Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 - Ideelle julegaver til en metalnørd

Populær
Updated
Top 5 - Ideelle julegaver til en metalnørd

Den søde juletid nærmer sig, og hvad skal metalnørden med den perfekte samling så egentlig ønske sig under træet? Vi har fem bud!

Vi er nået tiden på året, hvor julen og gaveræset nærmer sig. Børnene er på vej mod det psykotiske, og ens mor kimer en ned for desperat at få den ønskeseddel. Men metalsamlingen er jo perfekt? Alle 1700 forskellige vinyludgivelser af Metallicas bagkatalog står sikkert og ubrugt henne i reolen. Man mangler jo intet! Eller gør man nu i virkeligheden ikke det?

Vi har i hvert fald fem bud på hyggelige gaver, de færreste sikkert har stående i samlingen!

1. Kiss Monster Book. Pris: 25.000 kroner
"Selv Lars Ulrich kan ikke være med på Gene Simmons og Kiss' niveau, når det kommer til at tømme fansenes surt tjente opsparing. Som trofast fan af Kiss, nægter du dog selvfølgelig at indse, at de tager røven på dig, når du pligtopfyldende har investeret i både badeforhæng og kokkehuer med det ansigtsmalede rockband. Men kære ven, dit status i The Kiss Army forbliver på spejderniveau indtil du får Kiss Monster Book! For kun 25.000 kroner (forsendelsen er dog overraskende inkluderet i prisen) kommer det her samlerobjekt, der er trykt i 1000 eksemplarer, og som er knap en meter høj og 80 centimer bred! Fordi selvfølgelig har du brug for 127 sjældne billeder af et band, der udover unmasked-perioden, har haft den samme make-up på i over 40 år! Så mon ikke Kiss-vennerne nok skal blive misundelige, når du inviterer på en skænk (Kiss-vin naturligvis) efter jul og diskret placerer bogen på stuebordet?

Skulle der komme indbrudstyve på spil i juledagene, kan bogen med sin vægt på noget nær 50 kilo såmænd også sagtens bruges som et glimrende kastevåben. Viser denne idé sig fatal, og du bliver banket ihjel med et koben, så fortvivl ej: Du opnår først den ultimative status i fanklubben, efter at du er blevet stedt til hvilke i en vaskeægte Kiss-begravelseskiste! Herfra anbefaler vi deluxe-modellen til 25.000 kroner."

NB: Er du under en meter høj, kan Monster Book udhules og bruges som alternativ til kisten. Det er også sejt.

2. Manowar Power Package. Pris: 100 kroner
"Din mor er bekymret og bange for, at du er ensom stakkel og grunden til, at du aldrig har haft en kæreste, er det der heavy metals skyld. Men den gamle krage er selvfølgelig helt galt på den. For udover, at du jo bare er en del af nutidens singlekultur, så er du også kæmpe Manowar-fan! Og så kommer det modsatte køn jo som bekendt tiggende og kravlende af sig selv hver weekend, når du sidder der i baren iført fuldt Manowar-udstyr, og dig og vennerne diskuterer gode steder i skoven til at spille rollespil. Du mangler intet, men alligevel kan du nu ikke helt score personen, du har udset til at være det ultimative Manowarriories-trofæ.

Bekymr dig ej længere! Svaret ligger under juletræet i form af Manowar Power Package! Under sloganet "rock, drink and fuck" får du nemlig svaret på dine bønner til Manowarguderne. Et styk Manowar-ølåbner (her skælver knæene på din udkårne) efterfulgt af, at dine nye Manowar-kondomer diskret falder ud af din pung og vupti! Den er hjemme og du får brug får at vaske dit Manowarsengetøj dagen efter!"

NB! Som en bruger på et metalsite gør opmærksom på, er det modsat Manowar ikke særlig sejt at bruge Hammerfalls kondomer: "One time my friend used a hammerfall promotional condom while nailing this chick and it busted. He fucking hates that band now!

3. Rammstein Mein Teil Flambé Burner. Pris: 300 kroner.
"De fleste kender nok til, at gnisten i parforholdet hurtigt siver ud efter et par måneder. Godt Rammstein har løsningen under træet!  Med deres 'Mein Teil Flambé Burner' er det ingen sag at genskabe øjeblikket fra forholdets første sødme og igen forføre med en hurtig cowboytoast, mens 'Pussy' brager løs over anlægget. Produktet er nemlig ideel egnet til at smelte ost, lover tyskerne på deres hjemmeside! Når gassen igen går af ballonen, har bandet såmænd også den næste løsning på problemet.

Vi har før omtalt produktet i en Top 5, men vi gentager den gerne, for Rammsteins dildo-bokssæt går aldrig af mode! Her er mere end rigeligt til både hun og ham i form af seks lyserøde dildoer og et sæt håndjern. Er man til de kinky julelege kan dildosættet formodentligt også kombineres med flamberingsproduktet."

NB! Du er fucked up, hvis du køber bokssættet til din mor i julegave.

4. Burzum nazi-trøje. Pris: Ukendt
"Bløde pakker under træet er aldrig et hit, men kan lige gå an som mandelgave. Og her ville alle i familien stensikkert sætte pris på at få en gave, der uden tvivl nok skal redde dem et par på hovedet eller knap så positive tilråb - specielt hvis man har trang til at besøge Ungdomshuset i København iført gaven, som er Burzums notoriske t-shirt med påskriften 'Support Your Local Einsatzkommando'.

Efter nogle år i spjældet dalede opmærksomheden omkring den morddømte nordmand i medierne, men det fandt Varg Vikernes såmænd hurtigt løsningen på, da han sprang ud som nynazist, og erklærede han var blevet formand for en norsk nazibevægelse. Da det kom til stykket, eksisterede bevægelsen dog vist kun i hans knap så raske sind. T-shirten er i dag temmelig sjælden, så det bliver dog nok ikke årets billigste eller nemmeste gave at anskaffe."

NB! Du er fucked up, hvis du allerede ejer den og går i den.

5. Dave Mustaine-kaffe. Pris: Tja
"Som det latente hipster-magasin Devilution i virkeligheden er, fokuserer vi naturligvis ikke kun på de materielle goder. På redaktionen sværger vi til økologiske produkter, stærkt inspireret af den mest fornuftige person i den hårde musiks historie: Dave Mustaine! Bare fordi man er narkoman og dranker, kan man sagtens sætte pris på at drikke en god kop økologisk kaffe, så for en række år siden fik den raske Megadeth-frontmand sit eget kaffemærke på markedet. Dave Mustaine Black Gold Coffee er den perfekte gave som alle kan nyde godt af efter den pakkes op til hjerternes fest. Sådan sikrer man en kop velskænket kærlighed helt i Mustaines ånd!"

NB! Produktet udgik i 2008, så forvent, at kaffen nok vil være en anelse bitter i smagen.