringer vi vores bud på 5 af de bedste coverversioner gennem tiden. Umiddelbart en gigantisk jungle at finde rundt i, specielt når mange bands har en tendens til at udsende disse numre på ep'er, sjældne vinyler eller japanske special editions. Så på redaktionen er vi såmænd heller ikke mere alvidende og arrogante, end at der meget muligt kan være smuttet en fuldtræffer eller to. Så bring dit bud frem i lyset hvis, følelsen af oplysning melder sig!
1. Metallica – 'Mercyful Fate Medley' af Mercyful Fate (Garage Inc. 1998)
Verdens største metalband trak en genistreg op af hatten, da de valgte at spille covers af det sejeste band fra helvedes danske afdeling. Kvartetten fik samlet fem af danskernes bedste numre i et: ’Satan’s Fall’, ’Curse of the Pharaohs’, ’A Corpse Without Soul’, ’The Coven’ og ’Evil’. Intet mindre end suverænt sejt sammensat, og man kan kun misunde de to herrer fra redaktionen, der oplevede begge bands spille det over 10 minutter lange medley sammen på scenen til Metallicas 3-års jubilæum i 2011.
Og skal vi lige for god ordens skyld snige endnu et Metallica-cover ind her, hvor vi ikke kommer uden om Diamond Heads ’Am I Evil’. Endnu en genistreg fra Metallica, hvor betydningen for Diamond Heads efterfølgende karriere næppe kan undervurderes.
2. Type 0 Negative – 'Black Sabbath' af Black Sabbath (Nativity in Black, 1994)
Hvis man skal udnævne det bedste coveralbum nogensinde, er der kun en mulighed: ’Nativity in Black’. Tribute-skiven til Black Sabbath er kort sagt et mesterværk, hvor mange af numrene er på højde med originalerne. Type 0 Negative frembragte det ypperste resultat med versionen af ’Black Sabbath’. Indledningen byder på boblende kedler fra helvedes køkken, mens Pete Steeles dybe stemme er som skabt til det sataniske nummer. Josh Silvers dystre keyboard lægger opfindsomt mere til sangens depressive stemning, og slutningen udvikler sig fra originalen hen mod en hypnotiserende hymne, der blot understreger Steele og Negatives geniale sans for de melankolske kompositioner.
Og glem ikke Type 0 Negatives ligeledes ultimative cover af ’Paranoid’ der trækker ud i 7:30 minutter – 5 minutter længere end Black Sabbaths originale!
3. Gehenna – 'Transilvanian Hunger' af Darkthrone (Darkthrone Holy Darkthrone, 1998)
Hvis man skal finde et band der for alvor definerer, hvad black metal handler om som musik-genre og livssti, er det om nogen Darkhrone. Og den særlige position kom til udtryk, da otte andre bands fra det mørke Norge udsendte en hyldest under titlen ’Darkthrone Holy Darkhtrone’. Et suverænt cover-album, hvor Gehenna trak det længste strå. Mage til modbydelig og isende kold ondskab skal man sgu lede længe efter. Faktisk er Gehennas version så fed, at originalen mister sin patos, og resultatet er noget nær et af bedste numre i black metallens historie. Og nu når vi er ved Darkthrone, kan vi ikke komme uden om, at drukkenboltene fra Illdisposed gjorde det satans godt på deres version af Darkthrones 'Cromlech' fra år 2000' coverskive 'Retro'.
4. Entombed – 'God of Thunder' af Kiss (Ouf of Hand, single, 1994)
Det kan godt være, at Gene Simmons betragter sig selv som musikkens tordengud af rock ’n’ roll, men når først Entombed kommer på banen med deres version af 'God of Thunder', må den lang-tungede bassist vige pladsen for Entombeds Lars Göran Petrov. Svenskeren spyr mere torden-vokal ud af sin rå bodega-kæft, end Gene Simmons nogensinde kan købe med milliardkontoen. Læg dertil Nicke Anderssons velbuldrende trommer og de tunge nedstemte guitarer, og du har formlen på den ultimative omgang death ’n’ roll. Entombed formår at fange sjælen i nummeret og sender det ud med en autenticitet, der føles som et leverhug fra Mike Tyson.
Hvis nogen til gengæld har leveret en kopi af Kiss som en brækket vatarm, er det den såkaldte supergruppe Black Diamond Brigade, der blandt andre talte Satyr og Billy Gould fra Faith No More. De fik vist aldrig indspillet andet end Kiss’ ’Black Diamond’, og så var de væk lige så hurtigt som de kom frem. Og det forstår man såmænd udmærket.
5. Death – 'Painkiller' af Judas Priest (The Sound of Perservance, 1998)
Når et af verdens sejeste bands spiller et cover af et af verdens andre sejeste bands, kan det naturligvis ikke gå galt. Chuck Schuldiner lægger sin rå stemme på hylden og giver den gas som en skrigende Rob Halford. Fra den kendte intro med de buldrende trommer og hen til sangens karakteristiske guitarriffs og over til K.K. Downings blærede soli. Death formår selvfølgelig at spille alt ned til den mindste detalje i et supertight tempo. Det lyder måske for meget som originalen, vil nogen indvende, men i det her tilfælde? Who cares – når det er Death, der spiller Priest!
Boblere og bud fra redaktionen:
Bathory - 'Ace of Spades' af Mötorhead (Tungt og skarpt skåret!)
Benediction - 'Forged in Fire' af Anvil (Anvil udsat for dødsmetal? Helt sikkert!)
Mötorhead - 'Highway to Hell' af AC/DC (whisky-stemme cover whisky-stemme - fedt!)
Sepultura - 'Orgasmastron' af Mötorhead (Fandenivoldsk! Satyricons cover er også godkendt)
Krisiun - 'Sweet Revenge' af Mötorhead (alle bør egentlig bare spille Mötorhead!)
Nickelback - 'Sad But True' af Metallica (HAHA ? HAHAHAHAHAHAHAHAHA!!!!!)