Top 5 - Uventede hardcorecovers

Alle kan lave et hardcorecover af en popsang, en noget større udfordring er det at tage en hardcoresang og lave et popnummer ud af det. Eller noget helt tredje eller fjerde for den sags skyld. Vi ser på de fem mest uventede drejninger, hardcoreklassikere har taget i andres hænder.

Det er noget nær det ældste trick i bogen, hvis man spiller hardcore og gerne lige vil spille et nummer som alle kender og skammer sig over at kunne synge med på og så kan få lejlighed til at synge med på for sjov i stedet: Tag et popnummer, sæt tempoet op, smid guitar og en rå vokal på og voilà: Du har et ironisk hit.

Men hvad nu, hvis man gjorde det den anden vej rundt og prøvede at skabe et andet slags nummer ud af en hardcoreklassiker? Hvis man fjerner tempo, ‘tude og tough guy-vokal, er der så i bund og grund noget, der adskiller hardcore fra pop, og hvad er det egentlig for nogle melodilinjer, der ligger og gemmer sig i de klassiske hardcorenumre?

Det er én måde at lave noget nyt ud af hardcore, en anden, noget mere gennemprøvet manøvre er at lave et metalcover. Thrash metal blev jo alligevel skabt ud af mødet med hardcore, og det giver god cred at claime nogle hardcorerødder, hvis man gerne vil have sin thrash til at fremstå lidt mindre puddel og lidt mere street. Metallica var blandt de første til at fange det og flashede stolt Misfits-t-shirts og spillede et medley af deres ‘Last Caress’ og ‘Green Hell’ på ‘Garage Days Re-Revisited’-ep’en, og det skulle Slayer selvfølgelig ikke stå tilbage for, så et årti senere, da de var ude i kreativt dødvande, udgav de et helt album med hardcorecovers, ‘Undisputed Attitude’. I mellemtiden havde bl.a. tyske Holy Moses lavet et ualmindelig gumpetungt cover af Dead Kennedys’ ‘Too Drunk to Fuck’, der af en eller anden grund, der står hen i det uvisse, havde fået smidt et ekstra c ind, så den hed ‘Too Drunck to Fuck’, og Sepultura havde represented den brasilianske hjemmefront med et cover af Ratos de Porãos ‘Crucificado pelo sistema’, uden at nogle af alle thrasherne for alvor tilføjede noget nyt eller ligefrem kønt til originalerne.

Her er fem covers af hardcoreklassikere, som man ikke havde troet kunne komme til at tage sig sådan ud.

1. Lavalette - ‘Malfunction’

Man kan sige meget om Lavalette, et one hit wonder der i 2011 udsprang af nogle folk på NYHC-scenen, der havde lyst til at fucke med deres scene ved at lave alternativ pop ud af et Cro-Mags-nummer, men de havde fat i noget. Ikke at deres version af ‘Malfunction’ som sådan lyder rigtig godt eller bare er noget, man har lyst til at høre for sjov en gang imellem, men den sidder ret meget i skabet og er gennemført modsat alt, hvad man forbinder Cro-Mags med. Fra John Joseph Jr., der deserterer fra flådebasen til New Yorks Lower East Side og går bersærk på de mest smadrede klubber, til en eller anden dame, der cruiser rundt hængende ud af soltaget på en bil på Manhattan i videoen til Lavalettes version, er der et pænt stykke; fra Parris Mayhew og Doug Hollands massive crunch til Mike Dijans suggestive guitarringlen med godt med synths smidt på er der en afgrund. Men sjovt er det.



2. Mark Kozelek - ‘I’

Sidste år fik Mark Kozelek pludselig et større gennembrud med Sun Kil Moons album ‘Benji’, hvor han synger om pludselig død, kikset sex og Led Zeppelin. Kozelek har dog været i gang siden starten af 90’erne, først i Red House Painters, så i Sun Kil Moon og sideløbende solo ind imellem, og i hans omfangsrige diskografi har der sneget sig flere covernumre ind, som er blevet drastisk omarrangeret for at give plads til hans akustiske fingerspil og den der kæmpemæssige stemme, der er gået fra helt lys og ren til knirkende og vrangvillig uden at miste tonen. Hans valg af covers har altid været overraskende for en indiesanger, som da han i 2001 udgav et helt album, ‘What’s Next to the Moon’, med AC/DC-covers, men lidt vildere blev det med ‘Like Rats’ i 2013. Udover titelnummeret, som såmænd er Godfleshs industrialhymne, spiller Kozelek næsten uigenkendelige covers af bl.a. Dayglo Abortions, Danzig og The Descendents, og åbneren, det er Bad Brains’ ‘I’. Hvad den har tilfælles med originalen? Ud over teksten og opbygningen med vers og omkvæd? Ekvilibrisme og stenethed i en skøn blanding og ikke meget mere. Men smuk i sin egen ret er den.



3. Saint Vitus - ‘Thirsty and Miserable’

De Copenhell-aktuelle doomere i Saint Vitus havde ikke brug for cred, da de kom frem på metalscenen i starten af 80’erne, for de var allerede tabt i deres egen tidslomme – de var ‘Born Too Late’, som de proklamerede på deres tredje album. Gruppen fandt dog ligesindede i hardcorebandet Black Flag, som delte deres forkærlighed for de på det tidspunkt håbløst umoderne Black Sabbath, og da Scott Weinrich tiltrådte som forsanger i 1986, var det med en baggrund som ham den enlige langhårede stener, der blev tolereret på D.C.’s hardcorescene. Den forbindelse blev slået fast i 1987 med Saint Vitus’ cover af Black Flags ‘Thirsty and Miserable’ fra ep’en af samme navn. Formlen er sådan set helt simpel: Saint Vitus har taget originalen og skruet tempoet et godt stykke ned, men resultatet er, at det går op for en, at Greg Ginns ting for metalriffs ikke var noget, der kom snigende på Black Flags senere plader, sådan som myten ellers lyder: De var der altid, de var bare for hurtige til at blive opfattet som sådanne.



4. Monarch! - ‘Die Die My Darling’

Og formlen er simpel nok til, at Monarch! genbrugte den små to årtier senere, da de satte Misfits’ ‘Die Die My Darling’ he-e-elt ned i fart, indtil den næsten stopper. De franske funeral doomere spillede i slutningen af 00’erne verdens langsomste koncert nogensinde på den hedengangne københavnske smugkro Dæmonens Port, hvor sangerinden det meste af koncerten stod og skreg ind i sin mikrofon på en halv meters afstand omgivet af effektpedaler, men på plade har de tilført musikken et atmosfærisk lag oven i det knusende massiv, som de lange, dronende akkorder udgør. Mens guitaristen Shiran Kaïdine i post-metalbandet Year Of No Light gør det i riffs og epik, ligger Monarch!s fokus på alt det, der opstår mens guitarerne ringer, og trommesættet er ved at segne mellem slagene, men på ‘DIEDIEDIE’, som Misfits’ klassisker er omdøbt, bliver der ligefrem chantet henover skrigene, og det er lige før, de får gang i en decideret struktur, inden de lader det hele falde sammen om sig selv igen. Er det ikke det mest originale take på et cover, så er det i hvert fald stadig bedre end Metallicas version af det samme nummer.