Top 5 - Potentielle blacklistere

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/5c/c6/f9/7BBF0770-17-1503868322.jpg
27. August 2017    

Ovenpå weekendens historie om et Volbeat, der ikke ville akkreditere Devilution og Ekstra Bladet til braget i Parken, har Villumsen spekuleret i, om han mon i sin skribent-tid kunne have lavet arbejde, der kunne pisse andre bands af på samme vis.

Kunstner
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)

Ordene kan være hårde om de store giganter, som man netop forventer meget af, da det jo netop gerne skulle være professionalisme og kvalitet, der har bragt bandene til tops. Og så forventes der en vis stabilitet i denne kvalitet, og det påtales, hvis der leveres skuffende indsatser. Og det siger sig selv, at hvis man er nærtagende, så kunne fx Guns N’ Roses, eller bare i særdeleshed Axl Rose måske også finde på at agere som Volbeat, hvis det kom ham for øre, at han nok ikke altid er blevet kaldt pæne ord her på sitet (eller måske blot lave en del 2 til 'Get in the Ring'?)

Men hvad med den mindre skala og de bedrifter, jeg gennem 13 år som musikskribent har gjort? Først på musik.dk og siden Heavyjam, der med tiden jo er blevet til Devilution. Det er nok i den milde ende af skalaen, men hvis nu vi forestiller os bare den mindste smule krukkethed blandt de involverede herunder ...

1. Morbid Angel

Man bør vel forlange, at en anmelder gør sig bare en smule research. Den her historie hører jeg tit for, dels fra weekendens bandlyste fotograf, dels fra vores Aalborg-afdeling. Og hvorfor ikke bare blotte mig og afsløre den nok største fadæse i min tid som anmelder.

Morbid Angel spillede på The Rock i 2005. Jeg må med skam indrømme, at jeg aldrig rigtigt havde fået dyrket bandet før det, og jeg kendte blot til de par sange, der var videoer til fra ‘Covenant’, når de havde været på Headbanger's Ball. Men at kende de enkelte medlemmer fra hinanden. Nej, det havde jeg ikke styr på. Jeg skrev anmeldelsen, tjekkede bandets website under “line-up” og fik skrevet en anmeldelse, hvor jeg roste Steve Tucker for at komme så tæt på den fede David Vincent-vokal i nummeret ‘God of Emptiness’.

Eneste problem var bare, at manden i den tætsiddende latex-sag med fint pentagram på jo rent faktisk var David Vincent! Og havde jeg tjekket fotos eller bare nyhedssektionen på bandets webside, så havde jeg set, at det altså var den gode Dave, der var med på touren, der kom forbi København. Hurra for at det ikke var et trykt blad, som anmeldelsen røg i: Artiklen blev hurtigt rettet til, men mange nåede da grine ad miséren.

Blacklist-årsag: Dårligt forarbejde?




2. Betrayer of Light

I 2012 anmeldte jeg bandet Betrayer of Light ved et arrangement på Lions & Barrels, der ligger i Parken (eller efter denne weekend: Volbeat Arena). Ordene om bandet var ikke specielt rosende, men dog sobre.

Men der var noget komisk ved keyboardspilleren, der sad ned og spillede og havde papirer med noder eller whatever foran sig. Det mindede mig om at have faget “sang” i folkeskolens første år, hvor læreren også satte sig bag klaveret og bladrede lidt i en sangbog og fandt diverse sange, som hun ville pine sig selv med, når de små poder, vi var, skulle akkompagnere på triangel, blokfløjte og tvivlsom vokal.

Men en fornuftig brandert bragte lidt ufornuftige ting med sig. Jeg gjorde flere gange mine til undervejs i koncerten, at jeg ville tage den stakkels piges papirer. Jeg syntes nok i øjeblikket, at det var mægtig skægt. Jeg aner ikke, om hun overhovedet opdagede det, men uanset hvad var handlingen ikke særlig professionel, sådan at stå og gøre lidt grin med et upcoming band. Jeg undskylder. En kende for sent.

Da det netop er et upcoming-band, så ville de nok næppe blackliste, da al opmærksomhed er vigtig for at komme ud til flere. Men alligevel ...

Blaclist-årsag: Uprofessionel opførsel?

3. The Rock

Spillestedet The Rock, som vi desværre ikke har længere, er nok det sted, at jeg har set flest koncerter. Vi blev altid tilbudt akkreditering, men nogle gange gik det jo galt i forhold til rent faktisk også at stå på listen ved døren.

Til en Paradise Lost-koncert var det glippet, men jeg blev tilbudt at købe en billet. Der skulle jo helst anmeldes, så det gjorde jeg. Koncerten var så som så, Paradise Lost har desværre ofte skuffet mig live (heldigvis tog de grundigt hævn, sidst jeg så dem, da de besøgte Pumpehuset).

Der blev derfor øffet lidt over, at akkrediteringen var mislykket, og vi (dvs. jeg) måtte have penge op af lommen. Det blev så arrangeret, at jeg kunne komme forbi ugen efter og få pengene retur. En gut i Hawaii-skjorte virkede ikke meget for det, men udleverede pengene og sagde “Så taler vi ikke mere om den sag” på en lidt sær, hård måde. Det var tydeligt, at han mente, at det var lidt meget at gøre ud af de 200 kr. Og det var det da også nok. Jeg var bestemt ikke rig dengang, nyuddannet og i mit første job, men jeg havde jo nok ganske rigeligt råd til at betale en enkelt koncert. Men som med Volbeat-tingen i weekenden handler det jo ikke om rent faktisk at komme gratis ind. Det er noget mere principielt. Men i en sag som denne, hvor akkrediteringen kom efter koncerten, så at sige, skulle man måske ikke have ført princippet igennem, men i stedet bare have været glad for alle de andre gange, vi kom ind til både gode og mindre gode koncerter.

Blacklist-årsag: Grådighed eller misforstået principsag?

4. Bakteria

I min anmeldelse af bandet er jeg ude med riven over musik og tekster. Men jeg stiller også spørgsmålstegn ved bandets troværdighed i forhold til pressemeddelsen, der fulgte med anmelder-eksemplaret. Når vi taler om et band, hvor det påstås, at sangeren har slået en fan ihjel, så er det måske farligt, men hør musikken: Bandet har ikke fans. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre.

Blacklist-årsag: Kalde bandet elendigt og samtidig kalde dem løgnere?

5. Tyranny

Ja, her løber jeg nok lidt tør for ammunition, men jeg er jo også en eksemplarisk anmelder, som alle bands naturligvis vil lukke ind for at anmelde. Så historien her er lidt tynd, for jeg anmeldte bandets koncert på Roskilde i rosende vendinger. Jeg tilføjede endda en video, som jeg havde optaget med bandet. Jeg lagde sangen op, som var det en hel sang med bandet, men måtte siden erfare, at der faktisk var adskillige minutter mere i nummeret. Igen: Dårlig research, men til mit forsvar var det funeral doom, og man kunne stort set nå at brygge en kande kaffe mellem hvert lilletrommeslag.

Blacklist-årsag: Dårlig research, once again?



Bobler:
Bobleren er faktisk værre end de fleste ovenfor, men jeg kan ikke huske, hvilket band det skete under. Til en koncert på Wacken engang stod jeg helt oppe foran en af de to scener nede i det store telt. Bandet, jeg skulle se og anmelde, gik på, men undervejs blev jeg mere og mere søvnig, og jeg måtte på et tidspunkt sande, at jeg havde sovet nogle minutter undervejs. Ærligt talt var jeg bare træt, og det var ikke, fordi bandet var kedelige. Men det er nok ikke sovende folk, som bandet ønsker at se stå på første række. Fordomme siger, at anmeldere bare står nede bagi i baren og hører koncerten. Hvad er mon værst: at sove oppe foran eller drikke nede bagi?

Blacklist-årsag: Sove bandet lige op i ansigtet?

Læserkommentarer

Sjove og ærlige ord Casper, der bragte mig tilbage til en Six Feet Under-koncert på The Rock, hvor jeg gudskelov ikke var vigtig-type-på-arbejde, men havde friaften og gav den lidt ekstra gas med procenterne. Resultatet blev en god lur med panden i bordet godt ti meter fra Chris Barnes' ubarmhjertige hvineri. Jeg overlever nok at det var lidt pinligt i og med mit eget betænksomme vagtpersonale mente jeg ville sove bedre ude bagved, men set i bakspejlet, er jeg ret imponeret over at man kan sove til lyden af dét.

Og jeg synes i øvrigt du er undskyldt Wacken-bobleren. Man kan godt blive lidt gammel og træt oven på sådan en ;)
Kommenteret af SigneA 30. August 2017
Senest opdateret: 30. August 2017
Blandt de 50 mest flittige kommentatorer  -   Se alle kommentarer fra denne bruger (35)

Det lyder bekendt...

Sjove og ærlige ord Casper, der bragte mig tilbage til en Six Feet Under-koncert på The Rock, hvor jeg gudskelov ikke var vigtig-type-på-arbejde, men havde friaften og gav den lidt ekstra gas med procenterne. Resultatet blev en god lur med panden i bordet godt ti meter fra Chris Barnes' ubarmhjertige hvineri. Jeg overlever nok at det var lidt pinligt i og med mit eget betænksomme vagtpersonale mente jeg ville sove bedre ude bagved, men set i bakspejlet, er jeg ret imponeret over at man kan sove til lyden af dét.

Og jeg synes i øvrigt du er undskyldt Wacken-bobleren. Man kan godt blive lidt gammel og træt oven på sådan en ;)