Top 5 - Dimebags bedste riffs

Den 8. december 2004 mistede Dimebag Darrell livet. Ikonets arv lever dog for evigt. Ugens top 5 markerer guitarheltens tragiske død for ti år siden med et bud på hans sejeste riffs!

D. 8. december 2004. Nyheden fyldte ikke meget i de danske mainstreammedier. Små notitser og et kort indslag i TV 2’s aftennyheder var, hvad det blev til. Sådan er det jo med de rigtige nyheder.

Men allerede fra om morgenstunden d. 9. december spredte chokket sig som en tragisk steppebrand blandt de danske metalfans. Som med 9/11 husker de fleste nok, hvad de foretog sig i det øjeblik, tsunamien af sms’er begyndte at tikke ind fra vennekredsen.

Dimebag Darrell var blevet skudt ned og dræbt på scenen midt under en koncert med sit nye band Damageplan – en meningsløs handling af en gal Pantera-fan, der begik forbrydelsen i frustration over, at gruppen var gået i opløsning året inden. Angiveligt som en reaktion på, at Phil Anselmo i et interview bebrejdede Dimebags alkoholproblem som årsagen til bandets opløsning.

Sidste år kårede vi Dimebag Darrell som nummer 1 på listen i vores top 5 over legendariske metalguitarister, der døde i en for tidlig alder – med god grund.

Få matcher Dimebag Darrells evner. Som 15-årig dannede han Pantera med sin bror Vinnie Paul i 1981. De fire første power metal/glam-udgivelser fylder sjældent meget i folks bevidsthed, men mon ikke de fleste metalfans har alt fra gennembrudspladen ’Cowboys From Hell’ og frem stående i samlingen?

Pantera pionerede med deres groovy post-thrash, hvilket især skyldtes Dimebags innovative talent på guitaren. De er indiskutabelt 90’ernes vigtigste metalband, der især med ’Vulgar Display of Power’ definerede den moderne metallyd – den såkaldt kliniske og overkomprimerede lyd, som vore kære bloggere hos Fjenden foragter med et uendeligt had fra bunden af deres true undergrundshjerte.

Fred være med det. Sæt Pantera på til hvilken som helst fest eller rockbar, og du oplever straks gæsterne stikke en knyttet næve i vejret eller nikke i takt til de hidsige toner.

Sådan er det med gruppen fra Texas. Det er musikalsk terapi, der slipper frustrationerne løs på den gode måde. Selv havde Dimebag Darrell Eddie Van Halen, Randy Rhoads, Ace Frehley som sine tre favoritguitarister, og Judas Priests ’British Steel’ og Metallicas ’Kill ’Em All’ hørte til blandt yndlingspladerne.

Det fortæller han i bogen ’Riffer Madness’, som enhver såvel spirende som øvet guitarist bør nærstudere. Det er en samling af de 28 klummer, han op igennem 90’erne skrev for Guitar World Magazine om den metier, han var en af de bedste til i metallens historie.

”To me and my band, guitar riffs are what it’s all about,” skriver han i en af klummerne. En top 5 er på ingen måde fyldestgørende (snarere umulig!), men i anledningen af ikonets tragisk død for ti år siden, giver vi et bud på fem af Darrell ”Dimebag” Abbotts bedste riffs.

1. Cemetary Gates (Cowboys From Hell)

Der er formodentlig guitarister, der ville ofre deres egen mor i bytte for at have skrevet det her dræberriff, der sparker sangen i gang efter den akustiske intro, der her er undladt i musikvideoen. Det riff og nummeret som helhed er en regulær genistreg og hører til blandt metalhistoriens ypperste kompositioner.




2.  A New Level (Vulgar Display of Power)

Der findes tunge riffs, og så findes der ’A New Level’. Det åbningsriff, som Dimebag veksler mellem  at spille almindeligt og palm muted, der gør guitarlyden ekstra tung, er et regulært skoleeksempel på, hvor brutalt et relativt simpelt riff kan fylde et nummer med 100 % headbangninggaranti.




3. Hollow (Vulgar Display of Power)

’Hollow’ er en af de bedste melankolske metalsange, der er skrevet. Hovedriffet går lige i sjælen, mens nummerets afsluttende riffs er rendyrket arrigskab.




4. Domination (Cowboys From Hell)

Sangens hovedriff er i sig selv suverænt. Men afslutningen! Den ultratunge afslutning er i en bulldozer-liga for sig selv, så det simpelthen ikke bliver mere heavy. Og tjek så lige den her live-udgave!




5. Shedding Skin (Far Beyond Driven)

”Usually the hardest-sounding riffs are simple... this riff is a perfect example of this,” skriver Dimebag i klummen om ’Shedding Skin’s åbningsriff.  Nej, sangskrivning behøver ikke at være indviklet, men det at gøre det simpelt er i sig selv den svære kunst at mestre. Riffet i ’Shedding Skin’ er benhårdt og skåret ind til benet på en måde, som Dimebag havde en helt unik evne til at gøre. Tænk bare på ’Walk’ eller andre numre her fra ’Far Beyond Driven’ som ’I’m Broken’, ’Becoming’, ’5 Minutes Alone’ eller ’Slaughtered’. Sagt på en anden måde, så er ’Far Beyond Driven’ generelt et langt riffer madness-mesterværk!