Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 – En helvedes aften

Populær
Updated
Top 5 – En helvedes aften

På onsdag lægger tre stærke navne Vega ned, og det er noget, der bringer fælles forventninger til redaktionen.

Kunstner
Titel
+ Carcass + Hell
Spillested
Dato
02-12-2013
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)

Så meget at årets julefrokost er lagt denne dag og bliver startskuddet til en aften, hvor Amon Amarth headliner, men Carcass forventes at overstråle, og Hell kan vise sig at være aftenens overraskelse.

1. Bandsammensætningen

Det er i dén grad pionérernes aften med stærke markeringer fra den ældre metalscene, og der skal nok være en publikumsblanding, der er lige så aparte som sammensætningen af sundhedssko og smoking. Vi forventer os lige dele drikkehorns-behængte hedninge, blege, sortklædte personager iført ulæseligt-logo-tshirt, og også en god del af de, der havde smidt bleen, dengang Hell og Carcass opstod. Altså, en fest for folket!
 
2. Materialet
Alle tre bands har udgivet plader i år og er sluppet godt fra det i de respektive Devilution-anmelderes skarpe ører. Carcass scorede tre sorte firkanter for deres comeback album ’Surgical Steel’, Amon Amarths ’Deceiver of the Gods’ hele fire af slagsen, mens senest anmeldte Hell lagde sig i spidsen og fik karakteren fem for ’Curse and Chapter’. Meget tyder på, at det ikke er en flok metaltrætte mænd, der har tænkt sig at troppe op i Vega.
 
3. Gensynet
Amon  Amarth sejlede Copenhell ned i sommers med deres vikingeskib og indiskutable kampgejst på scenen. Carcass var noget overraskende i Danmark for at spille til Danish Metal Awards i 2008, hvad der ifølge dragejæger Molin var en oplevelse, der ikke indfriede forventningerne, trods legendernes oprigtige forsøg, så denne onsdag bliver deres chance for virkelig at slagte svinet og overbevise. Hell lagde Metal Magic ned med deres musikteater sidste år og med kun to udgivne album i flightcasen, burde det være overskueligt at sætte sig ind i repetoiret for nye lyttere, så der kan blive skabt fællessang såvel som headbanging skulder ved skulder
 
4. Selskabet
Det vil være en professionelt let påvirket trup, der beærer Store Vega med visit, og et realistisk bud er, at den resterende københavnersuppe af metalfans godt ved, at det er stedet at tilbringe onsdag aften, så jeg ser frem til umanerlig godt selskab oppe foran scenen og fællesbrøl, når Carcass, efter alt at dømme ud fra nyere sætlister, åbner kranier med ’Heartwork’-klassikeren ’Buried Dreams’.
 
5. Anmeldelsen
Bliver interessant både for dén, der skriver, og for de, der ikke kan huske at have været til stede, samt de der rent faktisk ikke var det.