Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 – Plader, vi har overset

Populær
Updated
Top 5 – Plader, vi har overset
Top 5 – Plader, vi har overset
Top 5 – Plader, vi har overset
Top 5 – Plader, vi har overset
Top 5 – Plader, vi har overset

Ingen er perfekte. Heller ikke her på Devilution. Derfor er ugens top 5 en oversigt over aktuelle plader, som vi desværre ikke har fået anmeldt.

Kunstner
Titel
+ Iced Earth + Tombs + Jordablod + HIRAKI
Forfatter

Som metalmedie har man en forpligtelse over for sine læsere om at være først. Først ude med nyhederne, først ude med de rosende ord om et nyt album eller først ude med anbefalingen af et nyt, spændende band. Med den konstante aktivitet, der er på metalscenen, nationalt som internationalt, og den evige strøm af udgivelser er der mere end nok at tage fat i. Som menig skribent forsøger man at holde trit med scenens udvikling og hvad der sker i metallens afkroge. For man vil jo gerne leve op til den forpligtelse.

Det viser sig bare umuligt. Man må prioritere, hvad der skal have den tid og opmærksomhed, man nu har til rådighed, og man må luge ud i de hundredevis af udgivelser, som lander i mailboksen hver måned. Det betyder også at skære ting fra, som man godt ved burde få nogle ord med på vejen.

Og så er der alt det, som vi ikke modtager, men som vi selv enkeltvis finder frem til og finder en attraktion ved. Eller det, man bare glemmer, og som dermed forsvinder i processen.

Ingen er perfekte, og det er vi så sandelig heller ikke her på Devilution. Derfor er ugens top 5 i denne omgang dedikeret til plader, som vi burde have dækket, men som enten forsvandt i slipstrømmen af udgivelser og koncerter, eller som vi af andre årsager desværre ikke fandt tid til.

Når det er sagt, så er alle fem plader her på listen stadig værd at give et lyt. God læsning.

1. Pyrrhon – ’What Passes for Survival’
En søgning på ”Pyrrhon” her på Devilution giver ingen resultater. Overhovedet. Og det er da heller ikke, fordi New York-bandet med debutpladen ’The Mother of Virtues’ fra 2014 lavede store ringe i vandet uden for den ekstremmetalundergrund, som de er del af. Det er nemt at sætte Pyrrhon i bås med samtidige navne som Ulcerate, Deathspell Omega og Portal, der alle befinder sig inden for den kringlede og dissonante dødsblack, men Pyrrhons ekstremt komplekse stil og voldsomt krævende lyd har en teknisk flair og virtuositet over sig, der rækker ud over ekstremmetallen og videre over i grindcore, math-rock og sågar jazz.

Det gælder også på ’What Passes for Survival’, bandets anden plade, der har trukket en af de sjældne topkarakterer hos det generelt troværdige site Angry Metal Guy, og som i undergrunden allerede hyldes som et moderne mesterværk af kompleks og visionær ekstremmetal.

Det bør vi på Devilution selvfølgelig også have en officiel holdning til, men det er altså beklageligvis ikke sket endnu. ’What Passes for Survival’ er ikke en plade til hyggelæsningen eller eftermiddagskaffen, men tværtimod et bombardement af ens sanser, og den kræver ens fulde opmærksomhed igennem de tre kvarter, den varer. Det er ikke nogen nem opgave at give sig i kast med – men den kære læser skal være velkommen til selv at lytte efter og vurdere, om Pyrrhon kan leve op til hypen, eller om det nærmere er prætentiøs larm, der udgiver sig for at være stor kunst.



2. Iced Earth – ’Incorruptible’
På redaktionen er vi flere, der sporter en særlig begejstring for Iced Earth, særligt hvad angår deres storhedsperiode i 1990’erne og starten af det nye årtusinde. Det er dog ikke nogen hemmelighed, at bandet i løbet af de seneste ti-femten år har tabt niveau og er blevet et run of the mill US thrash/power metal-band, og da det seneste album ’Incorruptible’ udkom i midt-juni lige op til festivalsæsonen, var det en af de udgivelser, der hurtigt forsvandt i bunken af andre prioriteringer. Der er heller ikke så meget at hente igen: Iced Earth har formået at ride formularen over sangskriver Jon Schaeffers karakteristiske galop-riff og melodiske omkvæd til døde på de seneste plader, og de fortsætter her i samme rille uden de store variationer. Der er dog stærke momenter undervejs (såsom åbneren 'Great Heathen Army', 'Seven Headed Whore' og afslutteren ’Clear the Way’), og som fan vil man næppe blive skuffet, men det er hverken et album, der genrejser Iced Earth eller skiller sig ud i deres ellers overvejende gode diskografi.



3. Tombs – ’The Grand Annihilation’
Metalhovederne i Tombs, der leger med væsentligt mere end den US black metal, de ofte kategoriseres som, har generelt haft en høj stjerne her på sitet. Vi var begejstrede for den forrige fuldlængde, ’Savage Gold’ fra 2015, og sidste års ’All Empires Fall’ høstede ligeledes pæne ord. Af en eller anden årsag er New Yorker-bandets fjerde studiealbum, ’The Grand Annihilation’, der udkom samme dato som ’Incorruptible’ midt i juni, gået helt under radaren. Uretfærdigt, måske, eftersom det bestemt ikke er et dårligt album. Det udvider Tombs' formular en smule og byder på mere ren vokal (fx i ’November Wolves’), men er heller ikke en plade, der direkte kræver ens opmærksomhed eller umiddelbart udmærker sig som en åbenbaring.

Måske var det det mindre pæne albumcovers skyld?



4. Jordablod – ’Upon My Cremation Pyre’
I mængden af grum og opsigtsvækkende metal fra undergrunden finder vi også svenske Jordablod, hvis debutalbum ’Upon My Cremation Pyre’ udkom i maj. Denne trio fra den anden side af sundet (fra Malmø, for at være helt eksakt) bevæger sig i en form for black metal, men spændvidden her er større end normalt. Det skyldes ikke mindst produktionen, der – modsat den typiske old school black-produktion – ikke lyder, som om den er indspillet i en kiste eller et pulterkammer, men som er den optaget i et kirkerum. Der er højt til loftet og plads til store armbevægelser, og Jordablod opretholder da også klassiske metaltraditioner med masser af guitarleads. I den forstand ligger de ikke så langt fra de danske ynd/glinge i Slægt, men svenskerne rækker også længere ud: Guitararbejdet er ikke bare frenetisk og melodisk, det er også helt blueset, som i pladens fjerde nummer ’Hin håle’, der starter som dyster guitarballade og munder ud i et susende buildup. Det er dynamisk og spændingsfyldt, hvilket også viser sig i det (for genren) farverige, svagt psykedeliske og næsten kosmiske albumcover.



5. HIRAKI – ’Modern Genes’
Det eneste danske indslag i denne top 5 er aarhusianske HIRAKI. Anført af Jon Gotlev (også aktiv som trommeslager i Liserstille) er HIRAKI en alternativt støjende størrelse, der trækker rigeligt på metal- og hardcoreelementer i deres konfrontatoriske noiserock og leverer krads, kafkask samfundskritik. ’Modern Genes’ udkom tilbage i maj, og selvom HIRAKI ikke er nået så bredt ud endnu, så er publikum derude, hvilket bandets afholdte koncerter med affilierede grupper som LLNN, Hexis og Oxx vidner om. Første gang de kan opleves i København, er i forbindelse med Blastbeats The New Shit-showcase den 6. januar 2018 i Pumpehuset. En god prioritering af konkurrenten, for HIRAKI er helt bestemt en dansk gruppe, der er værd at holde øje med.