Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 - Roskilde Festival 2018: Devilutions dækning

Populær
Updated
Top 5 - Roskilde Festival 2018: Devilutions dækning

Der er ros til Devilutions Roskilde-udsendte skribenter fra Villumsen, der igen sprang urinstøv og fest over og i stedet nød festivalen gennem friske anmeldelser og både fine og skæve Facebook-opslag over den sidste uges tid. Disclaimer: Ananas i egen juice.

Kunstner
Fotograf
Jacob Dinesen

De friskeste Devilution-skribenter og -fotografer ræser i disse tider fra festival til festival og arbejder hårdt med at få en på opleveren, så der kan bringes friske reportager og anmeldelser til læserne. Hvordan gik det så med den netop overståede Roskilde Festival, når nu man ikke var med som skribent (eller for den sags skyld som festivalgæst)? 

I denne top 5 ser jeg på, hvordan den ekstensive dækning blev klaret indenfor fem forskellige emner.

1. Facebook
Opslagene på Facebook er en fantastisk mulighed for hurtigt at give en kort stemningsreportage. Men nogle gange hersker branderter og hastværk, så det kan være en farlig affære, at vi alle på Devilution har adgang til Facebook-kontoen. Ingen festival uden indslag, der bliver diskuteret internt såvel som eksternt. 

Men i forhold til Sweden Rocks af og til meget indforståede opslag, der måske savnede lidt uddybning fra en måske/måske ikke beruset udsendt som "Tarja Turunen prøver noget nyt ... sex ...", eller manglende begrundelse for, at endnu et band udnævnes til festivalens/verdens/fredagens/osv. dårligste band, ja, så gik det bedre på Roskilde Festival, og vi reddede os færre "Gå hjem, Devilution, du er fuld"-svar fra Facebook-følgerne. Men nogle var der da, lidt sjov skal man jo have.

Man fik generelt interessante opslag, links, og fotos, og når nu Devilution blev beskyldt for fuldskab, så var der et par friske snappy comebacks, som i hvert fald fik smilet frem her på matriklen.

Alt i alt en flot og god Facebook-dækning med en tilpas mængde "ej, det mener I ikke/hvad mener I egentlig?!"-opslag (alt behøver vel ikke altid være så seriøst).

2. Hurtighed
Hold da op, venner. I er på festival, med alt hvad der hører til, og alligevel er der masser af anmeldelser løbende. Det er jo næsten live-dækning! Tak for det, jeg ved selv fra egen Copenhell-dækning, at der kan være andre ting, man hellere vil, end at gå ned i presseområdet og til tasterne.

Nogle var endda så velforberedte, at enkelte artikler var oprettet i systemet hjemmefra, hvilket ses som en "oprettet dato", når artiklen publiceres. Hurtigt blev vi (på Facebook) beskyldt for at skrive anmeldelsen i forvejen, for så negativ kunne man da ikke være, hvis man havde været der, mente én. Det er naturligvis Stone Sour-anmeldelsen, og ser vi punkt 1 ovenfor, så var der i det mindste enighed mellem Facebook-opslaget fra fotografen og skribenten, for førstnævntes "Hvad er festivalens værste koncert? Stone Sour" blev i det mindste begrundet nogle timer efter, da anmeldelse, billeder og korrektur var klaret. Den delte vist vandene lidt, mange var faktisk meget begejstrede for koncerten.

Og det var ikke eneste gang, at anmelder og fotograf, og korrekturlæsere langt fra festival, bare var hurtige og skarpe. Skønt, for med høj fart og aktualitet, så er der faktisk en chance for at blive ramt af festivalstemningen, sådan bare lidt, selvom man er langt fra urinstøv, druk og støj og i stedet, som jeg fx, af uransaglige årsager, har prioriteret at gemme lidt feriedage til vinteren, se lidt til familien og den lille ny samt passe det job, som rent faktisk giver betaling.

3. Passion
Den svære anmeldelse er for mig altid den, hvor pladen eller koncerten egentlig er helt fin (og "bestået" om man vil), men heller ikke rigtig rører en. Jeg elsker af samme grund også de anmeldelser, der får fra 0-2 eller 4-5 (eller 666), for her er man som regel garanteret, at den udsendte har følt et eller andet og fået en oplevelse, god eller dårlig, ud af koncerten.  

Her er nogle favoritpassager fra Roskilde-anmeldelserne, og der vil helt sikker dukke flere op, for i skrivende stund er jeg ikke engang halvt igennem det store arbejde, mine kolleger enten allerede har produceret eller er i gang med at lægge sidste hånd på (artiklen her er skrevet mandag aften - red.).

"Man skulle ellers tro, at det kunne være blevet til en moshpit eller to, hvis Clutch kan med deres halvbøvede stoner-blues. Men det er så heller ikke, fordi den middelmådige, og det skal jo siges, thrashede hardcore gør noget særligt væsen af sig," skrev Mathias Nielsen i 'Latterlig Legestue', anmeldelsen af Dead Cross. Og som fik fotograf Dinesen til, at råbe "Fake news!" på Facebook. Jep, vi er altså ikke altid ét Devilution, der er masser af forskellige meninger, om de ting, vi hører og oplever.

"Krigskoret kom ned til publikum og sørgede for en endnu mere fængende trance end tidligere, hvor primitive følelser af spiritualitet og samhørighed var på sit højeste," skrev Adriana Zak om Heilung i 'Tranceritual af en anden verden'. What the fuck did I just miss!? Jeg forstår ikke Heilung, jeg har zappet lidt igennem en live-optagelse, og tænkt "hvor er musikken, hvornår sker der noget", men når jeg læser ordene og ser billederne, så tror jeg på, at det var noget, man burde have overværet.

Slægt til gengæld, her forstår jeg hypen. Fantastisk band, og det var de åbenbart også på Roskilde: "Det var som en tikkende bombe, der endelig sprang, da næsten halvdelen af Rising eksploderede i en wall of death mod slutningen, inden Slægt fortjent kunne lade sig hylde," skrev Steffen Nørregaard Rasmussen i 'Slægt afblæste landesorgen'.

4. Fotos
Det er fagre nye verden, igennem nogle år efterhånden, at friske, fede fotos hurtigt lægges op fra koncerterne, nogle gange endda mens bandet stadig spiller. Jeg er stor fan af arbejdet fra vores knipsende folk i marken og beundrer især her fra Roskilde Festival den store variation. Det er, som om de mange forskellige typer scener på Roskilde inspirerer i forhold til klassiske Copenhell-scener og giver fotos, der er kunstneriske, intense og alt fra tydeligt at være et koncertfoto til nærmest at se ud, som om de er lavet i fotostudie.





Stærkt arbejde! 

5. Overraskelser
Vi har altid anmeldt alt på Copenhell, mens det i forhold til udsendt stabsstørrelse er umuligt på Sweden Rock, Wacken osv. Det samme gælder også for Roskilde Festival, men her er der samtidig en balance, for langt fra alt i programmet vil være relevant for et site som vores. Men på Roskilde Festival strækker vi os nogle gange lidt længere end normalt. Jeg var underholdt af anmeldelsen af stakkels Alcabean, der måtte se sig slået af landskampen og var kraftigt amputeret i publikumsantal. På den baggrund får bandet forhåbentlig chancen et ulige år, hvor slutrunder ikke trækker mere end musikken, også selvom vor udsendte ikke var ovenud imponeret. Men det kan skyldes, at stemningen røg, når folk så fodbold, hvor Danmark ovenikøbet tabte.

Og så var der Baby in Vain. Ikke at bandet er helt ukendt for mig, men da det blev nævnt, at bandet spillede et cover af Metallica, måtte jeg tjekke det ud, fordi det var så langt fra, hvad jeg forventede af bandet. Ja, vidste du det heller ikke, så kan du få det her i studieversionen:



Af hjertet ...
... tak til kollegerne for fra Alcabean til Watain, på site og på Facebook, at levere en fed og bred dækning, I gjorde det godt.