Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 - Hører du så kun metal?

Populær
Updated
Top 5 - Hører du så kun metal?

“Hører du så kun metal?” Vi har allesammen fået den, og vi har allesammen svaret galt. Devilution giver dig fem rigtige svar på et forkert spørgsmål.

Så står man der og er blevet outed som ham, der hører metal, og man har hørt på de hvinende patroniserende anerkendelser af, at man slet ikke ligner sådan en, der hører sådan noget, og man har smilet overbærende til det retoriske spørgsmål, om det så er sådan noget “wrøw-wrøw-wrøw”, man hører, mens der har stået en person, man ikke ville have behøvet at kende, hvis ikke omstændighederne havde tvunget en ind i samme lokale, og den person har headbanget med stiv nakke og hornene løftet med et vanvittigt blik i øjnene for at være sikker på, at man forstod hvor langt ude, man var.

Det er der, man som en anden Simon Peter kommer til at undsige sig metal. Fordi man jo, selvom man godt selv ved, at metal er andet end spandex og satandyrkelse, egentlig ikke vil forbindes med lige netop den opfattelse af det, man holder kært. Det er der, man kommer til at skynde sig at sige, at man altså også hører andet end metal. Nick Cave og ambient, ikke? Og hvis man ikke selv gør det, så kommer spørgsmålet af sig selv, helt uden at man havde bedt om det: “Hører du så kun metal?” Og før man ved af det, har man svaret nej tre gange, og så hører man hanen gale, man har igen svigtet det eneste, man holdt for at være godt og sandt her i livet: metal.

I anledning af den tilstundende påske giver Devilution dig mulighed for at stå fast ved din tro på metallen, som en klippe skal du blive, og på den klippe vil vi lægge mere metal, og popnormativiteten skal ikke få magt over den.

1. Det aggressivt nedladende svar.
Fordi man skal fight fire with fire.

“Ja. Ligesom du selvfølgelig kun hører pop, fordi det er sådan en, du er. Fuldstændigt endimensionel og uden at kunne rumme muligheden for, at der skulle findes en anden måde at leve på end din egen. Sådan er jeg, bare med metal, ja.”

2. Det overforklarende svar: I.
Fordi man skal kede modparten ihjel, hvis modparten keder en.

“Ja. Fordi metal er så meget forskelligt, at jeg aldrig bliver færdig med metal. Altså, det er jo meget mere end bare sådan noget som Cannibal Corpse, selvom jeg altså også synes, at der er nogle virkelig spændende ting ved dem, hele den der tegneseriedimension, som de får hevet ind, det, synes jeg, siger utrolig meget om den måde, andre mennesker opfatter metal på, det er,ligesom at det kaster folks lidt trivielle forestilling om metal tilbage i hovedet på dem, siger ‘ja, det her er sådan, metal er’, selvom metal jo er så meget mere. For eksempel er der sådan et band som Between the Buried and Me, som...”

3. Det overforklarende svar: II.

“Ja. Eller det vil sige: Metal har givet mig en måde at lytte til musik på, som adskiller sig fra den måde, man hører pop på. Det er jo, fordi metal er så meget mere krævende en musik at lytte til, det er så komplekst i forhold til popmusik for eksempel, og det er der faktisk lavet nogle musikteoretiske studier, der også viser, at det er, sådan helt objektivt. Så på den måde kan man godt sige, at ja, jeg hører kun metal, men det er, fordi det er på grund af metal, at jeg er i stand til at høre klassisk, sådan som jeg gør. Faktisk er der jo meget metal, der er påvirket af klassisk, for eksempel spillede Accept ‘Für Elise’ i deres ‘Metal Heart’, som var en meget subtil måde at demonstrere på, at...” 

4. Det ironiske svar.
Selvom man bør være varsom med at mixe metal og ironi. 

“Ja. Kun metal, hele dagen. Jeg anerkender ikke eksistensen af anden musik. Bortset fra Roxette, men det er kun, fordi de også er en slags metal. Den der guitar, døn-døt-døn-døt-døn-døøøøh! Det er, ligesom du kun hører pop. Og alt, hvad du hører, er pop for mig, uanset hvad du siger, fordi det er det i forhold til det, jeg hører. Som er metal. Udelukkende.”

5. Det alt for oprigtige svar.
Fordi folk ikke skal have lov at få afkræftet deres fordomme, bare fordi de har vovet sig ud i at tale med mennesker, der ikke er som dem selv.

“Ja. Jeg har prøvet med både country og dansktop, ja, det er jo strengt taget det samme altså, og det gav simpelthen sådan en mærkelig stemning, når jeg lavede ritualer med nabodøtrene i kælderen. Altså, jeg kunne bare mærke, at de slet ikke følte, at det var det samme, og jeg blev selv, sådan, lidt distraheret af det, så stod man pludselig der og svajede lidt til et eller andet refræn, man kunne blive helt rørstrømsk, ikke, fordi man tænkte på sin mor og alt muligt, alt det onde, man havde gjort. Alt det, man skulle til at gøre med de piger der. Ja, mod dem. Og jeg kunne virkelig bare mærke, at de også syntes, at det var helt forkert, fordi de lige pludselig så den der følsomme side af mig, som metal ellers lukker helt ned for, og så var det ikke længere, som om det var et monster, der stod og dryppede stearin på dem, så syntes de egentlig bare, at jeg var lidt kejtet, og jeg kunne slet ikke finde ud af at snitte rigtigt i dem, altså, jeg blev helt vildt bevidst om, om jeg nu kom til at skære for dybt, når jeg måtte stoppe op og græde lidt, fordi den der musik triggede noget i mig. Det blev nogle vildt kiksede pentagrammer, de måtte rende rundt med, når jeg havde bundet dem op bagefter, det var jo ikke noget, de rigtig kunne vise frem og sige, at de havde været med i et heavy metal satan-ritual, vel, når de bare havde hørt Taylor Swift og fået et skævt pentagram på lysken, og jeg kunne ikke engang komme på det, fordi jeg kom til at tænke på hende, og den der sang om, at vi skal aldrig være kærester igen, og det fik mig sådan i tvivl. Måske skulle vi det alligevel. Og det er bare overhovedet ikke det samme med metal, der kommer jeg bare med det samme i en trance, fordi musikken fortæller mig, at nu skal jeg forvolde ondt, altså.”