Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 - Metallica-covers

Populær
Updated
Top 5 - Metallica-covers

James Hetfield har døjet med helbredet, og Metallica måtte derfor aflyse søndagens koncert i Royal Arena. Her er fem mulige vikarer.

1. Luciferion – Fight Fire With Fire

Det svenske dødsmetalband Luciferion blev herostratisk berømte for deres meget hurtige og lidt primitive cover af 'Fight Fire With Fire' fra det tidlige tributealbum 'Metal Militia'. I hvert fald blev det ofte spillet på bebumsede teenagedrenges værelser dengang i 90'erne, og det var fedt, at det gik så hurtigt og lød så ekstremt. Helt så ekstremt lyder det ikke i dag, selvom Luciferion regnes for en af svensk dødsmetals skjulte perler af mange, ikke mindst takket være debutpladen ’Demonication (The Manifest)’, der fik dem skudt frem som svenskernes version af Deicide tilbage i 1994. Sådan gik det ikke. Til gengæld kan man sagtens høre på guitarsoloen, at guitarist og vokalist Wojtek Lisicki også var med i power metal-bandet Lost Horizon.



2. Dream Theater –  Damage Inc.

Kongerne af progressiv metal er naturligvis Metallica-fans – det høres tydeligt på guitarist John Petruccis måde at skrive riffs og på den oprindelige trommeslager Mike Portnoy. Men hvad gør man, hvis man vil lave en hyldest til sine helte, og forsangeren i bandet har verdens blødeste flødestemme? Man parkerer både keyboardspiller og sanger backstage og finder sammen med Barney fra Napalm Death, og magi og/eller noget bizart opstår.



3. Apocalyptica – One

De finske cellister blev mere eller mindre dannet, fordi de gerne ville fortolke Metallicas materiale på deres helt egen made. Måske ikke så meget en direkte vokal erstatning af James, men de, der hørte hans forkølede brøl i fredags i Royal Arena, ville nok ikke have noget imod, at en enkelt sang blev ”sunget” med strygere i stedet, så Hetfields stakkels halsbånd kunne få en pause.



4. Furious Trauma – Trapped Under Ice

Hedengangne Furious Trauma var i halvfemserne med på en Metallica-tributeplade, hvor de fremførte ‘Trapped Under Ice’. Forsanger og guitarist Lars Schmidt, der også er kendt for sin tid som bassist i Konkhra, burde nok lige kunne brøle igennem på denne klassiker fra ‘Ride the Lightning’. Han blev ikke kaldt kaptajnen for ingenting!



5. Van Canto – Battery

Van Canto er noget nær det nærmeste, vi kommer det perfekte afløsningsband for James Hetfield. Fem sangere. Hvis ikke et ensemble i et a capella-kor skulle kunne hjælpe Metallica for en stund, hvem skulle så? Det er igen helt op til læseren selv at vurdere, i hvilken grad Van Canto fremstår som en brugbar afløser. Vi er noget usikre, men hvo intet vover ...