Top 5 - Øjeblikke på Royal Metal Fest Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/6e/f8/f2/23381-h1w3150-1366068591-7-1459236336.jpg
28. Marts 2016    

Om et par uger er der Royal Metal Fest i Aarhus. Vi ser tilbage på fem virkelig gode øjeblikke på festivalen i Smilets By. De inkluderer blandt andet Satyricon, Obituary og ... Pretty Maids!

Spillested
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen

Royal Metal Fest har været afholdt i Aarhus på Voxhall siden 2008, og dette års festival har hovednavne som Marduk, 1349, Gorguts og Deströyer 666, mens de danske bands så rigeligt er repræsenteret ved eksempelvis Crocell, Caro, Serpents Lair, Iotuun, Piss Vortex med flere. Der er således vinget af ved samtlige bokse på RMF'16. Der er de store, internationale hovednavne og vækstlaget i den nationale muld. Præcis, som det skal være.

Vi har gæstet Royal Metal Fest flittigt over årene og har hevet fem gode minder frem af gemmerne, hvor vi fik sparket benene væk under os.

1. Satyricon - 2013

Det er ingen hemmelighed, at Devilution har anmeldt norske Sigurd Wongravens ensemble mere end én gang og det endda også talrige gange i Aarhus. Deres koncert på Royal Metal Fest 2013 står dog stærkt, og som vores anmelder skrev efterfølgende:

"Et par hundrede djævlehorn røg i vejret af begejstring, mens nordmændene overlegent tonsede sig gennem en af de største klassikere i black metallens historie. Og nummeret mindede netop én om, hvorfor man egentlig blev fascineret af den her ekstreme genre for år og dag siden."

2. Obituary - 2011

Da den daværende formand for Metal Royale i Aarhus i forbindelse med en Slayer- og Megadeth-koncert stak os en flyer, hvor Obituary var blevet påtrykt, var smilet så stort, at det ikke rigtig forlod ansigtet, før festivalen var overstået, og Tampa-drengene havde forladt scenen på Voxhall. Et på daværende tidspunkt i foreningens levetid meget stort navn, der ikke overraskende trak ganske mange folk til. Tardy og co. kvitterede heldigvis med en fed koncert, der fik os til at skrive:

"Obituarys simple, tunge og benhårde dødsmetal passer perfekt til et spillested som Voxhall. Intens atmosfære. Publikum ikke mere end en meters penge fra bandet. Lyden ramt rigtig godt med fokus på tyngde og dybde og så den vokal. John Tardys helvedesskrig er så letgenkendelige og så ikoniske i genren, at man bliver henført til 1991 igen sådan en aften i Århus."

3. Entombed - 2010

Dengang Entombed stadig var Entombed med både LG Petrov og Alex Hellid. Entombed var hovednavn for seks år siden, og svenskerne fik salen til at koge på en sådan måde, at vores anmelder skrev:

"Folk stod tæt for at opleve Entombed, og det var vel også på dette tidspunkt, at Voxhall var bedst besøgt denne weekend. Bandets svar på publikums tillid var som beskrevet et virkeligt herligt show at overvære, og der blev givet masser af håndtryk til fansene efterfølgende. ”Tack som fan!” "

4. Pretty Maids - 2012

Året efter Obituary havde trukket overskrifter i Aarhus, var der finansielle udfordringer i foreningen, og det stod pludselig lidt stramt til med at have råd til de store hovednavne til Royal Metal Fest 2012. Der blev trukket veksler på alle, og løsningen blev, at koryfæerne i Pretty Maids blev hevet ind i 11. time i et forsøg på at få festivalen til at overleve. Det lykkedes heldigvis, og Pretty Maids' erfaring på en scenekant gjorde, at der alligevel blev en fest i 2012 trods et magert fremmøde. Lidt søgt fik arrangørerne også overtalt bandet til at spille et cover, de selv har et lettere anstrent forhold til her efter så mange år. Vi skrev:

"Publikum svigtede desværre i år. Men de fremmødte lørdag aften gjorde, hvad de kunne for at lukke festivalen ned sammen med Pretty Maids. Og jeg ved, at der bag kulisserne blev arbejdet med netop at få 'Please Don't Leave Me' på sætlisten. Godt arbejde, drenge. I ved, hvem I er!"

5. Cattle Decapitation - 2013

Generelt var 2013 et uanstændigt stærkt år på Royal Metal Fest, der udover førnævnte Satyricon også havde besøg af polske Vader og så amerikanske Cattle Decapitation. De havde lige udgivet mesterværket 'Monolith Of Inhumanity', som vores anmelder gav den specielle karakter 666. Det fulgte de så op med et brag af en koncert på Voxhall, hvor selvsamme anmelder måtte overgive sig betingelsesløst til disse politisk bevidste musikere og afrundede med at skrive:

"Med det hvide vendt ud af øjnene, tungen skævt hængende ud af munden og med sveden løbende ned af ansigtet virkede der ikke til at herske tvivl om, at Travis Ryan seriøst gav alt, hvad han havde i sig. Og frontmandens talent blev banket fast med syvtommersøm, da koncerten nærmede sig enden og stod på ’Kingdom of Tyrants’, der blev formidabelt fremført."

I år ser vi frem til igen at blive trakteret med frisklavede burgere på Byens Burger, gode, aarhusianske priser på humle, et sædvanligvis godt lydanlæg på Voxhall og så en flok veloplagte bands, der tilsammen med de frivillige og publikum nok skal sørge for, at vi får en heftig weekend i Aarhus. Hvis vejret er med os, er åen og parken lige ude foran spillestedet det perfekte bagtæppe, når lår og ører skal hvile sig mellem de musikalske frontalangreb.

Vi ses forhåbentlig til Royal Metal Fest 2016.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her