Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 - Metalfolkets nationalret!

Populær
Updated
Top 5 -  Metalfolkets nationalret!

Når fødevareministeren kan, kan vi også! Men vi behøver ingen afstemning. Ugens top 5 kårer metalfolkets nationalretter.

Stegt flæsk med persillesovs. Nationalretten blev i sidste uge fundet, efter at 60.000 danskere deltog i det mest fladpandede valg i nyere politisk historie. Sådan en afstemning skal vi på diktatorisk vis nok skåne jer for, kære læsere. Vi har nemlig besluttet det. I ugens top 5 går vi fødevareministeren i bedene og kårer metalfolkets nationalretter!


1. Øl!

Valget er nemt. Vi kan ikke komme uden om det. Øl er den vigtigste indtagelse, når det kommer til rock og heavy metal i alle afskygninger. Til koncert, på festival, hjemme i stuen eller til de hårde toner fra en Smartphone ude i solen, så er øl metalfolkets væsentligste ernæringskilde og indiskutable nationalret. Alt kan bruges, fra King Pilsner til Elefantbajer eller Super Light, så alle kan være med – it’s all good!

Empirien bakker førstevalget op. Der er stadig gæster på Copenhell, der brokker sig over, at deres øl på 6,66 procents styrke ikke længere kan fås. Vi er enige – buuhh!!! Selvom Bark at Moonskine er en okay nødløsning. Og så var der Pumpehuset, da spillestedet genåbnede, som fik foretaget en undersøgelse af, hvilke segmenter der lagde flest penge i baren. Tilgiv os, hvis hukommelsen ikke er hundrede procent eksakt, men konklusion var cirka, at metalfolket i snit smed 150 kroner på drikkevarer, mens pop/indietyperne lagde i omegnen af en flad tyver.

Sådan skal svagpisserne fra hipstersegmentet sgu sættes på plads. Metalfolket kan drikke alle under, når først nationalretten bliver serveret! (Og så er vi endda også meget klogere at høre på!)

Bedste øl-band: Tankard! (Rest in Beer)




2. Pølser med brød

I Jylland forstår de det, når der skal afholdes festivaler. Nemlig at der skal serveres grillpølser med brød – eventuelt skyllet ned med en Cocio – hvis det skal gå seriøst for sig. Til Ålborg Metal Festival grilles der udenfor, mens Royal Metal Fest i Århus forbilledligt sørger for at have placeret en ægte pølsevogn foran indgangen.

To ristede med brød, og så er man kørende igen og klar til at forsætte med indtaget af nationalretten. Bemærkelsesværdigt er pølsevogns-køen i Århus også stedet, hvor man ud af det blå altid løber ind i gamle venner og bekendtskaber. Sådan er pølsevognen simpelthen metallens svar på Narnia! Eller noget i den stil.

I København er Beta og Pumpehuset glædeligt også hoppet med på vognen, når sommeren byder på festlige arrangementer. Det er god stil. I Jylland er og bliver de dog det vigtigste skridt foran, da man på Sjælland ikke har forstået, at der skal serveres brun sovs til en bøfsandwich!

Bedste pølse-band: Castrated Senile Bastards! (Chilly Sausage & Beer)




3.  Helstegt kød

Svin, ko eller eksotiske dyr. Alt kød er godt, når det kommer i store reelle stykker og i timevis er blevet stegt rundt i sit eget fedt.

Roskilde Festival har altid ført an i disciplinen med okseboden, der ligger placeret lige over for Arena-scenen. Særligt når personalet kan overtales til at sælge en stor knogle med kødrester, man bare kan gå og gnave løs af. På Copenhell finder man den klassiske helstegte pattegris. Den går vi også unødigt uden om. Metal Magic har haft helstegt pattegris i et par år.

Men Danmark er langt bagud i kategorien, når det kommer til en sammenligning med vores tyske naboer. Enhver, der har været på Wacken Open Air, ved det. Den tyske metal-festival er et sandt kødparadis, hvor især deres grillede kødstykker på en lang, spids pind altid er et hit, om det så gælder til morgenmad eller natmad.

Bedste kød-band: Gwar! (Meat Sandwich)




4. Burgere

På vej i eller hjem fra byen eller på festival, så er en saftig burger det perfekte foder, uanset om bøffen er fremstillet af ko eller tofu. Sådan er burgeren en klassiker og ses ofte i hånden på metalfolket.

Desværre bliver burgeren mange steder behandlet med total mangel på respekt. Det burde ellers ikke være så svært. Altså, steg en bøf og stop den i en bolle med grønsager. Alligevel er resultatet ofte en slatten en af slagsens uden smag eller lavet af de der frostbøffer, der formodentlig er fremstillet af selvdøde dyr presset sammen i en kødhakker.

Der er må strammes op! Og danske festivaler kan for fremtiden godt se frygten i øjnene, når Devilutions skribent Lars Roest-Madsen, der også skriver for madmagasinet Gastro, med sine skarpe smagsløg vil vurdere festivalmaden og benhårdt slå ned på gastronomiske kvaksalvere!

Bedste burger-band: Dr. Living Dead! (Kerry Burger King)




5. Vegetarretter

”Brug energien på at søge information om, hvordan du kan få et bedre liv af en rent plantebaseret kost,” skrev vores bloggere Fjenden i sommer, da de nok engang revsede musikbranchen.

Fjenden er på ingen måde en enlig svale. Mange metalfolk lever det kødfrie liv. Især de, der er til grindcore, da genren jo gerne inkorporerer budskaber om vegetarisme. Og valget er til at forstå, for der er ingen grund til at kimse ad vegetariske retter. Især i Ungdomshuset, hvor intet andet serveres, forstår de at bikse en seriøs chili sin carne sammen. Det kan sagtens anbefales!

Bedste vegetar-band: Cattle Decapitation! (A Living, Breathing Piece of Defecating Meat)