Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 – Nødindkøb med opmagasineret pladesamling

Populær
Updated
Top 5 – Nødindkøb med opmagasineret pladesamling

Pladesamlingen har været opmagasineret, mens Devilution-skribent Pedersen har ventet på at kunne flytte ind i sin nye lejlighed. Trods intentioner om det modsatte, blev der alligevel købt ind til pladesamlingen. Læs her, hvad han fandt i pladeantikvariaternes bugnende kasser med 80'er-metal i venteperioden.

De fleste af os kender vel den hæslige tid, hvor man er mellem to forskellige boliger og bor midlertidigt på et trangt hummer rundt omkring på venner og bekendtes nåde og velvilje. Denne situation har jeg netop stået i med et tomåneders ophold i et værelse i en halvpapbror (det er indviklet) til en vens lejlighed, mens jeg ventede på, at min andelsbolig blev ledig. Hverdagens trivialiteter, jovist, men der er også drama forbundet med situationen: Hvad gør man med pladesamlingen, mens man bor på et værelse, hvor der ikke er plads, og hvor man bor i så kort tid, at det næppe kan betale sig at stille den hele op? Man tager de vigtigste med og får resten opmagasineret. Det betød, at et par tusinde plader måtte stå hos min mor, og at kun de nyeste og nogle af de vigtigste kom med til min midlertidige bolig.

Jeg var på det tidspunkt på dagpenge, og planen var at undlade at købe nye plader, så det var mindre at slæbe på ved næste flytning, og så man oven i købet sparede lidt penge. Som om det var et realisabelt mål… Det føles så klaustrofobisk ikke at købe plader, i hvert fald ikke at måtte købe plader, og jeg syntes også, at jeg havde fået alt for få plader med i den midlertidige bolig. Jeg boede tæt på et af byens bedste pladeantikvariater, og der gik ikke mere end to dage, før jeg var nede for at skille mig af med tegneserier (som jeg alligevel ville have skilt mig af med) og bytte dem til plader. Her er, hvad jeg fik med.

1. Sortilège ‎– Metamorphosis (Banzai Records, 1984)



Sortilège har ry som et af de få virkelig gode franske bands fra 1980’erne. Dette var mit første med bandet, og den var svær at lade stå. Skønt cover. Både den franske og engelske version stod i butikken, og selvom den franske måske er mest autentisk, valgte jeg den engelske. Det var måske en fejltagelse, for rygter siger, at den franske version er bedre. Ikke desto mindre er det en mere end godkendt gang klassisk metal, og jeg har planer om at opstøve resten af bagkataloget ved lejlighed.

2. Dark Wizard – Devil’s Victim (Mausoleum Records, 1984)



Vi er mange, der er stødt på dette storslåede cover i tidernes løb. Det har altid rejst en del spørgsmål: Er det et kranium, der udgør manden på coverets hoved? Hvis det er et kranium, hvordan kan han så have både overskæg og et flot, langt Nifelheim-hår? Og øjne? Og kan man sy i et kranium? Hvorfor den lilla sweater? Er han den mørke troldmand, bandet har taget navn efter? Hvorfor har han i så fald sværd? Magi burde vel være nok? Eller er han djævelens offer? Det forklarer ikke sværdet, men måske hans udseende. Eller er han djævelen? Hvorfor får han ikke klippet den lange, gule tommelfingernegl? Hvorfor er sværdets håndtag firkantet – det virker upraktisk? Og kommer flagermusene flyvende fra månen?

Det største spørgsmål er selvfølgelig: Hvem fanden køber det her? Det gør jeg, åbenbart, for jeg har altid været fascineret af coveret. Og denne ep er overraskende god. Dark Wizard var fra Nederlandene og ligger i krydsfeltet mellem NWOBHM, amerikansk power metal og enkelte speed metal-indslag. Lidt tungere, lidt mere ”onde” og med en dygtig og excentrisk forsanger. Finder man den her for en rimelig pris, kan gøre værre ting end at købe den. Og så kan man også imponere venner og damer med sin sofistikerede smag, når man viser dem coveret.

3. Warhead – Speedway (Mausoleum Records, 1985)


Belgiske Warhead er, ligesom Dark Wizard, udgivet på det legendariske belgiske label Mausoleum, der står bag mange af metalhistoriens oversete kultklassikere, men også en pæn del metal, der er så generisk, at man ikke har en chance for at gætte, hvilket band man hører. ’Speedway’ hører til i den første gruppe. Coveret er fandeme også sejt og på en lidt mere oprigtigt sej måde end Dark Wizard-coveret. Selvom man godt kan tænke, at store pigge på motorcykelhjul nok ikke giver den bedste affjedring. Men er man et sabelbærende skelet, der kører på motorcykel i et flammeinferno, så er man nok også ligeglad med affjedring.

’Speedway’ er grim og beskidt speed/thrash metal med NWOBHM-tendenser. Det er ikke opfindsomt, og det er heller ikke verdens mest opfindsomme plade (og hvis man havde gættet på det, da man så coveret, så er man også så dum, at man fortjener at blive skuffet), men den er effektiv, og man køres over, som man ville blive det af motorcyklen på coveret, hvis ikke man er blevet kvalt af dieseludstødningen forinden.

4. Coven – Blessed is the Black (Ever Rat Records, 1987)



Køber jeg kun plader ud fra coveret? Njaaej… jeg køber i hvert fald tit 80’er-metal ud fra coveret. Således også denne plade fra 1987 med Seattle-bandet Coven (senere kendt som Coven 6669, fordi andre bands søreme også hed Coven); et band, jeg aldrig havde hørt om før. Som et andet Seattle-band, Sanctuary, er der både elementer af US power metal og thrash på denne plade. Og selvom Coven ikke er fra helt samme hylde som Sanctuary, er det en god skive. Produktionen er ikke for heldig, men materialet rammer en eller anden nerve. Ikke kun på grund af de overdrevent sataniske og antikristne tekster (”Copulation with a corpse/ Demons rape her rotting hole/ Fucked and left to die” er sgu ret heftige i 1987), men også fordi sanger Jay Clarke både kan finde ud af at synge og at emme af metallisk ondskab, når det er påkrævet. Det er ganske heftigt, og sangskrivningen er generelt vellykket og forholdsvis original. Selv balladerne holder. Man bliver næsten ikke irriteret over, at bandet engang imellem forfalder til at skrive ”sjove tekster”. En positiv overraskelse. Havde der ikke været de sjove tekster, var den nok blevet en kultklassiker.

5. Atomgod – History Re-Written (Communiqué Records, 1991)



Man kan ikke vinde hver gang. Jeg troede ellers, at dette var en vinder, da jeg så coveret. En skællet djævel, der sidder på et timeglas og skriver, mens et inferno udspiller sig lige foran vinduet? Count me in! Læg dertil, at kronisk sure Algy Ward fra Tank er med på bas, og jeg tænkte, at dette næppe ville gå galt. Men ak. Produktionen er til at lukke op og skide i. Det er den i og for sig også på flere af de andre plader, men her er det bare ikke på nogen særligt fed måde. Men værst af alt er musikken, der er et grimt forsøg på at blande lettere ubehjælpsom speed metal med endnu mere ubehjælpsom progressiv metal. Resultatet er sange, der overhovedet ikke hænger sammen, men mest af alt lyder som usammenhængende fragmenter. Jeg forstår godt, at denne plade er blevet glemt. Et grimt fejlkøb. Men dog er coveret igen et cover, man kan bruge til at fremvise sikker æstetisk sans med, så helt spildt er købet da ikke. Forsanger og guitarist Trev Thoms var i øvrigt med i det britiske 60’er-/70’er-band Iron Maiden, der for et par år siden blev genudgivet på Rise Above Records. Den er en del bedre end ’History Re-Written’.