Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 – Momenter i lejren

Populær
Updated
Top 5 – Momenter i lejren

På Wacken Open Air 2014 skete der ikke kun gode ting på festivalpladsen. Lejren bidrog også med historiske øjeblikke.

Fotograf
Jacob Dinesen

I år var vores lejr en samlet danskerlejr, hvor vi hyggede os med bandet Huldre samt venner og kolleger fra Metalized og Metalmoments.net. Denne skønne smeltedigel af musikere, anmeldere, fotografer og andet godtfolk betød, at der skete både ventede og uventede ting på Wacken i år. Vi tager her fem af de oplevelser, der kommer til at hænge ved i længst tid.

1. Symaskinen

Hvem havde troet, at en fotograf pludselig, som om det var det mest naturlige i hele verden, vælger at hive en symaskine ud af sin bil? Placere den på bordet under pavillonen for derefter at hente en jomfruelig cowboyvest og nyindkøbte mærker, der skal sys på. Forundringen var stor, morskaben og latteranfaldene større.

2. Symaskinen – snore binder folk sammen

Sådan en symaskine arbejder ikke af sig selv. Så da ejermanden begynder at rode med over- og undersnor og går lidt fast i det, er det med lige dele beundring og forundring, at et medlem fra Huldre ser, at der er en situation, der er ved at udvikle sig, og skøn musik opstår, da de sammen får styr på de snore og får maskinen til at køre.

3. Symaskinen – når elektronik flokkes

Sådan en symaskine kører ikke af sig selv. Der skal strøm til. Så i samme øjeblik symaskinen blev sat på bordet mellem tomme dåser, chipsposer, Underberg og rugbrødsmadder, blev der også hentet en generator. Den var lidt genstridig, men den kom i gang og var faktisk en model, der ikke larmede voldsomt meget. I samme sekund den kom i gang, var der folk, der fik smækket et forlængerkabel og en stikdåse i bæstet, og så blev der ellers sat bærbare computere, ipads, telefoner og andet gejl til opladning. Fagre nye verden. For 10 år siden havde vi en telefon med, hvis batteri kunne holde en måned. Dengang var strøm slet ikke en faktor. Anno 2014 handler en festival lige så meget om, at ens elektroniske hjælpemidler er på mere end 20 % batterikapacitet, som den handler om, hvornår Sodom bomber festivalpladsen tilbage til stenalderen.

4. Symaskinen – det helt rigtige rygmærke

Alle, der har haft en cowboyvest med mærker, ved, at det ikke bare er noget tilfældigt, man får syet på. Så da alle indledende manøvrer var overstået, og det rigtige arbejde kunne påbegyndes, skulle mærkerne naturligvis placeres. Rygmærket var Black Sabbath. Det er en sikker vinder. Måske også en anelse konservativt. Det er i hvert fald ikke så originalt, som hvis man havde valgt undergrundsbandet Black Sabbis, der nok deler en vis lighed i navnet, men hvor al lighed ophører derefter. Deres optræden på Wacken i 2007 står stadig stærkt i mindet hos de fra lejren, der overværede det. Af de mindre mærker, de såkaldte patches, var der mange forskellige bands repræsenteret og vi kom vidt omkring. Snedige Huldre, der i markedsføringsøjemed ikke lod den mindste mulighed stå uprøvet hen, fik selvfølgelig sneget et patch ind i bunken og sørgede sågar for, jævnfør pkt. 2, at det blev syet på som det første efter rygmærket.

5. Symaskinen – gamle færdigheder støves af

Det er alligevel livsbekræftende at erfare, hvor mange i sådan en lejr, der kan huske, at de i folkeskolen tog symaskinekørekort tilbage i de glade dage med faget håndgerning (eller varianter heraf). Det var dog de færreste, der rent faktisk bakkede postulatet om at være indehaver af det røde kørekort op ved også at hjælpe til, da tingene gik i hårknude under punkt 2.

Som samtaleemne var symaskinen et stort hit. Den bandt folk sammen, og lejren fik et samlingspunkt, der gav grobund for yderligere samtaler om dette og hint. Da først isen var brudt af denne lækre, vellydende maskine, kunne man pludselig snakke om mange andre ting også. Debatemner som navlefnuller, død over folkemetal, den latente raceproblematik i Sydafrika, filosofiske betragtninger omkring hvad det er, der driver os i vores virke, og hvorvidt man kan lave stort på toilettet om morgenen mens man har en morgenbrøler, der står spændt til det yderste, er blot et svagt udpluk af de ting, der blev diskuteret og debatteret til stor moro for såvel medlyttere som aktive deltagere i de pågældende emner.

Latter, dybe rynker i panden og godt humør var i hvert fald det, der var mest af i lejren. Det skyldes ikke mindst symaskinens tilstedeværelse. Og så også lidt de folk, vi delte lejr med. Vi sender derfor en tak til Huldre, Metalized, Metalmoments.net og en symaskine for en god lejr i år. Uden disse momenter havde det unægtelig været noget kedeligere.

Vores anmelder Casper Villumsen var snarrådig nok til at forevige lidt af festen og har lavet denne fabelagtige video: