Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5: Geniet Gene Simmons

Populær
Updated
Top 5: Geniet Gene Simmons

Kunstens åbenbaring. Mændenes mænd. Musikhistoriens største geni – ugens top 5 hylder Gene ”The Demon” Simmons!

Fotograf
Jacob Dinesen (Horsens 2017)

Der er næppe mange mennesker, der får lov til at opleve deres drømme blive til virkelighed med så meget succes, som tilfældet er det med Gene Simmons.

Bassisten i Kiss er musikeren, man enten elsker eller hader, og manden, der konstant synes at have en holdning til alt og alle.

Gene Simmons livsmål var at blive rig og berømt. Metoden dertil hed Kiss. Det lykkedes i den grad Gene Simmons at indfri forventningerne til sig selv.

Ifølge en top 10 over musikhistoriens rigeste bassister fra 2014, hvor Paul McCartney suverænt indtager førstepladen, ligger Gene Simmons på en delt andenplads sammen med Sting med personlige formuer på 1,7 milliarder danske kroner.

For Simmons' vedkommende en pengetank baseret på 100 millioner solgte Kiss-plader og dertil mindst 2.500 spillede koncerter og toppen af kransekagen: Over 3.000 produkter med Kiss.

Mest bemærkelsesværdigt er de officielle Kiss-urner og kister, som ægte fans naturligvis begraves i. En af dem var Panteras Dimebag Darrell, der efter det meningsløse mord på ham blev sænket i graven i en Kiss-kiste.

Lyder det tiltalende? Bestil da trygt en Kiss-kiste til 35.000 kroner på bandets hjemmeside!

Og Gene Simmons værner om forretningen. I 1988 sagsøgte han King Diamond, fordi danskerens ansigtsmaling på coveret til ’The Dark Sides’ mindede for meget om Simmons’ måde at male ansigtet på.

Retssagen blev droppet, efter King Diamond lagde sig fladt ned og ændrede på sin makeup.

Hos Gene Simmons er der ingen moralske skrupler over noget som helst. Gene Simmons påstår, han opfandt metal-kulturens hilsen – djævletegnet med fingrene. Sandheden er, at æren tilfalder Ronnie James Dio.

”Gene Simmons ville også kunne finde på at sige, at han opfandt sko og det at trække vejret,” har den nu afdøde Dio sagt i et interview. Ordene falder i dokumentaren ’Metal – A Headbangers Jouney’, hvor især sekvenserne med Dio, der tager pis på Gene Simmons, huskes. Og hvad Dio fortæller om sig selv, har vi glemt.

Det er Gene Simmons' store genistreg. Han bliver husket i sammenhænge, han i første omgang slet ikke har noget med at gøre. Men altid sørger for andre hiver ham ind i – bevidst provokerende og på irriterende vis.

Gene Simmons sagde, at rocken var død og blev svaret igen af alt og alle. Fra musikkritikerne til AC/DC’s Brian Johnson.

Gene Simmons sagde, at N.W.A. ikke hørte hjemme i Rock & Roll Hall of Fame, da rapgruppen blev optaget i 2016, og langede ud efter Ice Cube på Twitter og sagde desuden, at han så frem til den dag rapmusik ikke længere eksisterede og var uddød.

Sådan blev nyhedshistorien om N.W.A.’s indlemmelse i Rock & Roll Hall of Fame til nyhedshistorien om Gene Simmons' mening om rap.

Nyhedshistorien om Princes død af et pillemisbrug blev også til nyhedshistories om Gene Simmons, der kaldte Prince’ død for ynkelig.

Gene Simmons hævder, han har ordnet op mod 5.000 damer. I 80’erne begyndte han at fortælle om sit forbrug af kvinder.

Her var han oppe på de første 2.000 og stillede med glæde op i utallige talkshows og nød opmærksomheden i programmerne, når værterne og andre medvirkende svinede ham til og anklagede ham for at være mandschauvinist.

Og når Gene Simmons ikke medvirker i andres programmer, så medvirker han i alle sine egne reality-programmer.
Sådan holder han liv i egoet Gene Simmons og brandet Kiss. Og det virker. På Devilution er der ingen som Gene Simmons, der kan sætte skribentstabens pis i kog.

Nu får Gene Simmons også sin egen Top 5. Det manglede da bare. Der er ingen vej udenom, at vi i denne uge hylder kunstens åbenbaring. Mændenes mænd. Musikhistoriens største geni. Gene ”The Demon” Simmons!

1. Musikkens Godfather Gene Simmons

”Mine øjne og ører har lige fået Ebola,” sagde skribent og korrekturlæser Mads Pedersen, da han havde set 30 sekunder af denne genistreg, hvor Simmons fuldstændig overlegent demonstrerer, hvordan The Prodigys ’Firestarter’ i virkeligheden bør lyde!

Nummeret er fra 2004 og findes på Simmons anden soloplade, der har den korte, men triumferende fede titel – ’Asshole’!



2. Countrymusikkens Tordengud Gene Simmons

Yiiihaaa! I 1995 gik Kiss unplugged og udsendte året efter koncerten på cd og vhs, men denne sublime omskrivning af Simmons signatur-sang ’God of Thunder’ i en uptempo countryversion blev skåret fra.

Først et årti senere blev denne sublime perle tilgængelig på dvd-sættet ’Kissology Volume Three: 1992–2000’.



3. Method Acting-Guruen Gene Simmons

Kan man række tunge, kan man også spille skuespil.  Allerede i 1978 debuterede Gene Simmons som skuespiller i ’Kiss Meets the Phantom of the Park’, hvor de fire helte i Kiss kæmper imod en gal opfinder i forlystelsespark.

Siden er det blevet til mange glorværdige roller i karrieren. Simmons har spillet Satan i en kortfilm, lagt stemme til en karakter i SvampeBob Firkant, men Simmons er allerbedst, når han er skurk.

I ’Dusørjægeren’ fra 1987 spiller han terrorist og bliver sprunget i småstykker af en håndgranat, han får i munden af handlingens helt spillet af kultstjernen Rutger Hauer.

Men året før denne klassiker er det i ’Never Too Young to Die’, Simmons virkelig viser, hvilket skuespillerformat han er lavet af. Her spiller han skurken Velvet Von Ragnar, der ikke blot er en vild morder, men også en hermafrodit, der optræder som dragqueen. Ja da!



4. Visdommens Vidunder Gene Simmons

Gene Simmons er en flittigt brugt samfundskommentator i de amerikanske medier. Især det kontroversielle nyhedsmedie Fox ynder at bruge Simmons’ begavelse til at forklare seerne, hvad der er op og ned i verden.

Og når nu størstedelen af landets kendisser står i kø for at svine Donald Trump til, så kan Fox altid få Simmons i studiet til at forsvare den forhadte præsident og få ham til at forklare alle de kritiske kendisser, at de skal holde deres kæft og ikke åbne munden om politik.

”Celebrities Should Shut Their Pie Holes,” som Simmons siger her i klippet fra dagene efter, Trump vandt præsidentvalget i november 2016. Og det gælder kendisser! Ham selv undtaget naturligvis ...



5. Ondskabens Inkarnation Gene Simmons

Ret skal også være ret. Gene Simmons kom ikke frem på at være total idiot. Gene Simmons og Kiss var vitterligt geniale, da de kom frem i 1970’erne. Både med deres musik og deres måde at servere den på for folket.

Da Kiss pladedebuterer i 1974 medvirker Gene Simmons i The Mike Douglas Show, som i 1960’erne og 1970’erne var et af USA’s mest kendte og sete talkshows.

Alle store stjerner i de to årtier har været forbi. Fra John Lennon til Louis Armstrong.

Men ud af de 4.000 gange programmet blev vist, er besøget med dæmonen Gene Simmons endt som en af programmets mest berømte episoder.

Ingen hjemme i de amerikanske stuer havde set noget lignende før. Og slet ikke i studiet, hvor damen ved siden af Simmons ikke just ser begejstret ud for den kommende rockstjerne, da han først rækker sin berømte tunge ud af munden cirka 90 sekunder inde i klippet og fortæller han er ondskaben selv – fra dengang Gene Simmons rent faktisk var pissesej!