Top 5 – efterårets plader

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/88/7a/28/satyricondeepcallethcd-11-1504696502.jpg
06. September 2017    

Her i efteråret kommer de sidste af årets store pladeudgivelser, og blandt dem, vi ser særligt frem til, er Satyricon, Enslaved og Myrkur.

Efteråret og december måned runder et 2017 af, der i forvejen har set et hav af spændende udgivelser. Vi har allerede givet topkarakterer til danske SolbrudKellermensch og Natjager, mens udlandet har imponeret med Body Count, Vallenfyre og mange flere.

Vi kigger på de fem plader, vi har et godt øje til her i efteråret.

1. Satyricon – Deep Calleth Upon Deep
Norske Satyricon behøver ikke nærmere introduktion. Deres bagkatalog taler for sig selv og med den selvbetitlede ’Satyricon’ fra 2013 er forventningerne skyhøje. Heldigvis gæster de også Danmark senere på året når de giver koncerter i både København i Pumpehuset d. 17. oktober og i Aarhus på Train d. 19. oktober. 'Deep Calleth Upon Deep' udkommer 22. september 2017.

2. Myrkur – Mareridt
Danske Myrkur barsler med en opfølgning på debutpladen ’M’ fra 2015. Der har været masser af omtale og hype omkring Myrkur, og den svære toer vil så vise, om der er noget om snakken.
'Mareridt' udkommer 15. september 2017.

3. Enslaved – E
Endnu et norsk band, der startede som rendyrket black metal, men som i stedet for at gå mod rock’n’roll som Satyricon har bevæget sig over mod det mere progressive gennem årene. Enslaved har generelt holdt et højt niveau, så vi tør godt håbe på en lækkerbisken.
'E' udkommer 13. oktober 2017.

4. Cavalera Conspiray – Psychosis
Brødrene Cavalera har fælles fortid i Sepultura og har brugt det meste af 2017 på at turnere og spille den gruppes milesten, ’Roots’. Det har vi set dem gøre både på Voxhall og på Wacken i sommer. Men de har også haft tid til at komponere musik i studiet, og frugten af det høster vi til november. Forhåbentlig er det mere relevant og intenst, end koncerterne var det, og måske kan det endda hæve niveauet fra deres foregående plade, 'Pandemonium'.
'Psychosis' udkommer 17. november 2017.

5.  Cradle of Filth – Cryptoriana – The Seductiveness of Decay
Om ikke andet så fordi titlen forpligter. Cradle of Filth har siden en monsterdebut i 1994 og den opfølgende ’Dusk… And Her Embrace’ to år senere været noget svingende på de seneste plader. Men trods utallige udskiftninger blandt medlemmerne, så har rygraden i bandet, forsanger og stifter Dani Filth, formået at udsende plader kontinuerligt siden starten for snart 25 år siden. ’Cryptoriana – The Seductiveness of Decay’ bliver Cradle of Filths 12. plade. Line-uppet fra den seneste plade, ’Hammer of the Witches’, er intakt, og den plade gav vi topkarakter. Så vi er spændte!
’Cryptoriana' udkommer 22. september 2017.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her