Top 5 – En elektronisk festival, der giver "heavy" en ny betydning

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/42/6a/10/Katharsis-97-1534101919.jpg
12. August 2018    

Ugens Top 5 fremhæver en række musikere, der forrige weekend var med til at gøre den elektroniske Amsterdam-festival Katharsis til en pokkers tung og grænsesøgende musikoplevelse. 

Forrige weekend var det fjerde år i træk, at den hollandske promotionorganisation Reaktor Events afholdt Katharsis på spillestedet Warehouse Elementenstraat i udkanten af Amsterdam. Reaktor, der beskriver sig selv som promotere af ”forward-thinking techno events”, havde med minifestivalen Katharsis i år stablet et arrangement på benene, der viste sig at være så altomsluttende tungt og noisy, at festivalen i virkeligheden let burde kunne skabe bro mellem nysgerrige metalhoveder og festivalens technointeresserede ravers.

Ugens Top 5 fremhæver derfor en håndfuld musikere, der for nærværende skribent hver især var med til at gøre Katharsis til årets mest positivt overraskende musikoplevelse.

1. Ancient Methods + Eschaton + Orphx
”En DJ, der bedre end de fleste skaber bro .mellem industrial metal, det elektroniske og techno, er tyske Michael Wollenhaupt, også kendt som Ancient Methods. Wollenhaupt er en af hovedårsagerne til, at denne skribent er interesseret i techno i det hele taget. Så da det blev annonceret, at han ikke alene ville lægge vejen forbi Katharsis med et sjældent live-sæt som Ancient Methods, men at han oven i hatten ville give et livesæt sammen med den canadiske noisekultduo Orphx under deres technoelektroniske fællesbanner Eschaton, blev billetten fluks købt.

Sidste år på Katharsis gav Orphx i øvrigt et såkaldt back-to-back-sæt med Justin "JK Flesh" Broadrick fra Godflesh, og de har besøgt festivalen også tidligere år. Eftersom Orphx i starten af 90'erne angiveligt var en bannerfører i fusionen af noise, industrial og techno, giver det mening, at Katharsis på denne måde booker den canadiske duo i forskellige line-ups. Lykkeligvis blev forventningerne til både koncerterne med Ancient Methods, Eschaton og Orphx' eget modularsæt om lørdagen indfriet. De var alle mere progressive og udfordrende, end man havde turde håbe på.”





2. Prurient
”Er det ikke så småt ved at være ti år siden, at ”verdens dyreste noisenavn” Prurient aka Dominick Fernow sidst besøgte Danmark? Det er i hvert fald længe siden. Hvilket på sin vis vel giver mening, for hvor mange tager egentlig til noisekoncert i Danmark? Desto mere privilegeret følte man sig vel, da Fernow søndag morgen kl. 8 lukkede Katharsis’ mindste scene, ikke bare med et brag, men med en frenetisk detonation, der stadig får ens hjerne til at krølle sammen her en uge efter. Metalfestivaler kunne i øvrigt lære noget af de elektroniske technofestivaler, der bliver ved til de lyse morgener. Der er noget tiltalende radikalt over at høre ekstrem elektronisk noise, når hr. og fru Jensen står op."

3. Mick Harris presents Fret
”Den eneste musiker, der spiller på begge sider af Napalm Deaths debutalbum ’Scum’ (1987), er trommeslageren Mick Harris. Disse dage giver Harris koncerter under navnet Fret, der er hans til dato mest elektroniske musikalske alias, som dog samtidig ligger i fornuftig forlængelse af de industrial- og dub-metal-tendenser, han i 90’erne praktiserede i henholdsvis Scorn og Painkiller. Jeg fik øjnene op for Fret sidste år til festivalen Berlin Atonal og havde set frem til at overvære det tungeste af det tunge endnu en gang. Desværre stoppede koncerten til Katharsis halvvejs inde pga. tekniske problemer. Hvorfor man nu er tvunget til at tage til Berlin til november, hvor Harris præsenterer Fret på klubben Tresor.”

4. Puce Mary
”Danmark var også repræsenteret på Katharsis, henholdsvis med Puce Mary og Søs Gunver Rybjerg. Rybjerg overlappede desværre med Prurient, så hende fik jeg ikke set. Puce Mary derimod skal jeg da lige love for, at jeg fik set. Det gjorde alle publikummer, der opholdt sig ved festivalens hovedscene fredag aften. Hun var slet ikke til at komme udenom, Frederikke Hoffmeier, som er Puce Marys borgerlige navn. Modsat hendes show sidste år på Atonal var jeg ovenud begejstret for hendes koncert på Katharsis.”



5. Lyden
”Jeg har vist aldrig besøgt en festival med hverken en højere eller bedre lyd. Hvor det på Roskilde og Copenhell hvert år synes at være en udfordring at få de logistiske udendørsbetingelser til at gå op med det vel vigtigste af alting til en musikfestival, nemlig lyden, er niveauet generelt anderledes højt under Katharsis. Om det rent faktisk er en udfordring for de hollandske lydmænd at få decibel til at voldtage øregangene på festivalens gæster så selvsikkert, som det i år mest var tilfældet, skal jeg ikke kunne sige. Ikke desto mindre er fornøjelsen ved at besøge en festival, der selv i tunge mure af sonisk, elektronisk støj formår at kæle for detaljerne i musikken, i sig selv nok til at jeg næste år stensikkert vender tilbage."

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her

Har du allerede en profil? så eller Opret en profil