Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 – Sur gammel mand kigger forbi med sin sangskat

Populær
Updated
Top 5 – Sur gammel mand kigger forbi med sin sangskat
Top 5 – Sur gammel mand kigger forbi med sin sangskat

Pink Floyd-ikonet Roger Waters spiller i denne uge tre koncerter i Danmark. Vi graver i den forbindelse i alternative versioner af de klassiske sange.

Så er Roger Waters igen i landet. Waters hader kapitalisme, hvilket dog ikke rigtigt afspejler sig i billetpriserne til koncerterne rundt om i Europa. Waters hader Israel, hvorfor han sviner bands som Radiohead og Bon Jovi for at have givet koncerter i landet. Selv finder han det derimod åbenbart OK at spille i Putins Rusland og i diktaturstaten Kina. Waters er klimaaktivist med stort K, men mon ikke der brændes energi af til hans opulente shows i et omfang, som kunne bringe elektricitet til et afrikansk udviklingsland i månedsvis. Og Waters hader Amerikas præsident Trump i en grad, at det skal adresseres, at Trump er et svin ved hver eneste koncert og med udgivelsen af en ny video til sangen ’Pigs (Three Different Ones)’ fra Pink Floyd-albummet ’Animals’.

">

Roger Waters er på den måde prototypen på en frelst rockstjerne med sit på det tørre. Men man kan dårligt tage fra ham, at hans musikalske aftryk helt tilbage fra syrerocken i tresserne og frem har været epokegørende for udviklingen af den mere tænksomme del af rockmusikken.

Det er bemærkelsesværdigt, hvordan den progressive rock havde en kommerciel succes i tresserne og halvfjerdserne med topplaceringer på hitlisterne. Det er ligeledes bemærkelsesværdigt, hvordan den progressive rock har influeret og fundet indpas hos musikere og fans af den noget mere metalliske del af rockmusikken, som vi hylder og beskæftiger os med her på Devilution.

Lad os i den forbindelse kigge på nogle coverversioner af nogle af de mange Pink Floyd-sange, hvoraf en del forventes at være med ved koncerterne i Danmark.

1. Shadows Fall – ’Welcome to the Machine

Amerikanske Shadows Fall kastede sig på albummet ’The Art of Balance’ fra 2002 over ’Welcome to the Machine’ fra Pink Floyds bedste album ’Wish You Were Here’.

">

2. Enslaved – ’One of These Days’

Norsk black metal har åbenbart også bånd til britisk prog rock. Enslaved har spillet sangen ’One of These Days’ fra Pink Floyd-albummet ’Meddle’ fra 1971 til koncerter. Det er en sang, som Roger Waters også har haft med i sættet på den igangværende turne.

">

3. Anubis Gate – ’Sheep’

Danske Anubis Gate har også været forbi hylden med Pink Floyd-sange. I 2013 udgav bandet ep’en ’Sheep’, hvor titelsangen var en coverversion af sangen hentet fra albummet ’Animals’ fra 1977. Det slap Anubis Gate faktisk ret godt fra.

">

4. Scorpions – ’In the Flesh?’

Som special guests ved Roger Waters stort opsatte The Wall-show i Berlin i 1990 som markering af murens fald fik Scorpions også lige en chance for at give et bud på en fortolkning af Pink Floyds sange fra ’The Wall’. Scorpions optrådte flere gange under opsætningen. Her er bandets medvirken på åbningssangen fra ’The Wall’, ’In the Flesh?’

">

5. Korn – ’Another Brick in the Wall’

Sidst, men ikke mindst, skal nævnes Korn, som også har prøvet kræfter med cover af en sang fra ‘The Wall’. Det i form af sangen ’Another Brick in the Wall’. Ganske overraskende, hvordan Korn som nu-metal-band progger sangen op i forhold til Pink Floyds originale version.